Lille menighed samler tusinder til vækkelsesmøder
I oktober 2022 startede baptistkirken i byen Hammond i den amerikanske delstat Louisiana en fire-dages møderække med ”kun” 125 deltagere, men 34 af disse gav til kende, at de ønskede at blive frelst. Nu anslår arrangørerne, at 30.000 har deltaget i et eller flere teltmøder, og at 1.300 har søgt frelse.
Dagen.no skriver, at ”Louisiana-vækkelsen” i Old Zion Baptist Church nu har varet i over 20 uger. Om forløbet hedder det, at lokalet var fyldt den fjerde aften i møderækken – som ifølge planen skulle have været det sidste møde. Men fremmødet fik evangelisten David R. Harrison til at sætte et stort mødetelt op med 2.500 siddepladser, så kampagnen kunne fortsætte.
Herefter begyndte folk fra nær og fjern at strømme til møderne i tusindvis. Ifølge David Harrisons assistent, Brian Lester, er der intet, som tyder på, at ”Louisiana-vækkelsen” er ved at slutte. – Den ser ud til bare at fortsætte, udtalte Brian Lester til CBN News.
Sat fri fra okkultisme og rusmidler
Arrangørerne oplyser, at over 1.300 mennesker har bedt til frelse, og at mange har fået deres liv forvandlet. Ifølge Charisma News holdt man den 3. marts et særligt møde, hvor folk kunne medbringe ting, som de var bundet af. Nogle kom med tarotkort og voodoo-dukker, andre med ting relateret til alkohol- og narkotikamisbrug. På mødet blev mange af disse genstande brændt, mens deltagerne sang om den sejr, de har fået gennem Kristus.
Netop i Louisiana er mange involveret i hekseri og okkultisme, skriver Charisma News. Vækkelsesmøderne kan følges direkte på Voice of Hope Ministries International’s facebookside. Under vækkelsen har der i perioder været bøn 24 timer i døgnet, men fremover vil kun blive holdt fire møder om ugen, dvs. bedemøder hver tirsdag og onsdag, og vækkelsesmøder torsdag og fredag.