Jezabel og Akab – dramaet fortsætter

I 1. Kongebog kan vi læse om dronning Jezabel, som var gift med kong Akab. Hun forledte ham til mord og afgudsdyrkelse, og hun prøvede at udrydde Guds profeter. Men Jezabel er også en dæmon, som vil forføre Guds folk i dag, mener kronikøren.
Jezabel havde sine rødder i den føniske kult, der dyrkede guden Baàl. Hun forførte folk med sit sminkede væsen (falske jeg) og smigrende tale (falsk tale og lære).
Af Tamarra Bot
Pastor for ZVC – Zions vækkelses center

Jezabel var i oprør mod Guds forordning. Hun jagtede Guds profeter og dræbte dem (slog salvelsen ihjel), og selv uddannede hun falske profeter (hun dannede hof). Hendes motiv var at føre folk bort fra Gud og tilegne sig magt.

Akab ville tjene to herrer

Hendes mand, Nordrigets Kong Akab, bliver ofte beskrevet som en svag konge. Hans svaghed bestod i, at han ikke stod fast på sin tro på Gud og dermed lod sig bedrage.
Kong Akab forsøgte at tilfredsstille de troende, såvel som det afgudsdyrkende folk, hans hustru Jezabel kom fra. Han forsøgte at tjene to herrer.
Kong Akab var også utilfreds med, hvad Gud havde tildelt ham, han var i oprør mod Guds forordninger. Han begærede sin næstes ejendele (de gaver som Gud havde tildelt hans næste).

Dræbte sin nabo

I Første Kongebog kap. 21 kan vi læse, at kong Akab ønskede sin nabos vingård, men at naboen holdt fast i den arvelod, som han var blevet tildelt.
Gennem Jezabel blev Akab forledt (forført/fristet) til at tilsidesætte den gældende retsopfattelse, og det lykkedes parret at få naboen dræbt, så de kunne tilegne sig det ønskede stykke land. Det land (den velsignelse), som Gud havde tiltænkt en anden.
Senere blev Jezabel dræbt, som det blev forudsagt af Guds profet Elias. Men Jezabels ånd lever videre i dag.

Jezabel i dag

Også i dag jager ånden af Jezabel Guds folk. Gennem forførende heksekraft slår denne dæmon salvelsen ihjel hos de troende, som ønsker at tjene Herren af hele deres hjerte.
Gennem nedsættende ord (falsk tale) og ved at så tvivl i mennesker omkring deres gaver fra Gud, undertrykker og stjæler denne dæmon Guds velsignelser fra hans folk.
Dæmonen opererer gennem mennesker, som har et begær efter tjenester eller nådesgaver, der ikke retmæssigt tilhører dem. Disse mennesker har en utilfredshed i sig, omkring hvor de står med Gud, eller en angst for ikke at få, hvad Gud har til dem.
Hvis det ikke bliver erkendt og helbredt, men i stedet får lov til at udvikle sig til et begær efter, hvad Gud har udrustet andre til, kan denne dæmon begynde sit virke og tilskynde mennesker til at række ud og tage/stjæle salvelsen fra andre. Mennesker, som denne dæmon arbejder igennem, danner ofte et hof omkring sig.
Gennem forførelse og smigrende tale samler disse mennesker kristne, som er svage i troen og endnu ikke har lært at bedømme ånderne, til at støtte op omkring sig. På denne måde kan de overbevise sig selv og andre om, at de er kaldet til noget, der er større og bedre end det, de står i eller rent faktisk er kaldet til.
Dæmonen kan lokke disse mennesker med forførende ord, penge eller muligheder for at få magt over andre. Efterfølgende kan den forfølge de selv samme mennesker ved at plage dem med følelsen af skyld.

Den onde dronning Jezabel hjalp sin mand, Kong Akab, med at dræbe Nabot, så de kunne overtage hans vingård. Men profeten Elias forudsagde Jezabels voldsomme død.
Når Jezabel går imod dig

Jezabel opsøger de af Guds folk, som ikke hviler i, hvad Herren har til dem lige nu. Hun misbruger dem til at stjæle salvelsen fra andre af Guds folk, og gennem disse mennesker jager Jezabel kristne, som begynder at træde frem i Guds kraft.
Som Gud kender os, kender også denne dæmon til alle vores svagheder, og den udnytter dem.
Føler du en angst for at træde frem, vil dæmonen tale ord ind over dig, som vil forstærke din angst. Er du usikker, vil den tale ord ind over dig, som vil forstærke din usikkerhed.
Hvor Guds egen ånd, Helligånden, altid vil løfte dig og støtte dig, vil dæmonen Jezabel forsøge at undertrykke dig på alle de områder af dit liv, hvor du endnu ikke er helet op i Jesus Kristus. Alt dette foregår fra menneske til menneske, endda hele grupper/menigheder kan blive lammet af denne ånds virke.
Når Jezabel går ind over dit liv med sine nedsættende og falske ord, som ikke kommer fra Gud, vil du begynde at føle dig tung og træt. En håbløshed og tristhed vil indfinde sig, og de følelser i dig, som endnu ikke har fået lægedom, vil blive forstærket.
Rigtig mange kristne opgiver at fortsætte med at bruge de gaver, som de er blevet tildelt af Gud (de føler sig pludselig ikke parate). De trækker sig tilbage og kan komme til at isolere sig eller føle sig isoleret. Dæmonen tager modet fra Guds folk.

Hvordan bekæmper vi Jezabel?

Det var profeten Jehu, som formåede at bekæmpe denne dæmon. Jehu vidste, hvem han var i Gud, han lod sig ikke forføre eller skræmme.
Han gik ikke i dialog med Jezabel, men kommanderede omgående: ”Kast hende ud” (af vinduet). Det samme gør sig gældende i dag. Vi skal vide, hvem vi er i Jesus Kristus.
Når vi hviler i ham, har vi intet at frygte. Men på vores ørkenvandring, i vores proces omkring hvad vi kom fra og til vores identitet/hvilen i Kristus, er vi sårbare. Og det er mellem disse to identiteter, at denne dæmon kan misbruge os.
Dette sker, hvad enten du lader dæmonen ophøje dig til et ”åndeligt stadie”, som du endnu ikke er parat til eller slet ikke er kaldet til, eller du lader dæmonen undertrykke dig til at tro, at du ikke er god nok, så du taber modet.
Kong Akab stod med et ben i hver lejr, et hos Gud og et hos det afgudsdyrkende folk. Vi må tage et valg og søge vores fulde identitet i Jesus Kristus.
Kun i hvilen i ham kan vi stå denne dæmon imod. Kun gennem en visdom om hvem du er i Jesus Kristus, kan du modstå fristelser eller undertrykkelser. Gud har givet dig al den kraft, du behøver for at kunne uddrive dæmoner og helbrede de syge. Du behøver ikke tvivle, du har fået det. Gå ikke i dialog med Jezabel, men kast hende ud ved din autoritet i Jesus Kristus.

Vi kæmper mod magter og myndigheder

Jesus har sejret for os, og selv om kampen umiddelbart udspilles mellem mennesker, så er det synden og ikke synderen, vi bør gå efter. Alle, der er under påvirkning af denne eller andre dæmoniske kræfter, har brug for lægedom ved Jesus Kristus. ”Den Sønnen sætter fri, bliver virkelig fri”.
Vi har brug for at bede Gud om tilgivelse for at have bukket under for disse dæmoniske kræfter og efterfølgende bede om lægedom ind over vores svagheder.
Lad os kristne bruge hinanden til lægedom gennem bøn. Lad os i fællesskab tale Guds egne ord ud imod disse åndsmagter, som ønsker at ødelægge Guds rige på jorden.
Gud opfordrer os til, at vi bør velsigne vores fjender. Der ligger en stor visdom her – hvis du velsigner de mennesker, som du oplever som værende dine fjender, vil Guds egen retfærdighed indfinde sig. Gud vil kæmpe for dig.

Kend ånden på frugterne

Det er vigtigt, at vi kan bedømme, hvilken ånd mennesker taler med, inden vi tager kritik eller ros til os.
Falsk kritik eller falsk ros kan drive os i fordærv og stjæle fra os, hvad Gud har til os. Det er Jezabels helt store strategi. I Åb. 2: 24 kalder Gud Jezabels lære for ”Satans dybder”.
I Åb. 2: 19-23 deler Gud med os de konsekvenser, der kommer ud af at finde sig i ånden af Jezabel. Kærlighed til næsten er at sige sandheden, den sandhed, som bliver vist os gennem Helligåndens vejledning. Verdslig ros og verdslig kritik bør vi kristne ikke bøje os under. Det gælder, hvad enten det ophøjer os eller undertrykker os.
Kun Helligånden, sandhedens Ånd, har den fulde sandhed om dig.
Vi bør, hver især, holde fokus på Jesus Kristus og kende, hvad der kommer fra ham. Jezabel udviser aggression, behov for magt og kontrol og danner hof (kliker). Alt dette står Gud imod. Ej heller kommer undertrykkelse fra Gud, der har store planer med enhver af os.