Arkæologer: Vi har fundet en del af det kors Jesus blev korsfæstet på
Tyrkiske arkæologer mener at have fundet et stykke af Jesu kors i en stenkiste i Balatlar-kirken ved Sinopale på Sortehavskysten.
Kirken blev bygget helt tilbage i det 7. århundrede. I et interview i den store tyrkiske avis Huryet siger lederen af arkæologerne, Gülgün Köroglu: ”Vi fandt et religiøst relikvie i en kiste. Vi mener, at det er en del af det kors, som Jesus blev korsfæstet på.”
Professoren mener, at korsets ægthed bl.a. fremgår af, at der er skåret kors ud på dets sider.
Om stenkisten, som træstumpen blev fundet i, siger hun: ”Denne stensarkofag er meget vigtig for os. Her finder historien sin afslutning. Det er det vigtigste fund, vi har gjort her.”
Professoren henviser her til, at den hellige Helena, som var mor til kejser Konstantin (den første romerske kejser, som blev kristen), omkring år 325 rejste til Jerusalem for at opsøge de hellige steder.
Ifølge traditionen skulle hun have fundet frem til det kors, som Jesus var korsfæstet på. Korset blev savet i tre stykker og delene fordelt mellem den kristne kirkes ledere i Jerusalem, Konstantinopel (i dag Istanbul) og Rom. Helena og Konstantin boede selv i Konstantinopel i det nuværende Tyrkiet.
Det påstås jævnligt af kristendommens modstandere, at der findes masser af falske stumper af Jesu kors spredt over hele verden.
Men de kendte kors-stumper udgør ifølge den franske 1900-tals arkæolog Charles de Fleri kun en tredjedel af det oprindelige kors, som menes at have været 3,6 meter højt. Men nu er endnu en del af korset muligvis dukket op.
De tyrkiske arkæologer har i fire år udgravet den 3.062 kvm store Balatlar-kirke, som man først troede var det romersk bad. De har fundet over tusinde skeletter, foruden en masse kirkeligt inventar. Men stenkisten med kors-delen anses af arkæologerne som det vigtigste fund.