Faste er en invitation fra Gud

De færreste kristne faster – i hvert fald i den vestlige kirke. Men hvad går vi glip af, ved ikke at gøre faste til en del af vores liv?

For at forstå den kraft, som Gud sætter fri gennem bøn og faste, er det vigtigt at se på nogle grundlæggende principper.

Faste er en invitation

For det første: faste er en invitation. Gud indbyder os til at faste. Uløseligt forbundet hermed er, at Gud ønsker, at vi skal ville ham mere. Ægte lyst til at være sammen med én bygger på, at vi ikke er tvunget til at være det. Det skal være frivilligt. Gud indbyder os, således at det frivillige aspekt bibeholdes.
Vi kan stadig blive frelst og komme i himlen uden nogensinde at faste eller kende Gud på mere fortrolig hånd. Men hvis vi siger ”ja” til ham ved at faste, bruger Gud dette svar som en åbning til at bringe os tættere på hans hjerte. Der findes velsignelser, vi kun opnår, når vores åndelige sult når det punkt, hvor vi ønsker at faste for at tage imod mere af Gud. Han belønner sult og skænker større nåde til dem, som er sultne efter mere af ham.

Faste er et paradoks

Det andet princip er, at faste er et paradoks. Når vi faster, fjernes de støtter, vi bruger for at stive os af. De ting, som giver en illusion af styrke, er midlertidigt væk. Når vi faster, føler vi os sommetider hudløse foran Gud, fordi vi bliver endnu mere opmærksomme på vore syndige motiver og følelser.
Det paradoksale er, at i takt med, at vi oplever smerten i denne hudløshed, mørnes vores ånd. Vore legemer er svage og sultne, men vores ånd er mere modtagelig over for Helligånden. Herigennem styrkes vores beslutning om at leve helt for Gud. Paradokset ved faste er, at vi oplever svaghed i kødet, men styrkes i ånden.

Faste er en nåde

For det tredje: faste er en nåde. Et liv i faste kan kun opretholdes ved Guds nåde, ikke ved vores egen styrke. Faste er mere end blot at bide tænderne sammen og holde ud. I stedet for beder vi om Guds nåde til at indgå i mysteriet med at være forbundet med ham i faste. Ved at omfavne den frivillige svaghed i faste får vi større åndelig styrke på vores vej med Gud. Hans nåde mangedobles for dem, som søger den (2. Pet. 1,2; 3,18).
Gud giver i sandhed nåde til at faste – selv til mennesker i dag, som lever i en moderne, vestlig kultur. Jeg vil gerne slå en streg over den løgn, at troende i det 21. århundrede ikke kan faste på samme måde som troende i gamle dage. Det er en løgn, som avler passivitet i relation til denne mægtige gave. Vi sløver vores samvittighed med den løgn, at eftersom vi har så travlt, er regelmæssig faste ikke praktisk gennemførlig. Sandt at sige har der aldrig eksisteret et samfund, der var mindre fysisk udfordret i dagligdagen end vores. Moderne faciliteter sikrer os et stillesiddende liv sammenlignet med tidligere generationer, og de fleste af os er nødt til at finde på måder at bruge os selv på. Vi siger til os selv, at det vil være for hårdt at faste, og at vi vil blive for trætte og udmattede, selvom frygten for fasten i virkeligheden er langt værre end selve fasten.
Vore kroppe blev skabt til at fungere bedst med regelmæssig faste, og det er en del af nåden ved at faste, at Gud designede vore kroppe på den måde. Faste rummer fordele som for eksempel, at kroppen renses og styrkes under processen.
Min anbefaling til en livsstil, hvori faste er en fast bestanddel, lyder på, at man reserverer faste dage hver uge frem for lejlighedsvise korte eller lange fasteperioder. Ved at faste regelmæssigt begynder der at ske en ændring i vores måde at tænke på og i kroppens rytme. Det er et af udtrykkene for nåden ved at faste. Jo mere vi faster, desto mere vænner vi os til det. Det kan sammenlignes med at træne. Når vi ikke træner regelmæssigt, er det vanskeligt at komme i gang. Det tager tid og kræver vedvarende træning, før vi begynder at vænne os til det. Det er det samme med regelmæssig faste. Kroppen begynder at akklimatisere sig, måden at tænke på ændrer sig, og pludselig har vi fundet en ny, dejlig rytme. Det letteste er på stedet at sige ”ja” til denne nåde og således blive partner med Gud, danne sig en rytme med bøn og faste. Presset på kristne i de sidste tider vil helt sikkert øges, og mange flere kristne vil gå i gang med at faste end nogensinde tidligere.

Faste gør dig ydmyg

Det fjerde princip i faste er, at faste gør dig ydmyg. Bibelen beskriver faste som at ”gøre sig ydmyg” eller at ”ramme” sin sjæl (Es. 58).
David talte om faste som en måde at ydmyge sig for Gud på (Salm. 35,13; 69,10). Vore legemer er trætte, tankerne rummelige, kapaciteten ikke helt i top, og alt, hvad vi går i gang med, synes at være præget af svaghed. Pludselig er vi ikke i stand til at foretage selv de mest almindelige ting – ting, vi altid har taget for givet.
Ja, der er ingen tvivl: Det gør os ydmyge at faste. Det er sådan, Gud har planlagt det.

Faste er tilbedelse

Det femte princip er, at faste er tilbedelse. Kun svage mennesker faster og beder; kun de, der erkender deres behov for mere af Gud, faster. Faste for Herren er en udmelding om vores store behov for ham.
Vi faster ud fra et ønske om at blive bedre rustet til at give vores liv fuldt ud til ham. Det er dyrebart for Herren. Når Guds folk ydmyger sig gennem faste, så de kan vandre i større renhed, tager Gud imod det som tilbedelse.
At leve et liv, hvor faste indgår, er at leve et liv med åndelig tilbedelse. I Romerbrevet 12,1 står der: ”Så formaner jeg jer… at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.”

Af Mike Bickle, Leder af 
International House of Prayer, Kansas City