Mission er respekt for den anden

Ægte tolerance består i, at man kan tåle at blive modsagt
Baggrunden for denne artikel er en diskussion, hvor jeg – for jeg ved ikke hvilken gang – mødte den opfattelse, at kirken skal lade ny-danskerne i fred med deres tro og ikke missionere over for dem. Men selvfølgelig skal kirken missionere. Alt andet er maGår man ind på nogle af de muslimske hjemmesider her i Danmark, rummer de blandt andet klare opgør med den kristne forståelse af Bibelen, som de kristne efter muslimsk opfattelse har misfortolket og misbrugt. Det er klar tale – og det er et udtryk for, at muslimerne ikke er ligeglade med, hvad de kristne tror. De vil selvsagt gerne samtidig præsentere, hvad de selv opfatter som sandheden. Muslimerne kalder det „dawah” – at kalde til sandheden. Og det er en selvfølgelighed for dem.

Underlig tolerance

I de sidste års intense debat om nydanskerne fremføres fra mange danskeres side ofte et andet synspunkt. Nydanskerne skal tilpasse sig vores skik og brug eller forsvinde – men deres religiøse opfattelse kommer ikke os ved. Hvad den angår, skal de lades i fred. Her er vores tolerance ubegrænset. Vi er bedøvende ligeglade med, hvad de tror; hvis de blot ville holde op med at opføre sig så mærkværdigt.
For mig at se er det en underlig tolerance. Den er nærmest udtryk for, at vi ikke tror på bæredygtigheden af kristendommen. Så lad os endelig ikke komme til at snakke om religion, men lad os holde os til slagtemetoder og påklædning og det danske socialsystem.
Efter min mening består ægte tolerance i, at man ved så meget om, hvad man selv står for, at man kan tåle at blive modsagt. Men også at man føler sig så meget forpligtet af det, man selv står for, at man ikke vil undlade at sige det – også til den, der tror noget andet.

Sandheden forpligter

“At missionere” har fået en dårlig klang i mange danskeres ører. Det lyder for dem noget i retning af at påtvinge andre ens egen opfattelse i stedet for at respektere dem som dem, de er. For det menneske, der har valgt en bestemt tro, er den tro god for ham eller hende, og derfor skal man lade den anden være.
Men en overbevisning er jo ikke god eller dårlig. Den er sand eller falsk. Og hvis den er sand, så er den også forpligtende. Man kan ikke holde noget for sandt og så være ligeglad med, at alle mulige andre opfattelser florerer. Man må stå ved, hvad man selv er overbevist om, og så må man sige imod, hvad man tror er forkert. Den modsigelse er der brug for i forhold til ikke-kristne, hvad deres religion så i øvrigt måtte være – på samme måde som de naturligvis siger og har ret til at sige de kristne imod. Og det er faktisk at missionere, uanset om man bryder sig om ordet eller ej.
Der er i mine øjne ingen vej udenom. Vil danskerne kaldes et kristent folk, må folket repræsentere og præsentere den kristne tro over for dem, der ikke kender denne tro. Det er simpelt hen for slapt at ville opholde sig ved alt muligt andet i stedet for at komme til sagen.

Religionsfrihed

Men er det nu ikke mangel på respekt for dem, der tror noget andet – og har vi ikke religionsfrihed her i landet? Jo, frihed har vi, og Gud være lovet for det. Men den frihed er ikke at forstå som en tvang til nærmest at holde mund med, hvad man selv tror. Det er netop en frihed til i tale og skrift at gøre det gældende, som har vist sig som sandhed for en. En frihed for os – og for de andre. Og det er at vise respekt for et menneske at tage dets opfattelse så alvorligt, at man er nødt til at modsige den. Der er mere respekt for muslimer og hinduer i at præsentere kristendommen for dem end i at lade være.
Var der ikke religionsfrihed her i landet, ville jeg være betænkelig ved kristen mission. Men friheden er der – og religionsfrihed er ikke at slippe for den åndskamp, der altid må være, hvor spørgsmålet om sandhed og løgn er livet om at gøre.

Lad os vise hvem vi er

Jeg vil fremføre endnu en begrundelse for min opfattelse – af mere samfundsmæssig art. Der er nogle ting i vores kultur, som vi opfatter som uopgivelige. Den grundlæggende lighed imellem alle grupper i samfundet, også de to køn, i en lang række sammenhænge er et eksempel. Den enkeltes frihed til selv at vælge sin livsledsager er et andet. Der er en sammenhæng imellem disse værdier og så dette, at kristendommen har været forkyndt i dette land i mere end tusind år. Den sammenhæng er ikke direkte og ikke særlig synlig. I andre verdensdele indretter kristne sig forskelligt fra os. Ikke desto mindre er sammenhængen der. Vil vi have muslimer og andre til at respektere disse værdier, så skylder vi også at forkynde det kristne budskab – åbent og frit. Man vil have, at de skal blive som os; men kunne vi ikke til en begyndelse stille det krav til os selv, at vi viser, hvem vi er?
I indvandrerdebatten tales der meget patetisk, men tillige temmelig slapt og uforpligtende om vores kristne kultur. Tiden er måske kommet for det kristne danske folk til at træde i karakter. Til at stå ved, hvad vi er, og vove at bringe det i spil, som vi selv opfatter som sandheden.