Augustin – også relevant i vor tid?

Kronikøren portrætterer her den store kirkefader og fremhæver den store
betydning, hans værker har haft for kirken – helt op til i dag1600 år er gået, men Augustin, den store, katolske kirkefader (354-430) er stadig hos os i kraft af sine værker.

Kristian kristiansen

Litteraturen om denne mand, der har udøvet en af de aller-væsentligste indflydelser på europæisk kultur og tænkning overhovedet (formentlig kun at sidestille med Platon, Aristoteles, Shakespeare, Luther, Darwin og Einstein) er uoverskueligt stor. Det samme er forfatterskabet. Interessen for hans arbejde er usvækket; han er blevet kaldt alt fra „den vesterlandske filosofis fader“ (hvilket er en tilsnigelse af format) til „kirkens fornemste lærer efter apostlene“ (en entusiastisk overvurdering).
En nærmest leksikalt alvidende begavelse, der konstant fastholdt en dyb ydmyghed overfor sit geni. 900 sider fylder et af hovedværkerne, „Om Guds Stad“, og ved vejs ende lyder blot hans stille bøn:
„Jeg mener nu, at jeg med Guds hjælp har betalt, hvad jeg skyldte: dette vældige værk. Måtte de, for hvem det er for lidt, og de, for hvem det er for meget, tilgive mig; og måtte de, for hvem, det er tilstrækkeligt, takke, ikke mig, men sammen med mig takke Gud. Amen. Amen“.

Lige siden kejser Augustus’ tid (63 f.Kr. – 14 e.Kr.) havde romerne henholdt sig til digteren Virgils ord: „Med magt skal du herske over folkene, romer!“
Oplandets indbyggere havde allerede fra 2. årh. f.Kr. dyrket gudinden Roma som byens personificering, i kejsertiden ofte side om side med kejseren selv.
På den måde viste provinsianerne deres loyalitet overfor herskerfolket. Et tempel for Roma og Venus blev opført år 121 f.Kr. ikke langt fra Forum Romanum, ligesom hun var afbildet på mange mønter og relieffer som en krigerisk udseende kvinde.
Denne selvfølelse var en pendant til israelitternes opfattelse af sig selv som Guds udvalgte folk; den oplevede et knusende knæk ved goternes erobring af byen i 410 e.Kr. „Om Guds Stad“, påbegyndt tre år senere, er Augustins historisk/filosofiske opgør med denne guddommeliggørelse af byen. Han viser kristendommens betydning for samfundsdannelsen; det er ikke Rom, men „den evige stad“, der er Guds Stad. I forlængelse heraf følger også afvisningen af, at den nye religion – kristendommen – skulle have forårsaget romerrigets fald.
Den kristne tro og kærligheden til Gud kunne netop have været det bolværk, der ville have modvirket dén tids og statens dekadence, som var misérens egentlige årsag.
Historiens begyndelse er ikke skabelsen, derimod uoverensstemmelsen mellem Kain og Abel (15:1). Fra da af kan der skelnes mellem to magter eller stater: guds-staten og verdens-staten. Ingen af dem er konkrete, historiske størrelser; de skal forstås åndeligt eller abstrakt. Det er dynamikken mellem de to, der giver historiens fremdrift. I videre forstand er det forholdet mellem kirken og staten, mellem det himmelske Jerusalem og det jordiske Babylon. De to magter har hvert sit udgangspunkt, baserer sig på to forskellige slags kærlighed:
Verdensstatens åndelige ophavsmand er Kain, og dets regimente baserer sig på en kærlighed til selvet af foragt for Gud; omvendt er guds-styret, der skylder Abel sin eksistens, grundet på kærligheden til Gud af foragt for selvet.
Udover at levere en grundig gennemgang af den hedenske verdens kultus og selvopfattelse bliver værket også en decideret, positiv indføring i kristendommen. Guds Stad er bevidnet gennem Bibelens ord: Herren selv „har grundlagt den for evigt“ (Salme 46:5-6 og 48:9), og Johs. Åbenbaring 21:1-2 viser ham „den hellige stad, det ny Jerusalem…stige ned fra Himlen fra Gud“.
Augustins værk og dets argumentation fik voldsom realpolitisk betydning i kraft af en sidestillen mellem Guds-staten og kirken; det blev baggrunden for pavekirkens ubetingede lydighedskrav overfor sine europæiske undersåtter. – En munk ved navn Luther tog som bekendt kampen op imod dette.
Guds Stad er menneskets endemål; her vil det stå ansigt til ansigt med Herren i det evige livs fred, hvor Gud er alt i alle. „Tro, håb og kærlighed er de tre lys, der oplyser verdenshistorien“. Mennesket handler, men Gud styrer. Der er fortrøstningsfuldhed i dén tanke.
De 22 bøger, værket består af, er formidlet på et glimrende dansk af Bent Dalsgaard Larsen, forsynet med et udførligt forord, koncise noter og nyttige registre.
Det hele er udgivet af Aarhus Universitetsforlag med støtte fra Augustinus Fonden, Litteraturrådet, Kirkeministeriet og Aarhus Universitets Forskningsfond – en støtte-vifte, der i sig selv antyder den brede Augustinus-interesse. Prisen for de solidt indbundne 1051 sider er sølle 498 kr.
Udgivelsen er en sand bedrift; køber man kun én kristen klassiker om året, er valget selvskrevet her i 2003.

Dette (kun af omfang) mindre værk, skrevet 397-98, regnes for verdenslitteraturens første selvbiografi. Nogle forskere mener gennem stilistiske analyser at kunne påvise, at det egl. er tænkt til højtlæsning.
Det latinske ord for „bekendelse“ (confessio) har også bibetydningen ‘lovprisning’. Og sandt er det, at bogen er begge dele; det er beretningen om den urolige sjæls lange rejse mod sit forudbestemte mål, Gud:
„Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig“ (1:1). Således lyder det i Torben Damsholts oversættelse, der er den eneste komplette på dansk; den er Andre udgaver har traditionelt alene bragt selve det opbyggelige element i livshistorien og udeladt de pragtfulde meditationer over Bibelens indledende afsnit. Det er synd og skam.
Århundrederne er gået helt upåagtede hen over disse erindringer, der faktisk virker meget moderne i deres psykologiske indsigtsfuldhed. Frygten er (af) det onde, siger Augustin, men Guds kærlighed holder ham oppe. Man har kaldt værket „en lærebog i indre bøn“ – og ikke med urette. Som alt andet af ham skal der læses i en stille stund; det kræver fordybelse, men udbyttet står fuldt i forhold.

Forfatterskabet og spændvidden er som allerede nævnt enorm. I en klasse for sig er de „Filosofiske Dialoger“, udgivet i tre bind (Forlaget Anis; pris 219-249 kr.) ved Torben Damsholt, der også forestod „Bekendelser“.
Læren om arvesynden, prædestinationen (at Gud forud har udvalgt de få til frelse) og treenigheden har alle fundet deres dybeste, skriftlige vidnesbyrd hos Augustin. Hans værk om Treenigheden er på dansk kun udgivet i uddrag i Ber-lingske Filosofi Biblioteks Augustin-bind (1965), men repræsentative udtryk for læren indgår også i „Om Guds Stad“ (11:10; 11:24; se i øvrigt stikordsregister).

Augustin var også en glimrende, karismatisk begavet prædikant, der gennem sine prædikener sagdes at kunne få tårerne til at strømme fra alles øjne. – Et udvalg er udgivet af den utrættelige Augustin-forsker Helge Haystrup på C.A. Reitzels Forlag under titlen „Svanens sang“ (145 kr.).

Helt op i moderne tid spores Augustins indflydelse i filosofiske retninger som fænomenologien og eksistentialismen. En politisk filosof som Hannah Arendt vendte bestandig tilbage til hans værk.
Det er en af grundene til, at vi fortsat skal læse ham.
„Vi har adgang til uendelige mængder af information, men hvor finder man visdommen?“ spørger litteraturforskeren Harold Bloom i sin bog, „Hvordan man skal læse og hvorfor“ (2003).
Han giver selv svaret: I den „store“ litteratur, hvorigennem man dels opnår en større selvforståelse, men også får mulighed for en dybere grad af tænkning og refleksion.
Derfor skal vi læse Augustin – også idag – og uanset kristent ståsted.