Bajerslavernes frihedskæmper

Henning Sørensen er ikke i tvivl om, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at han kunne gøre én – og kun én – ting om i livet. Han ville melde sig ind i Danmarks Afholdsforening som 14-årig og ikke vente, til han blev 17.

Henning Sørensen er netop fyldt 70, men de tre “spildte” ungdomsår plager ham stadig. Som formand for Danmarks Afholdsforening igennem 10 år har han gjort sig bemærket ved et usædvanligt engagement i afholdssagen.
Som en af landets flittigste læserbrevsskribenter deltager han ofte i den offentlige debat. I 1950 skrev han sit første læserbrev i det daværende Grenå Folketidende. Siden har han et par gange om ugen kommenteret tidens og døgnets begivenheder i danske avisers læserbrevsspalter.
For nylig skrev han et åbent brev til Peter Brixtofte og opfordrede ham til at blive medlem og medarbejder i Danmarks Afholdsforening, og han har tidligere skrevet et åbent brev til Kronprins Frederik for at få ham til at sætte afholdssagen på dagsordenen.
Ingen af de to takkede ja til tilbuddet.

Afholdssagen blev for Henning Sørensen “den muld, hvori det øvrige samfundsengagement vokser”, som han selv udtrykker det. Men samfundsengagementet har været stort og vidtfavnende.
Hvis Henning Sørensen var et orgel, ville det være nødvendigt at bruge alle fingre på begge hænder til at trykke de tangenter ned, som han spiller på.
Henning Sørensen har det meste af livet arbejdet som skraldemand og har været aktiv i fagbevægelsen i en menneskealder.
Han har haft flere tillidsposter og har blandt andet siddet i byrådet for SF i to perioder og været medlem af menighedsrådet i 31 år.
Han er en aktiv foredragsholder og har netop udgivet sin tredje bog “Krudt uden kugler”, som handler om livet som pacifist og det dybe engagement i fredsbevægelsen.
I dag er hverdagen blevet en smule mindre hektisk, og Udfordringen møder Henning Sørensen på en stille formiddag i Grenå.
Her har han bortset fra et par år i militærnægterlejr boet og virket hele livet.
Allerede som ni-årig bestemte han sig for, at han ville være militærnægter.
– Det var den første beslutning, jeg tog i livet, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige, fortæller Henning Sørensen.
Siden har han indtaget mange standpunkter og synspunkter, som har bragt ham i mindretal i forhold til den offentlige mening. Men det har aldrig generet ham og gør det stadig ikke.
– Det gælder med markante meninger, at hvis man lusker med dem, så bliver man ikke respekteret. Det gør man til gengæld, hvis man står fast på dem.
Den kristne tro er Henning Sørensens livsfundament. Han har været engageret i meget økumenisk arbejde, men siger, at han personligt hører til på den grundtvigske/tidehvervske fløj af folkekirken.
– Søndagens kirkegang er tilstrækkelig for mig, men den er til gengæld også nødvendig. Søndagen er ikke god, hvis jeg ikke har været i kirke. Det er herfra, jeg henter inspiration og kræfter til ugens gøremål.
Henning Sørensen nåede tidligt frem til, at det ikke lige var ham at deltage i et tættere, kristent fællesskab udover gudstjenesten, og fra sin tid i menighedsrådet husker han, at der ikke var særlig højt til loftet.
– Det er for lidt frisindet. Hvis man er uenig, bliver man ofte også uvenner i den sammenhæng.
Privat er Henning Sørensen gift med Ellen, der indtil for nylig har virket som kirkesanger. De har ingen fælles børn, men Henning Sørensen har to piger fra et tidligere ægteskab.
For Henning Sørensen har det været en livssag at være tro over for den gerning, han har fået betroet, og de idealer, han har troet på, både som skraldemand, byrådspolitiker, menighedsrådsmedlem osv. Men afholdssagen optager ham mest.
Han har endnu ikke fundet ud af, om han valgte afholdssagen, eller om den valgte ham. Afholdssagen sagde ikke den unge Henning noget særligt, indtil en majdag i 1949, hvor hans farfar blev begravet. Farfaren havde været en helhjertet afholdsmand, og ved hans begravelse fik Henning Sørensen nærmest en åbenbaring af, at han skulle føre afholdssagen videre.
– Som 17årig slog det ned i mig som et lyn, at jeg skulle videreføre farfars livsgerning, husker han.
Medlemmer af Danmarks Afholdsforening kårede ham for nylig til århundredets afholdsmand. Han har været formand for foreningen i 10 år og kæmper hårdt for at få afholdsstandpunktet til at vinde frem.
– I Danmark er det sådan, at der hvor to eller tre er forsamlede, skal der alkohol på bordet, beklager han.
Under 1. verdenskrig toppede den folkelige opbakning til Danmarks Afholdsforening. Foreningen havde dengang 69.000 medlemmer. I dag er medlemstallet skrumpet ind til et par hundrede.
Henning Sørensen indrømmer, at fremtiden ser truende ud, men han nægter at opgive afholdstanken.
– Næsten ingen unge vælger afholdsstandpunktet. Man betragter det at drikke alkohol som noget lige så naturligt som at trække vejret eller spise. Det er meget trist, siger han.
For ham er alkohol et af de alvorligste problemer i samfundet, og han har valgt et standpunkt, som der ikke kan være tvivl om.
– Grænsen mellem brug og misbrug er flydende. Grænsen mellem afholdenhed og brug er knivskarp, fastslår han.
Danmarks Afholdsforening har forsøgt at få flere unge til at melde sig ind, men det har indtil nu ikke givet resultater.
– Ungdommen drikker meget i dag. Tilsyneladende er ingen, der som lyset og saltet siger: Det vil jeg ikke. Der er ingen modkultur til alkoholkulturen, ikke noget oprør mod drikkeriet, beklager Henning Sørensen.
Han ærgrer sig også over holdningen til alkohol i kristne kredse.
– Nogle kristne legitimerer deres kristne tro ved at sige, at de da godt kan drikke et glas vin. De siger med en patos som om, det var en verdenshistorisk begivenhed, der gør Colombus’ opdagelse af Amerika til en ligegyldig bagatel.
– Spiritusen er trængt dybt ind i folkekirkens øverste lag. Den alkoholvenlige holdning i folke- og frikirker er en af årsagerne til kristendommens svage placering. Mange præster tror, at de ved at være som alle andre kan få folk i tale. Det forholder sig lige omvendt.
Danmarks Afholdsforening er ikke en politisk eller religiøs forening, og den samler medlemmer fra det yderste venstre til det yderste højre.
– Jeg har gjort den erfaring, at de mest solide afholdsfolk er dem, der er vant til at indtage mindretalssynspunkter, siger Henning Sørensen, der altid har afvist at gå på kompromis med afholdenheden.
Engang var han til en SID-kongres, hvor han ikke kunne få serveret en sodavand i stedet for de fremstillede øl og stærkere drikke. Det fik ham til at kontakte Anker Jørgensen, der var med ved kongressen, og han sørgede personligt for, at han fik en sodavand.
– Sådan nogle oplevelser får en almindelig bajerslave ikke, griner Henning Sørensen.
Som indremissions gamle høvding Wilhelm Beck siger han “Så længe jeg lever, vil jeg gale.” For bajerslavernes frihedskæmper er der altid nok at gøre. Og sige.