Besøger fanger i sommerferien
– Fangerne er vores venner, siger Dorrit og Walther Dirchsen,
der besøger fangerne på Anstalten ved Herstedvester – hver tirsdag…
Dorrit og Walther Dirchsen er ikke et helt almindeligt ægtepar. Ikke blot er hun fra Pinsekirken og han fra Folkekirken, men de bruger også meget af deres tid et sted, der langt fra minder om Guds frie natur, solrige strande og uendelige vidder.
Året igennem – også denne sommer – besøger de fangerne i Anstalten ved Herstedvester – et fængsel, der huser de groft kriminelle og svært psykiske tilfælde. Den berygtede Peter Lundin sidder bl.a. fængslet her.
– Vi bliver helt høje af det, siger Walther, mens vi sætter os til rette i sofaen i hjemmet i Ballerup. – Fangerne er blevet vores venner; vi kan slet ikke undvære dem.
Dorrit er enig – for det var faktisk hende, der “lokkede” Walther ind i den “håbløse” mission, at være noget for fangerne og sætte dem ind i det kristne budskab gennem Alpha.
Hver tirsdag aften går det modne ægtepar forbi overvagtmesteren, gennem de tre jernporte og ind i “psykopatanstalten”, som det psykiatriske sygehus hed i gamle dage – inden det blev indrettet til fængsel. Der er stadig noget sygehusagtigt over det, lange gange, store glaspartier, ja, endda fangevogternes uniformer ligner et plejepersonales.
Men man skal ikke tage fejl – her sidder livstidsfanger for drab – her sidder nogle, som domstolene ikke ved, hvad de skal stille op med, for sæt de bliver lukket ud i samfundet igen…