– Bibelen skal ud i hverdagen!

Da den nye bibeloversættelse kom i 1992, skulle Erik Mørk indtale hele
Bibelen til DR. Pga. hans pludselige død, blev Lone Hertz bedt om at læse
Ny Testamente. Det blev indledningen til en intens beskæftigelse med især Johannesevangeliet og Johannes’ ÅbenbaringLone Hertz har læst op i mange, mange menigheder og har spillet „Åbenbaringen“ som drama på CaféTeatret i København. En videreudvikling af denne forestilling kan stadig bestilles til opførelse.Hvad fik dig til at sige ja til Bibelselskabet i sin tid?
– Jeg ville frygtelig gerne! Jeg har altid haft troen med i min tilværelse, om end uden at have et nært forhold til kirken. Barnetroen fik jeg gennem bibelhistorien i min skole. Som kunstner har man en ydmyghed, der bringer én tæt på religiøsiteten. Og endelig betyder min søn Tomas meget i den forbindelse. Han lever tæt med Gud. Jeg tror på, at det ikke var noget tilfælde, at jeg fik Testamentet som opgave. Men da jeg kom i gang, fik jeg et chok, fordi jeg oplevede, hvor lidt jeg kendte til ordene. Evangelierne kendte jeg så nogenlunde, men resten slet ikke. Min ballast var lig nul, og tænk blot på Paulusbrevenes sværhedsgrad. Så det blev en tung proces, hvor jeg følte mig meget alene med opgaven og på et tidspunkt var ved at gå ned på den. Men med god støtte lykkedes det. Og gennem processen forstod jeg, hvor vigtigt det er, at ordene bliver kendt af alle.

Hvorfor Johannes?
– Hvis der ikke fandtes andet af Bibelen end Johannesevangeliet, ville det være nok at overleve på. For mig er det sådan, at selvom Johannes-evangeliet evt. ikke måtte være direkte Jesu-ord, men fortælling, så er ordene af Gud. Jeg tror ikke, man kan komme Jesus nærmere som menneske, end Johannes gør det. Forfatteren må have kendt Jesus. De andre evangelier virker mere som lærestykker. Der er også megen humor og en underfundighed i Johannesevangeliet. Det rummer på én gang noget meget dagligdags og den højeste poesi og ophøjethed.

Du læser hele evangeliet op uforkortet, og det tager over to timer…
– I begyndelsen læste jeg et uddrag med titlen „Det ny Bud“ ud fra centrum: „I skal elske hinanden…
Men jeg vovede at læse det hele. Og det gav en utrolig intensitet. Reaktionen hos publikum er dyb koncentration og optagethed. Man glemmer sig selv. På en måde kommer man om bag 1500 års skriftlig overlevering til den direkte mundtlige overlevering, og det bliver meget klart, at der i den mundtlige overlevering er noget, som går tabt i den skriftlige, som altid rummer en form for distance. I den mundtlige overlevering er der en umiddelbarhed i oplevelsen, en identifikation. Den mundtlige overlevering kommer fra hjertet, hvor den skriftlige mere kommer fra hjernen. Oplæsningen er en tolkning på flere niveauer. Jeg tolker Johannes, men derigennem også Jesus og andre personer i teksten.
Det er ikke sikkert, at min tolkning er den rigtige, men det er mit bud. Og det gælder i endnu højere grad, når man spiller teksten, som med Åbenbaringen. Undervejs sker det ind imellem, at en uventet betoning, en lille pause eller en ændret bevægelse giver et helt nyt perspektiv til noget i teksten. Det sætter sig igennem uplanlagt og bag om ryggen. Det er en meget stærk oplevelse, en oplevelse af at være „redskab for Ånden“, selvom det er store ord.

Hvorfor valgte du at bruge dramaformen med Åbenbaringen og ikke bare at læse op?
– Fordi Johannes’ Åbenbaring er et drama! Kunstnerisk set er der et stort spring. Evangeliet er en bog, en fortælling, som er værd at høre og forholde sig til. Den er brød til den sultne, en tekst, man kan overleve på. Åbenbaringen er et drama, som næsten er for stort til at give liv. Men jeg var ikke i tvivl om, at det kunne spilles. Og når først rammen og personen, man skal fremvise, er blevet klar for én, så handler resten om professionalisme som skuespiller, nøjagtig som i forhold til andre svære roller.
– Jeg har oplevet, at det at spille Åbenbaringen som drama, uden for kirken, på et teater, giver en helt ny tilgang til den for mange mennesker. Præster og kirkevante i dag har det lidt svært med den.
– Mange kender den dårligt nok eller betragter den nærmest som lidt ukristelig og fokuserer meget på dens dommedagsvisioner. I dramatiseringen forsøger jeg at vise, at Åbenbaringen er gennemstrømmet af håb. Det er håbet, der er det centrale. Og det er håbet på trods af undergangstruslerne, vi kan leve på. Det er et fantastisk drama og af i dag. Hvis man sorterer det fra, fordi det virker angstskabende og utilgængeligt, udvander man kristendommen.

Får du aldrig kritik -f.eks. fra præster – der går på, at tolkningen og det dramatiske kommer til at overskygge tekstens teologiske indhold?
– Nej, egentlig ikke. Det kunne man måske forvente, især fra bibeltro hold. Men tværtimod bruger menigheder med bibeltro præg mig gerne. På sin vis er jeg jo også bibeltro: jeg ændrer ikke i teksten, skriver ikke om eller stykker tingene anderledes sammen. Heller ikke i Åbenbaringen. Det er den uændrede og uforkortede tekst. Det er vigtigt for mig. Det betyder noget, at det er et helligskrift. Det er hele skriftet, der skal formidles, som det er.
– Til gengæld betyder det, at både Åbenbaringen og oplæsningen af evangeliet tager tid, så der er ikke tidsmæssigt overskud til samtale bagefter. Derfor har jeg tænkt at tage „Det ny Bud“, altså uddraget af evangeliet, op igen, for det giver mulighed for en samtale bagefter med publikum, f.eks. om, hvad skrifterne betyder for mennesker i dag.

Er bibeloplæsningens succes en kortvarig mode, der vil klinge af igen?
– Selv efter de mange år, strømmer folk stadig til, når jeg læser Johannesevangeliet op. Desværre har der endnu ikke været så mange menighedsråd, der har bestilt fore-stillingen „Åbenbaringen“. Men på CaféTeatret var der fulde huse. Den udgave af „Åbenbaringen“, som jeg rejser med, er en slags „dogme-teater“: Rekvisitter og kulisser er skåret ned til næsten ingenting. Den skal helst ikke spilles i kirken, men i sognegården eller et andet lokale, så der er mulighed for nærkontakt og måske samtale bagefter.

Hvad tænker du selv om den debat, der er for øjeblikket om bibelsyn og fundamentalisme?
– Jeg tror, at Bibelens skrifter – og måske endda flere end dem, der er med i vores bibel – er ord, der er indgivet mennesker af Gud. De er sandhed. Og man kan leve på dem. Budskabet i dem er grundlæggende intakt. Men teksterne er skrevet ud fra deres tid. I dag ville Jesus måske udtrykke kærlighedsbudet med andre eksempler og på andre måder. De konkrete følger, de moralske anvisninger, det sociale perspektiv, det ændrer sig i forhold til tiden, og så er der jo også så meget, som mennesker selv har sat på undervejs gennem den kirkelige opbygning. Det kan tynge og gøre det hele til en tung institution.
– Egentlig vil jeg hellere kalde mig „Jesuaner“ end kristen. Institutionen kan være dræbende og stillestående, men Jesus er hele tiden i bevægelse. For mig er Johannesevangeliet en udviklingshistorie.

Betragter du din oplæsning og Åbenbaringsforestillingen som forkyndelse?
– Når jeg på scenen spiller Nora eller Jeanne d’Arc, har jeg den opgave, at digterens ord skal nå de mennesker, der ser stykket. Det er ikke anderledes med bibelteksterne. Jeg skal få dem til at nå de mennesker, der lytter og ser. Forskellen ligger i teksternes karakter. Jeg ville aldrig kunne finde på at læse Johannes op eller spille Åbenbaringen, hvis jeg ikke troede på ordenes indhold, og hvis ikke jeg fandt det livsvigtigt at videregive dem.

Er det, du siger om opgaven, dybest set ikke det samme som præstens opgave som forkynder?
– Jo, det er det, men præsterne bruger nogle andre redskaber og har en anden baggrund. De kan noget andet. Desværre tror jeg, at de hæmmes af institutionens tyngde.
– Præstekjolen ligger billedlig talt – og ofte også bogstaveligt som et dække over følelser og engagement, som en dødvægt af falsk autoritet. Jeg tror, det er vigtigt at befri Bibelen for noget af den kirkelige fernis, hvis det skal blive naturligt for mennesker selv at læse Bibelen. At turde sige: „Jeg tør!“. Vi skal have følelser, som vi kan genkende i handling, ind i troen igen.
– Bibelen skal ud i hverdagen. Budskabet er så stærkt, at det kan stå nøgent og ubeskyttet, også uden den tunge kirkelige autoritet.

Af Kaj Bollmann, General-sekretær i Kirkefondet.
Bragt med tilladelse.