Danskerne strømmer til kurser i kristendom
Antallet af Alpha-kurser i Danmark er steget fra 4 i 1994 til ca. 140 sidste år- Måske er der en ny kristen vækkelse på vej i Danmark. Denne positive melding kommer fra det respekterede Ritzaus Bureau, som har sendt nyheden videre til alle landets aviser.
– Det såkaldte Alpha-kursus om kristendommens grundprincipper breder sig med stor hast i de danske kirkesamfund. For nuværende tegner folkekirkerne sig for ca. en fjerdedel af kurserne.
Bess Serner-Pedersen var med på den første konference i Danmark om Alpha-kurser, som blev holdt i Karlslunde Strandkirke i 1994.
– I mange år havde jeg ledt efter noget, som kunne bruges til at fortælle danskere om kristendommen på en måde, så folk kunne forstå det. Jeg vidste med det samme, at her var det, jeg ledte efter, siger hun til Ritzau.
– I en kirke kan man ikke stille spørgsmål, men på et Alpha-kursus bliver alle opfordret til at komme frem med alle spørgsmål, kommentarer, frustrationer eller hvad man ellers måtte have på hjerte. Det er en vigtig del af konceptet, fortæller Serner-Pedersen.
At danskerne ikke går meget i kirke, er ikke et udtryk for, at danskerne er ligeglade med kristendommen, mener hun. Det skyldes derimod, at folk ofte har svært ved at forstå, hvad der bliver sagt, og hvad der foregår i kirken.
Alpha-kurset stammer oprindeligt fra kirken Holy Trinity Brompton, som ligger i Londons centrum og er en kirke i Church of England. For ca. 20 år siden etablerede kirkens præster en dagligstue-kursus-række i kristendom. På et tidspunkt kom London-advokaten Nicky Gumbel ind i billedet og videreudviklede kurset til det, det er i dag.
Siden er kurset blevet spredt til 115 lande i hele verden. Det samlede deltagerantal i Alpha-kurser på verdensplan skal i dag tælles i millioner og det vokser fortsat eksplosivt.
På hver kursusaften starter deltagerne med at spise sammen. Det er, ifølge Serner-Pedersen, en vigtig del af Alpha-kurserne.
– I dagligdagen er vi alene om mange ting. Det fælles måltid skaber en forudsætning for, at man tør lukke sig selv op.
Karlslunde Strandkirke med sognepræst Helge Pahus var primus motor for Alpha-kurserne i Danmark de første år, men efterhånden som det bredte sig, opstod der et behov for at sætte det hele lidt i system, udgive Alpha-materialer og hjælpe de forskellige kirker med at få etableret deres egne kurser. Derfor er organisationen Alpha-Danmark og Alpha-kontoret opstået.
– Alpha-kurset fokuserer på kernen i kristendommen, og det betyder, at vores forskellige kirketraditioner bliver sat i det rigtige perspektiv, nemlig som noget sekundært. I dag er folk bedøvende ligeglade med vores kirketraditioner, de vil ind til kernen, hvor de kan få deres åndelige sult stillet, slutter Serner-Pedersen