Det var et hundeliv…

Lars var narkoman og kriminel i 25 år, før det end dag endelig var slut- Jeg hedder Lars. Jeg har været narkoman i 25 år, med alt hvad det indebærer af kriminalitet, fængsler…– Jeg er født på Amager i en typisk arbejderfamilie. Jeg har en bror, der er 6 år yngre end mig. Min mor er verdens bedste mor, men min far var en tyran, fordi han var alkoholiker.

Det jeg husker fra min barndom er, at jeg fik tæv, og jeg så på at min mor fik tæv. Det var regulær terror, den måde min far behandlede os på. Han blev ondskabsfuld af at drikke.

Da jeg skulle starte i skolen, var vi flyttet til Korsør. Jeg var en rod i skolen, var med på den værste, men samtidig var jeg hurtig til at lære. Så jeg fik meget fine karakterer. Hjemme var det blevet endnu værre, og jeg havde det meget svært med at se på, at min mor blev mishandlet. For hun var og er stadig en kærlig og omsorgsfuld mor.

Jeg planlagde at slå min far ihjel, så vi kunne få fred. Men skrækken for min far sad så dybt i mig, at jeg kun nåede til planlægningen, heldigvis – men jeg hadede ham virkelig.

Da jeg blev 13 år begyndte min vej ud i et misbrug. Det var sidst i 60erne, hvor alt var tilladt. Vi var nogle stykker, der startede med at ryge hash, for det var jo ikke farligt. Da min far opdagede det, skulle jeg ud hjemmefra. Så han betalte for en lejlighed, og så tog begivenhederne for alvor fart. Min lejlighed blev et fristed for alle byens unge, ingen forældre, ingen regler. Vi røg hash, drak sprut og festede. Og jeg gik stadig i skole. Som 15 årig fik jeg en kæreste der var 20 år og stiknarkoman. Så der gik ikke længe før jeg fik mit første fix morfinbase. Jeg fuldførte skolen i en tåge af stoffer – samtidig med at jeg blev fuldtidsmisbruger, med alt, hvad der følger af svindel.

I 1978, da jeg var 24 år, revnede ballonen, og jeg røg i fængsel for handel med hash og pakistanske morfinpiller. Da jeg blev løsladt i efteråret 1979 mødte jeg en sød pige på 18 år. Hun kendte til mit liv, men forelskede sig alligevel og ville hjælpe mig ud af mit misbrug. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Hun blev langsomt, men sikkert, selv misbruger og sad snart med nålen i armen. Nu skulle jeg skaffe stoffer til to mennesker. Så jeg startede igen med at sælge stoffer. Jeg blev selvfølgelig taget igen og røg i fængsel, Nyborg Statsfængsel. Da jeg igen blev løsladt skulle det være slut. Vi fik en søn den 1. januar 1982, og alt var godt i 6 måneder. Så startede det hele igen.

De næste 10 år var et kaos af stoffer og fængselsdomme. Jeg solgte stoffer og lavede overfald og røverier. Det eneste, der var vigtigt for mig var, at holde min pige og mit barn ude af problemer med myndighederne. For jeg elskede dem. De var mit eneste holdepunkt i tilværelsen.
I 1992 sad jeg igen i Nyborg Statsfængsel og ventede på løsladelse til juli. Den 5. maj blev jeg kaldt til fængselsinspektøren, og han sagde kort og koldt, at min kæreste var fundet død af en overdosis, og at min søn kom i familiepleje. Da styrtede min verden sammen, og alt blev ligegyldigt. Min mor, der havde besøgt mig under alle mine fængselsophold, var jeg ligeglad med. Da jeg blev løsladt gik alt galt.
Jeg blev erklæret færdig af samfundet og fik førtidspension og en metadonvedligeholdelse, og så kunne jeg passe mig selv. Jeg tog tilbage til kvarteret omkring Istedgade og fortsatte med at misbruge. Jeg havde mistet den sidste rest af selvrespekt. Jeg fik hurtigt et enormt sidemisbrug af ketogan, rohypnol og stesolid, blandet med kokain og elefantøl og så selvfølgelig mine 16 metadoner dagligt. Jeg røg i fængsel igen et par gange. I november 1995 blev jeg igen løsladt uden nogen bopæl. Så jeg havnede på Mændenes Hjem i Lille Istedgade, og det blev starten til min redning.
Jeg gik en aften ind i „Klippen” en kristen cafe, for at få noget at spise og lidt varme. Jeg kom i snak med lederen af cafeen, Johannes Fuchs. Han fortalte mig om en, der hed Jesus. Han kunne frelse mig, hvis jeg ville give mit liv til ham. Det lød underligt i mine ører, men det var dejligt at tale med de kristne mennesker, og inden jeg gik bad de for mig. Jeg var så påvirket af stoffer og alkohol, at det ikke rørte mig, troede jeg. Inden der var gået en måned var jeg ude af miljøet. Johannes havde skaffet mig en plads på „Kildegården”, et kristent hjælpecenter på Fyn.Jeg flyttede ind på Kildegården den 17. juni 1996 midt i forberedelserne til en bibelcamping. Det var underligt med alle de søde mennesker. De talte om Jesus. De bad og sang lovsange. Der var en dejlig atmosfære af kærlighed og sammenhold. Jeg gik til forbøn og blev kraftigt berørt af Gud. Jeg blev frelst i det øjeblik. For første gang i mit voksne liv græd jeg, samtidig med at jeg blev fyldt med glæde og fred. I det øjeblik ændredes mit liv 100%. Min trang til stoffer og alkohol forsvandt. Mine abstinenser blev fjernet. Og bedst af alt: Jeg fik tilgivelse for alle mine synder.
Det er nu 4 år siden, jeg tog imod Jesus som min personlige frelser. Og mit liv er blevet fantastisk. Jeg har fået min søn, min mor og resten af min familie igen. Jeg har fået så mange gode, ægte venner, et utroligt netværk af gode kristne mennesker, der elsker og respekterer mig for den jeg er – og det jeg gør. Og ikke tænker på, hvad jeg har været og har gjort. Jeg skylder Gud alt, jeg har.
I juni 1997 mødte jeg Eva, en dejlig kristen pige, der var alene med sine to drenge. Vi blev gift i oktober. Nu bor vi i Brande og har en dejlig tilværelse. Vi fik en søn, Daniel, den 11. marts. Det er fantastisk at blive far og mand for en familie. Jeg har de sidste 2 år rejst rundt som foredragsholder/gæstelærer og talt om farerne ved at ryge hash og drikke alkohol.
Jeg brænder for at hjælpe unge, så de ikke ødelægger deres liv. Fordi det var nemmere at ryge den første pibe hash, end det var at sige nej. Jeg har en stor og dyrekøbt erfaring efter 25 hårde år som narkoman, som jeg vil bruge til at oplyse om de farer og skader der følger med, hvis man vælger forkert.
Den Jesus sætter fri skal være virkelig fri.