Folkekirken åbner forsigtigt for islam
– Troens folk må være først til at værne om andre troende, sagde biskop Karsten Nissen på konference om dialog mellem Folkekirken og Islam. Andre mente, der bør være en skarp grænse mellem de to religioner- Danmark kan ikke leve som et eventyrland med en tjørnehæk omkring. Vi deler vilkår med alle andre lande i Vesteuropa i disse år, og den muslimske del af danskerne vil givet vokse.– Danmark kan ikke leve som et eventyrland med en tjørnehæk omkring. Vi deler vilkår med alle andre lande i Vesteuropa i disse år, og den muslimske del af danskerne vil givet vokse.
Det slog biskop Karsten Nissen fast, da et panel drøftede folkekirken og islam under en konference på Århus universitets nye center for multireligiøse studier forrige uge, hvor over 150 deltog. Islam er i dag Danmarks næststørste trossamfund, og Nissen fortsatte:
– De kristne må være først til at byde fremmede velkommen. Troens folk må være først til at værne andre troendes ret til at være her og udøve deres religion.
Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt noterede sig fra sin tilhørerplads en klar enighed:
– Folkekirken har en forpligtelse overfor de mennesker af ikke-kristen tro, som befinder sig i Danmark.
Imam Fatih Alev fra København var en af tre muslimer, der deltog som talere. Han kvitterede for invitationen:
– Det er glædeligt at der på højere plan tages initiativ til samtale. Før har vi kun mødt den interesse fra mindre centre og privatpersoner enkelte steder.
Konferencen på det teologiske fakultet drøftede rapporten Samtale fremmer forståelsen, som folkekirkens biskopper bad et udvalg om at skrive.
Men for Viborgs biskop er det også vigtigt, at såvel kristendommen som islam er missionerende religioner:
– Derfor må vi gøre op med det ubehag, ordet mission vækker hos mange i folkekirken. Kristendommen er blevet en ukendt religion for store dele af folkekirkens døbte medlemmer.
Det synspunkt deles af den muslimske imam Fatih Alev fra København:
– Når mission er nødvendig, skal den helst rettes mod ens egne trosfæller…og i Folkekirkens tilfælde er en stor del vist ikke særlig troende.
Fatih Alev vil gerne hjælpe folkekirken med at få åndeligheden tilbage i samfundet, men han finder ikke, at mission hører hjemme i et dialog-projekt:
– Samtalen, som denne islam-rapport skal fremme, vil hurtigt ophøre, hvis den fra starten bærer præg af, at vi vil hinanden noget… altså missionere. Hvis samtalen bliver et forsøg på at overbevise modparten om sandheden i éns egen religion, vil vi udmatte hinanden og fjerne os fra hinanden.
Men dialogen er det grundlag, som Viborgs biskop ønsker:
– Dialogen understreger den respekt og ligeværdighed der er en forudsætning for enhver sund og sand mission.
I sit indlæg sagde fhv. domprovst Poul Erik Andersen, at grænsen mellem kristendom og islam skal trækkes skarpt:
– Her står evangeliet overfor lovreligionen. Enhver præst i folkekirken har afgivet løfte om at bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens tro, specielt Islam, men det glider rapporten behændigt uden om.
Poul Erik Andersen tvivler på, at Koranen lader en muslim gå ind i en frugtbar dialog, og Ahmed Akari fra Brabrand pegede også i sit indlæg på mange skel mellem Islam og kristendom. Men på tværs af dem pegede han på, at troende kristne og muslimer ser med samme bekymring på mange tendenser i tidens kultur og moral, og han opfordrede til en fælles front mod dem.
Kirkeminister Johannes Lebech (Rad.), besøgte også konferencen. Han svarede iøvrigt smilende nej tak, da Biskop Kjeld Holm, Aarhus, foreslog, at han måske mere passende burde have titel af minister for religionsudøvelse.
Konferencens muslimske deltagere reagerede forskelligt på forslaget.
Safet Bektovic sagde:
– Keld Holms forslag er en af de bedste ting jeg hørte på konferencen. At have et religionsministerium ville være et tegn på at det danske samfund virkeligt er multireligiøst.