– Folkekirken har sovet i timen, men der er håb…

Sognepræst Bjørn Ellerbek fra Vor Frelsers Kirke ved Vejle mener, at de enkelte præster
skal have lov til at eksperimentere med gudstjenesteformen – alternativet er sognedød!Hvordan overlever institutionen Folkekirken? Bjørn Ellerbek, som er sognepræst i Vor Frelsers Kirke i Vejle, mener svaret findes ved at arbejde med gudstjenesteformen.

– Gudstjenesten skal ikke være for de få. Kirken har problemer overfor kirkefremmede, konkluderer Bjørn Ellerbek.
– Der er ikke noget i vejen med budskabet, men det skal præsenteres på en ordentlig måde.
På mange måder kan man se, at Bjørn Ellerbek, som for nylig fyldte 50, har arbejdet meget med netop præsentationen. Det ses bl.a. ved, at han efter den traditionelle indgangsbøn og den første salme går frem og byder velkommen – som nu i søndags:
– Godmorgen og velkommen til Vor Frelsers Kirke. I dag er det 1. søndag efter Hellig 3 Konger, og vi skal høre om den 12-årige Jesus i templet. Og overskriften er: havde Jesus et guddommeligt teenageoprør?

Som sognepræsten udtrykker det, så er gudstjenesten ikke for „de professionelle” men for almindelige folkekirkemedlemmer. Han er derfor også blevet fascineret af Willow Creek, som laver gudstjenester i et sprog folk forstår:
– Højmessen skal være menighedens centrum, også selvom man ikke er vant til den, drømmer sognepræsten fra Vejle.
Derfor foreslår han, at der skal være plads til nogle virkemidler, som kirkefremmede kan nikke genkendende til.
– Jeg kunne godt tænke mig, at rytmisk musik og drama kunne blive én af mange måder at variere i højmessen på.
– Det skal have appél til børn og unge, så de lettere bliver hængende.

Sognepræsten ønsker, at menigheden skal udgøre en aktiv del af gudstjenesten.
– Som situationen er nu, er der faktisk ikke brug for menigheden. Ved en traditionel højmesse er menigheden næsten reduceret til at være bænkevarmere.
Han vil gerne skabe en gudstjeneste efter bibelsk model, hvor menigheden er med:
– I Ny Testamente var det menighedens gudstjeneste og ikke præstens gudstjeneste.
– Under højmessen kunne det være spændende, hvis der var mulighed for personlig forbøn. Der måtte også gerne være plads til et personligt vidnesbyrd. Og måske en profeti.
I Vor Frelsers Kirke, hvor Bjørn Ellerbek er præst, har han fået realiseret, at der under gudstjenesten er plads til børnesang og en afdeling med lovsang under altergangen.
Bjørn Ellerbek kunne også godt tænke sig, at lovsang kunne blive ledsaget af klaver, trommer og elguitar. Instrumenter, der tiltaler den yngre del af befolkningen.
Kun lidt modstand, men stor opbakning
Nu er det ikke små ændringer, han forestiller sig. Men han har faktisk kun hørt ganske få negative røster. Og når han ser ud over den store menighed, som kommer søndag efter søndag, så ser han også en menighed, der er glad for at være med i gudstjenesten:
– Jeg kan se, at det er en glad menighed. Og mit håb er også, at der skabes en gudstjeneste, som man får lyst til at vende tilbage til.

Men gudstjenesten kan ikke stå alene. Ved siden af søndagens gudstjeneste skal der være et levende fællesskab. Og her er der meget at gøre.
– Kirken er et kristent fællesskab. Det er Guds familie. Og i den familie støtter vi og hjælper hinanden.
Og på det punkt mener Bjørn Ellerbek, at Folkekirken kan lære en hel del af frikirkerne:
– Frikirkerne har ikke råd til så meget, og derfor bliver der naturligt dannet et fællesskab omkring alle de praktiske gøremål. Man får derved følelsen: „Dette er vores kirke. Vi betaler for den”. Og det mangler folkekirken, fordi vi er statsfinanceret.
Bjørn Ellerbek ser dog helst ikke, at folkekirken bliver adskilt fra staten, men det er nødvendigt, at „lægfolket bliver aktivt og får et kald til at være med i et fællesskab, som tjener Jesus.”

Godt menighedsarbejde
leder til vækkelse
– Menighedsarbejde skal der til, så der er fællesskaber udenfor kirken, som leder folk ind i gudstjenestefællesskabet.
– En kirke bør have: juniorarbejde, ungdomsarbejde, ældrearbejde – et tilbud til alle aldersgrupper. Der skal også være noget for ny-kristne. Og kirken skal vise sig i samfundet, foreslår sognepræsten
Bjørn Ellerbek tror, at dét er grundlaget for en „vækkelse”:
– En god gudstjeneste og en levende menighed er grundlaget for en vækkelse. Og når den kommer er den selvforstærkende vækkelse.
Bjørn påpeger, at Folkekirken har mulighed for at blive det, den skal være – en kirke for folket:
– Danskerne er mere åbne for åndelige spørgsmål end tidligere. Og her er kirken ikke god nok til at møde folk. Menneskers åndelige søgning skulle gerne drejes hen i kirken.

Men Bjørn indskærper, at der skal gøres noget, for som situationen er nu, går det ligeså stille ned af bakke for folkekirken.
– Mange er vågnet, men man har sovet i timen.
Men hvordan er det gået, som det er gået?
Bjørn peger først og fremmest på folkekirkens medlemstal: – Folkekirken har mange medlemmer – men mange af dem er sovende medlemmer. Folkekirken har ikke sin fulde funktion.
Men dernæst skyldes det også uddannelsen af præster:
– Det har skændet folkekirken, at teologi er blevet en videnskabelig uddannelse, som er kritisk, og hvor troen ikke er i højsædet.
– Det giver folkekirken et problem med budskabet: når Gud skal tilpasses menneskers præmisser. Vi skaber Gud i vort billede. Men Gud er ikke til på vores præmisser. Vi er til på Guds præmisser.

Bjørn Ellerbek ønsker imidlertid ikke en total reformation af gudstjenesten:
– Rammen for højmessen er god. Der er lagt et godt skema for gudstjenesten. Men der skal være plads til variationer.
Bjørn Ellerbek mener ikke, at man skal droppe folkekirken:
– Jeg kan lide folkekirken, og jeg tror. den har en fremtid, siger han.
– Jeg er taknemmelig for at være præst. Vi har det godt, og vi kan få det endnu bedre.
Og tilpasninger ved højmessen skal heller ikke ske i al hast:
– Det skal ikke gå hurtigere end at folk kan være med til det
Men der skal ske noget. Der skal være noget at komme efter. Ellers må der lukkes kirker…