Fremtidens kirke må af med ghetto-mentaliteten

– Fremtidens kirke må bygge bro, sprænge grænser og handle praktisk, hvis den skal gøre sig håb om at være et værdigt alternativ til et samfund i opløsning, skriver ugens kronikør som indledning til en kronikserie om fremtidens kirke Tiderne skifter, men det gør kirkens budskab ikke. Den måde hvorpå kirken kommunikerer sit budskab, lever sit liv og opfylder sin mission, trænger derimod til at blive gået efter i sømmene.Hvordan må fremtidens kirke nødvendigvis se ud, hvis den skal overleve og endda trives i det 21. århundrede? Her er mit bud:

Lad mig bekende med det samme: Jeg er fundamentalist. Jeg tror på absolutter. Jeg tror, Bibelen er inspireret af Gud, – med de sproglige og kulturelle forbehold, som naturligvis må tages, da Bibelen er nedskrevet af mennesker, begrænsede af deres tid.
Men jeg er også „virkelighedsfundamentalist“. Jeg nægter at fornægte det ubenægtelige i verden, at der er svaghed, sygdom og lidelse, at der begås fejl, vi ikke kan lave om på, og at der stadig er plads til det uforståelige, at Gud er Gud og handler som han vil, uden at skulle stå til regnskab for os.
Fremtidens kirke, tror jeg, må have dette perspektiv og desuden have mod til at gøre op med negativ fundamentalisme, dvs. den åndelige skråsikkerhed, der er ubøjelig og fordømmende, når den møder noget der er svagt eller anderledes end idealet.
Jesus er selv det bedste eksempel på evnen til at bygge bro mellem Bibelens virkelighed og menneskets virkelighed.
– Heller ikke jeg fordømmer dig, sagde han til kvinden, der var grebet på fersk gerning i hor. Men sagde samtidig: Synd fra nu af ikke mere!
Det er den evne, fremtidens kirke får brug for mere end nogensinde, for umoralen ser kun ud til at tage til i de kommende år. Og derfor vil sårede og forhutlede mennesker i stigende grad søge til kirken for at få hjælp, og så er det vigtigt, at de ikke mødes med fordømmende blikke.
Men evnen til at bygge bro gælder på den anden side også prædikanters slyngen om sig med positive proklamationer, f.eks. at ”alle vil blive helbredt på mødet i aften”. Det er simpelthen for dumt. For vi ved, at det ikke vil ske. Ikke før den fuldkomne verden, Himlen, Tusindårsriget og Den nye himmel og Den nye jord derefter, vil vi opleve sådanne tilstande. Endnu er vi mennesker ikke nået derhen, at vi hhv. formidler og modtager Guds nådegaver fuldt ud.
Det er korrekt, at Gud er vores læge, at Jesus også bar vore sygdomme, da han hang på korset, men det er ikke rigtigt, at vi i denne tidsperiode, inden han kommer igen, blot kan trække i trosautomaten, så bliver vi raske alle sammen. Påstår vi det, som nogle jo gør, er vi utroværdige. Og så vil alle med den sunde fornuft i behold holde sig væk fra kirken.
Nej, det drejer sig om en balancegang, at fastholde de bibelske absolutter, samtidig med at der leves ærligt og kærligt i den aktuelle situation.
Apostlen Peter er et godt eksempel i Ap. G. 10. Efter et syn af en dug, dækket med retter tilberedt af ”urene” dyr, forstår han at tillempe sit budskab ved mødet i romerofficerens hus, idet han fokuserer på Kristus og lader de gammeltestamentlige love ligge. Det er den form for omstilling, der er nødvendig, endnu en gang, overfor nutidens mennesker, enten de er gammel- eller nydanskere, passive folkekirkemedlemmer eller muslimer.

Vor tid er præget af to institutionelle kirkestørrelser: Den liturgibaserede Folkekirke og den aktivitetsbaserede frikirke. Den ene kan man falde i søvn over, den anden falde i svime over pga. det hæsblæsende aktivitetstempo.
Der er allerede et paradigmeskift i gang i begge lejre og relationsbaserede strukturer er de senere år tonet frem bl.a. i form af cellegrupper og kristendomskurser med stor vægt på det sociale. ”Åbne kirker” kunne man kalde dem, for man har omsider indset, at hvis traditioner sættes højere end relationer, bliver kirken hermetisk lukket og de kirkefremmede for altid fremmede i kirken. Men kirkedøren må, billedligt talt, åbnes yderligere, så kristnes sind bliver inkluderende i stedet for ekskluderende, med en indstilling, der regner dem med til kirken, som ikke er imod kirken. Dette kærlige favntag vil simpelthen ikke være til at modstå!
En genopdagelse af ordet ”kirke” på Ny Testamentes grundsprog vil hjælpe os til at få sindets døre på klem. Ordet for ”kirke” og ”menighed” er ”ekklesia” på græsk og har denne dobbelte betydning: ”de udvalgte (eller rettere: ”de udkaldte”) og ”de forsamlede”.
Tænk på et party. Man laver en liste over de personer, man vil invitere. Det er de udvalgte. Dem, der så tropper op for at fejre dagen, er de forsamlede. Det er lige her, det går galt for os kristne: Vi tror, vi er de eneste inviterede og at de andre er ikke nær så vigtige som os.
Men hov, hør! De blev inviteret på lige fod med os! Gud elsker dem, ligesom han elsker os! Kristus døde for dem, ligesom han døde for os. Det kan da godt være, at nogle har valgt at prioritere anderledes, men andre er ikke med, enten fordi de ikke har fået indbydelsen (det kære postvæsen!) eller fordi de stadig er på vej.
Læser vi om Paulus i Romerbrevet, opdager vi, at han bevidst prøver at nedbryde murene mellem jøder og hedninger. Før var relativt få udvalgte til at være Guds folk, i dag har alle mulighed for at regne sig til denne skare. Før var det synligt, hvem der var med, nu er det usynligt.
Forestiller man sig dette ”paradigme” som to cirkler, hvor jøder er inderst og hedninger yderst, ser vi hvordan Paulus bevidst prøver at viske den adskillende streg ud. Erstatter vi ordene jøder og hedninger med kirken og verden, ser vi behovet for det samme i dag. Grænserne må viskes ud og hvor tankegangen før var ”kom til os” bør det nu ændres til ”vi kommer til jer”. Og det kan kun lade sig gøre, hvis kirken ser sig som et netværk, der til stadighed udvider sig og med sine kærlige „fangarme“ inddrager flere og flere vidunderlige, gudskabte mennesker.
Den kendte kirkevækst konsulent, Robert Logan, nægter konsekvent at omtale mennesker, som endnu ikke havde taget imod indbydelsen som ”ikke-kristne” eller ”ufrelste”. Han kaldte dem ”før-kristne” (”pre-christians”). Det er denne åbne, positive, forventningsfulde indstilling, der er brug for i fremtidens kirke.

Hullerne vil blive større i det sociale sikkerhedsnet i fremtiden. Kirken vil finde tilbage i sin gamle rolle som sidste stopklods i samfundstabernes rutsjetur. For nylig så vi i tv, at Odense kommune havde lukket et værested for ældre i et boligområde. En person førte deres sag overfor kommunen: En præst! Sådan noget gør mig stolt over at være kristen! For et års tid siden var Leif Bork Hansen sagen på sit højeste. Lyngbypræsten havde tilladt sig at skjule flygtninge i sin kirke, flygtninge som ellers ville blive sendt hjem til krig og forfølgelse. Det samme gjorde Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke i Lemvig. Igen er jeg stolt. For her ser vi konturerne af fremtidens kirke, der stædigt tager den svages parti og sætter mennesket før systemet.
Det er fordi kristne har en højere lov at adlyde: Guds bud. Hvor samfundet i sidste ende tænker: „Hvilke muligheder har vi? Og hvad får vi i sidste ende ud af det?“ – svarer den kristne og kirken: „Gud har uendelige muligheder! Vi må adlyde Ham, fremfor alt.“ Vi kan se dette princip i samfundets byggeklodser, ægteskaberne. Hvor man i samfundet spørger sig selv: „Hvad føler jeg? Elsker jeg virkelig hende eller ham?“ – siger man i kirken: „Gud har indstiftet ægteskabet til døden skiller. Jeg skal elske!“
Det giver uanede muligheder og animerer til et engagement som samfundet med egne menneskelige ressourcer ikke kan præstere.
Efter 10 år som ”fødselshjælper” i menighedsplantning mange steder i vort land, må jeg erkende: Der sker ikke en „dyt“ uden 2 ting: Det personlige engagement og de åbne hjem. Flere kurser i evangeli-sation og menighedsplantning gør det ikke. Vi skyder blot ansvaret fra os, stiller os til tåls med, at vi dog har gjort noget, når vi har deltaget eller medvirker i et kursus eller udgivet en bog om emnet. Selv noget så rigtigt som bøn kan blive en undskyldning for ikke at gå ud og gøre det, som Jesus har befalet os.
Kirken må i fremtiden tænke langt mere praktisk. Som frikirkepræst satte jeg mig som mål at snakke med mindst et menneske om noget meningsfyldt hver dag. Ikke nødvendigvis vidne. Men lede på vej. Og de gange hvor det lykkedes, følte jeg mere tilfredshed end, hvis jeg havde skrevet en artikel til kirkebladet, forberedt en prædiken eller bedt min troskyldige morgenbøn.
Det skulle ikke være nødvendigt at sige det. Men fremtidens kirke må bygge bro, må sprænge grænser, må handle praktisk, hvis den skal gøre sig håb om at være et værdigt alternativ til et samfund i opløsning.