G-sus-toner i kulturnatten

Kunstinstallationer, story telling, cafe og koncerter var nogle af de ting, man kunne opleve til „G-sus-Alternative” i Evangeliekirken på Worsaaesvej under Københavns kulturnatDen afslappede atmosfære er det første, man bemærker, når man træder ind i det dunkle hvide rum med højt til loftet. Omkring 40 mennesker sidder eller står og snakker ved firkantede borde med levende lys. I bagerste hjørne bliver der solgt tærte, cappuccino, the etc., mens en scene, lavet af paller, er oplyst af projektører.Denne scene danner baggrund for bandet Airbag (DK), som spiller britpop, og Campsite (DK). Sidstnævnte spiller numre fra deres repertoire, der beskrives som „blød Smashing Pumpkins” på programflyveren.

– Bandet (Campsite) er gode musikalsk, og hele stemningen er bare „steneren”, siger 20-årige Andreas Hansen fra Roskilde.

Den cafeagtige stemning fortsætter hele aftenen, men bliver dog afbrudt af story telling, som Camilla Hansen, 25, fremfører. Projektørerne rammer pigen med den affarvede hanekam, der med sin fortælling får alle til at læne sig fremefter. Det er nu snarere et teater end blot en historie fortælling, man er blevet tilskuer til. Camillas levende øjne og udtryksfulde mimik gør den gamle fortælling om det sidste måltid og om Peter og hans fornægtelse af Jesus levende.

Peter bliver fremført med et menneskeligt ansigt; som en mand med følelser. Camilla fortæller bl.a. om Peters vantro, da han hører Jesus sige, at han, Peter, vil forråde ham tre gange.

De gamle personer fra Bibelen får ny dybde gennem Camillas fortolkning af den sidste tid, inden Jesu korsfæstelse.

– Story telling er et godt redskab til at ophæve grænsen mellem det udadvendte og indadvendte kristne arrangement, siger Mikael Laursen.

Mikael er frikirkepræst i Evangeliekirken, er gift og har to børn.

– En af grundideerne bag G-sus-konceptet er hverken at lave et indadvendt eller et udadvendt arrangement, men at skabe et sted, hvor man kan være sig selv.

– Ved udadvendte arrangementer laver man sig ofte om til noget, man ikke er, siger frikirkepræsten.

Mikael og de andre initiativtagere til konceptet ønsker fx lovsang, som “vækker undren hos ’hedningerne’ og begejstring hos de kristne.”

Lovsangen er ambient, og DJ Darren fra KKKC (Københavns Kristne Kulturcenter) står for den.

– Det er anderledes elektronisk musik, som giver en lyst til at læne sig tilbage og tænke, siger Johnny Hansen, 30 år.

Lovsangen/musikken er ikke højere, end at man stadig kan snakke sammen, hvad mange også udnytter.

Den anderledes lovsang med elektronisk lyd benyttede Brorsonkirken på Nørrebro sig også af.

Den traditionelle kirkes høje hvælvinger ser unægtelig noget anderledes ud, da man træder ind i Brorsonkir-ken. Den enorme moderne lysekrone i loftet glimter blåt og grønt på grund af diskolyset, der bevæger sig over hele rummet. På væggene og i loftet kaster projektører billeder fra “Menneskesønnen” op i stort format. Der er madrasser på trægulvet og levende lys. Foran alteret står masser af teknisk udstyr, og en DJ er allerede i gang med at spille chill out, ambient musik.

På en af madrasserne sidder Rune Kahr fra Silkeborg, som selv er DJ.

– Det er oplagt at komme ud med et budskab til arrangementer som det her, siger han.

– Kirken følger ikke med tiden, og når der endelig sker ting som dette, er det svært at få gjort reklame for det.

Selv er han kun kommet, fordi han kender en af dem, som arrangerer aftenen.

Der bliver nu ved med at komme flere mennesker ind i kirken, som slår sig ned.

– Målet er ikke at få flere kristne, men at vise, at kirkerummet kan bruges på forskellige måder. Det handler også om at få unge ind i kirken på en anderleds måde og at skabe et sted, hvor man kan slappe af og fordybe sig i egne tanker, fortæller Rasmus Thomsen, 20, som er en af dem, der står bag aftenen i Brorsonkirken.

Tilbage i Evangeliekirken giver Mikael Laursen også udtryk for ønsket om en afslappet aften.

– Når vi er dem, vi er, skinner vi for Jesus, siger han, og forklarer videre, hvorfor det hedder G-sus.

– Alle har deres G-sus tone, siger han. – Alle bidrager med deres tone, og de kunstnere, som er med i løbet af aftenen, er alle et udtryk for en måde at afspejle Jesus på.

En af de bemærkelsesværdige G-sus-toner kommer fra de tre piger, som har forestået tre rum med installationskunst. Folk går ind og ud af dem i løbet af aftenen og får hver deres oplevelse med.

Susan Højgaard, 24, Julie Toft Hansen, 24, og Maria Heiberg Hansen, 23, har brugt to måneder på at skabe projektet. De tre flotte og gennemarbejdede installationer hedder henholdsvis Retfær-diggørelsesrummet, Glæde-trods-bekymring-rummet og Fredsrummet. Installationerne er lavet i fællesskab af pigerne.

Retfærdiggørelsesrummet udgør en næsten lysende hvid labyrint lavet af sterile materialer. Man hører hele tiden lyden af opvask, mens man finder vej ind mod midten. I midten står en snavset opvask, mens en strålende ren tallerken svæver over vasken. Temaet er at blive vasket ren. Labyrinten skal symbolisere livets mange valg og tilbud, hvor der også er blindgyder.

Det er fascinerende at gå gennem de smalle labyrintgange og opleve den kliniske stemning, der hersker. Man føler sig næsten beskidt fra det øjeblik, man går ind.

Når man træder ind i Glæde-trods-bekymring-rummet bliver man først blændet af en projektør, men opdager derefter, at alt er dækket af sort plastic. På væggen ser man billeder af naturen og menneskelige relationer, som familie og venner. Foran er der anbragt pigtråd, så man næsten får associationer til krig og terror.

– Selv midt i alt det rå og voldelige kan der eksistere en stille glæde, siger Julie, som viser installationen frem.

Fredsrummet er helt hvidt og fyldt med fjer – til stor fornøjelse for dem, som er gået ind for at opleve rummet. I loftet er der ure uden visere til at symbolisere evigheden. På væggen står der: „A door to silence”.

– Det er så roligt, at man får lyst til at slås, siger en grinende Simon Kjær fra Frederiksberg. – Det er nok mest drenge (der har den opfattelse).

Rummet er spændende og ret underholdende på grund af fjerene. Det er ofte så som så med stilheden, men freden er alligevel mindst lige så tyk som fjerlaget.

Pigerne lægger op til, at man selv skal opleve installationerne og se, hvad de siger en. Susan, Maria og Julies håb er også, at mennesker må se Gud gennem deres kunst, og at det må sætte tanker i gang.

Alle de tre piger har før beskæftiget sig med kunst, men vil gerne udvikle sig mere. Man kan kun sige, at med en start som denne, går det i den rigtige retning.

– Det er ikke for abstrakt, men udfordrende – de har ramt en god tone, siger Mikael Laursen.

– Der er selvfølgelig ting at rette op på, men at hele arrangementet er en pionerting gør, at vi kan være godt tilfredse med forløbet.