Helbredt for kræft

”Åh, hvor er det dejligt. Vi har fået et helt nyt liv”, sådan siger Soralu og Erneraq Smith.
De bliver ikke trætte af at sige det, fordi de er så taknemmelige over, hvad Gud har gjort i deres liv.Soralu er 36 år og Erneeraq 46. Vi havde en aften i begyndelsen af januar besøg af dem i vores dejlige hjem og spiste en god middag sammen og glæder os med dem over, hvad Gud har gjort gennem det sidste år.I februar 1997 kom de som ægtepar for første gang til Missionshuset Qupaloraarsuk i Ilulissat, og allerede den første aften gik de frem til forbøn, søndagen efter bad vi for Erneeraqs sygdom, han havde kræft i maven og var opgivet af lægerne.
”Det hele begyndte i september 1996”, siger Erneeraq. ”Jeg arbejdede på en trawler, og vi var til havs. Jeg fik voldsomme smerter i maven og kastede hele tiden op, huden og øjnene blev gul. Skipper ville ikke tage sig af det, og jeg lå bare i min køje med stærke smerter. Efter 9 dage på den måde kom vi til Nuuk, hvor jeg blev indlagt. Jeg blev undersøgt, og man mente det var galdesten. I Nuuk kunne man operere for det, mens man på Rigshospitalet ville kunne klare det uden operation. Efter 5 dage på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk blev jeg sendt til Rigshospitalet i København.
I Danmark måtte jeg gennemgå en lang række undersøgelser. Blodprøverne gav mistanke om kræft og en scanning konstaterede det. Man besluttede sig for operation.
Sygdommen må have været meget fremskreden, for inden operationen, blev Soralu kaldt til Danmark. Det gør man kun, hvis det er alvorligt.
Jeg har altid troet på Gud, men ikke haft det tætte Jesusforhold, som jeg har nu. Natten før operationen bad jeg til Gud: Lad mig få lov til at leve, men ske din vilje, ikke min.
Svulsten var på størrelse med en knyttet hånd og den kunne ikke fjernes, for den var sammenvokset med tarme, mavesæk og lever. Leveren var stærkt forstørret. De lukkede mig igen uden at kunne gøre noget, og vi blev i november sendt tilbage til Grønland.”

Soralu fortæller, at det blev en meget svær tid for dem. ”Jeg blev så gal på Erneeraq. Jeg var også gal på Gud.
Jeg har haft et svært liv, og nu havde jeg endelig fået en god mand, og så skulle han dø. Jeg var fortvivlet og rasende.
Jeg kunne ikke klare at leve med ham mere og tænkte på at forlade ham. Jeg var så trist, og vi kunne ikke snakke sammen om sygdommen. Vi tænkte hele tiden på døden og glemte næsten vores hjem og børn. Det påvirkede os alle sammen, også børnene.
Kasper på 6 år tegnede mange kors og engle, der græd og skrev familiens navne ved siden af englene.
Vi begyndte at gå til møder hos ”Kræftens Bekæmpelse”. Det var også godt, men de snakkede næsten kun om sygdom. Det blev for meget“.

”Vi havde hørt om Qupalo-raarsuk-Klubbi (det var før, der blev dannet menighed) og kendte flere, der kom der.
Vi snakkede om, at man læser i Bibelen om Jesus, der helbreder. Vi havde hørt, at der var mennesker i klubben, der var blevet helbredt, og en dag spurgte jeg Jørgen Jakobsen om det er rigtigt, at man beder for syge, så de bliver raske, og han bekræftede det. Jeg havde svært ved at tro det, for de er kun mennesker, ligesom vi, og hvordan skulle de kunne gøre noget, lægerne ikke kunne”, fortæller Soralu.

En dag kom Jørgen til Bjarne og fortalte om familien uden at nævne navne. Han sagde: ”Der er en familie, der har det meget svært. Manden har kræft og skal dø. Men jeg sagde til ham: ”Det skal du ikke være ked af, vi beder bare for dig”. Og nu spurgte han Bjarne, om vi kunne bede for dem. Bjarne var straks villig og spurgte om, hvor og hvornår vi skulle gøre det, hvorefter Jørgen sagde: ”Det får du at se”.
Soralu fortæller, at til sidst fik de kræfter og overskud til at komme til klubben og en søndag i februar 1997 kom de til møde for første gang. Straks, da Bjarne så dem, blev han klar over, at det var dem, Jørgen havde omtalt, og bød dem varmt velkommen og sagde, at han var glad for, at de var kommet. Soralu siger i dag, at hun blev meget rørt over denne velkomst.

De blev frelst og Erneeraq blev helbredt. Begge to er overlykkelige over forandringerne i deres liv, og siger gang på gang: ”Tænk, at for et år siden levede vi stadig det gamle liv” Om det nye liv siger de samstemmende: ”Alt er blevet nyt. Før vi blev kristne, gik vi tit ud og drak, og vi røg. Vi troede, vi levede livet. Nu har vi oplevet noget andet og kan se, hvor tomt det gamle liv var. Vores liv, vores hverdag, er blevet forvandlet. Vi drikker ikke mere. Vi ryger ikke mere. Vi har fået nye venner og vores familie, som havde svært ved at forstå os i begyndelsen, accepterer nu vores nye liv og kan se forvandlingen. Vores børn er meget mere glade. De taler om Gud og om Jesus, og elsker at synge lovsange. Det er somme tider Kasper på 7 år, der opmuntrer os til at læse i Bibelen. ”Husk mor. De siger i klubben, at vi skal læse og bede.”
Vi har stadig kontakt med grønlandsafdelingen på Rigshospitalet. Vi skriver til dem og ringer en gang imellem og har fortalt, hvordan det er gået. En gang vi ringede og talte med en grønlandsk sygeplejerske, udbrød hun spontant: ”Åh, lever Erneeraq endnu?” Det var en stor overraskelse for dem på afdelingen“.
I dag er Soralu og Erneeraq aktive i menigheden. De har et åbent hjem, hvor mange mennesker mødes. De har jævnligt bedemøde i deres hjem. Soralu hjælper med at bage til børnearbejdet, og Erneeraq har været mødeleder flere gange. Han har også hjulpet lidt til i ”Torsdagsklubben” (for teenagere).
Erneeraq siger som afslutning på denne samtale: ”Jeg takker Gud, fordi jeg blev frelst. Jeg ønskede at leve og takker ham for frelsen og helbredelsen. Takker ham, fordi han har hørt min bøn. Takker ham, fordi folk i menigheden har bedt for mig.” Soralu tilføjer: ”Vi lever ikke i mørket mere – ikke engang i mørketiden. Lyset, det sande lys, er kommet ind i vore liv. Halleluja.”