Højlunds snurretop

PORTRÆTINTERVIEW: Niels Højlund har netop fejret sin 70 års fødselsdag.
I den anledning har han bevilget sig selv en måneds meningsfri, men…Et gammelt ur slår ti slag. Jeg er ankommet til tiden, og Niels Højlund nikker tilfreds. Forfatteren, foredragsholderen, den tidligere sognepræst og journalisten læner sig tilbage i en lænestol, der ser ualmindelig rutineret ud, og kigger ud ad vinduerne.Jeg inhalerer den milde, svagt krydrede duft af pibetobak, som hviler over Niels Højlunds stuer, og følger hans blik. Fra 1. sal i huset, der ligger i en landsby få kilometer fra Horsens, men alligevel langt ude, er der udsigt over en god bid af Østjyllands marker.
Niels Højlund ligner ikke en, der studerer områdets fede lerjord. Det er som om, han er i gang med at forsikre sig om, at verden står endnu.
Med skeptisk kendermine lader han den grå og disede dag forsvinde ind bag øjenlågene og lukker dem et øjeblik. Jo, jo, den er god nok.
Kloden drejer stadig rundt. Verden står endnu.

Niels Højlund har netop fejret sin 70 års fødselsdag. I den anledning har han bevilget sig selv en måneds meningsfri. Det er en voldsom omvæltning, når man hele livet har ment en hel masse om det meste.
– Fordelen ved at blive gammel er, at man ikke længere skal gøre indtryk på nogen, siger han.
Det passer ham fint at nyde den luksus uforstyrret at kunne læse åbnede bøger færdige og tænke halve tanker tilende. Men tag ikke fejl: Højlund er ikke gået i stå eller blevet sløv. Han er stadig på vej, stadig i bevægelse. Skarp som den knivsæg, han balancerer på.
For ham er livet som en snurretop. Man skal være i bevægelse, hvis man vil holde sig oprejst.
– Det drejer sig om at holde balancen og blive stadig mere usikker på livet. Livet er en gåde, og den gåde skal helst ikke være afsluttet i det indre, før den bliver det i det ydre, siger Niels Højlund.
– Der er kun én ting, jeg frygter, og det er fornemmelsen af, at man er for sikker, at livet er for sikkert, at man ved, hvad der skal ske. Det vigtigste er, at man har en fornemmelse af, at den egentlige opgave i tilværelsen ligger foran en.

Bagved Højlund ligger en opvækst i et hjem med 13 børn. Sognekirken var en naturlig og fast del af familielivet, og det kirkelige engagement har været der siden. Men han er ikke helt tilpas med overskriften for vores samtale.
Jeg har kaldt den “troen og det kirkelige”, men det er uvelkommen nysgerrighed at spørge til hans personlige oplevelse af troen. Niels Højlund værner om sit privatliv.
– Troen er jo ikke en genstand eller noget, jeg har. Det er en Guds gave. Tro er et privatanliggende, og det kan jeg ikke lide at udbrede mig om, siger han.
– Jeg er et vantro menneske – derfor går jeg i kirke. Den smule tro, jeg har, kan højest holde en uge.

Lignelsen om de betroede talenter har hele livet spillet en afgørende rolle for Niels Højlund. I lignelsen fortæller Jesus om tre tjenere, der hver fik en sum penge betroet for en periode. Den ene gravede dem ned af frygt for at miste dem. De to andre investerede dem og satte dem på spil.
– Man skal ikke grave sit pund ned. Man skal turde at tabe det, at udsætte det for livets risiko. Hvis der findes et åndsliv, så har det noget at gøre med at turde løbe en risiko – intet andet.
Højlunds pund består blandt andet af en Gudsbenådet evne til at stille spørgsmål, og han blev landskendt som en meget ivrig debattør og vært i sit eget debatprogram Højlunds forsamlingshus, som i en årrække kørte på TV 2.
– Jeg har aldrig sat spørgsmål til debat, uden at det var ægte, vigtige spørgsmål for mig selv. Det væsentlige har været at få folk til at tænke sig om og tage deres egne indre spørgsmål op til overvejelse.
Niels Højlund har ofte givet udtryk for markante meninger og har provokeret mange mennesker i tidens løb.
– Jeg er ikke provokatør af princip. Men hvis folk er blevet provokerede kan det være fordi, at de trængte til at få smidt et par håndgranater ind i deres liv.
Den markante profil er medfødt, mener Højlund.
– Det ligger i generne at være markant. Alle vi søskende er ikke de halve standpunkters folk. Hvis vi går ind i noget, så gør vi det med fuld musik.

Som højskolemand og ivrig debattør har Højlund været en kendt stemme i offentligheden. Drivkraften bag Højlunds mange spørgsmål har været en længsel efter sandhed. Og et forsøg på at skelne det vigtige fra det ligegyldige i en verden, der er forurenet af informationer, som vil lægge beslag på menneskets sind.
– Det er en øvelse, som aldrig afsluttes, mener han.
Og det rigtige valg er oftere tættere på, end vi bryder os om.
– Det handler om at se det væsentlige i det upåagtede. Hvis vi ikke igen og igen oplader vores evne til at undres, går vi død indvendig.
Ifølge Højlund er vi alle skyldige i at overse det upåagtede.
– Det er en foruroligende tanke i kristendommen, at man kan være i gang med projekter til hele verdens frelse, men overse næsten ved siden af, der beder om et glas vand. Hvor tit er man ikke gået forbi der, hvor man skulle have været opmærksom?

Kirken er for Højlund en modpol til den larmende verden, som er fyldt med ligegyldigheder og løgne. Og nu viser det sig pludselig, at han ikke kan holde helt meningsfri.
– Kirken er ikke det samme som denne verden og sindets uro. Den er sin egen. Den er det sted, jeg kan gå hen med det hele: den alt for store glæde og den alt for store sorg, fastslår han.
Imellem kirken og verden opstår det spændingsfelt, hvor mennesket lever. Og Folkekirken har det ikke godt i denne tid, mener Højlund.
– På den ene side har den aldrig været så velfungerende som nu. Men den har heller aldrig været så tom. Den mangler lidenskab.
Ifølge Højlund er det især prædikerne, det er galt med.
– Prædikenen har det ilde. Dels bliver den kortere og kortere og dels kan de fleste præster ikke prædike. Enten er de alt for intellektuelle og litterære, eller også er de alt for flade, banale og kedsommelige.
I en god prædiken kan man mærke, at præsten har slåsset med teksten.
– Lidenskab er at vide, at her er man ved det centrale.
Nu er Niels Højlund kommet i gang med meningerne, og så er det ikke så nemt at stoppe igen. For eksempel synes han, det er mærkeligt, at præsten så tit prædiker for dem, der ikke er kommet i kirke.
– Hele Folkekirken er optaget af, hvordan man får fat på de kirkefremmede. Hvad med mig? Jeg er der jo altid!
Så fortæller Højlund historien om dengang, han var den eneste, der var mødt op til gudstjeneste. Præsten og degnen ville derfor aflyse gudstjenesten. Men det fik de ikke lov til.
– Hvad Fanden er meningen, sagde jeg til dem. Gud har sagt, at Han ville være der, hvor to eller tre er forsamlede i Hans navn, og vi var jo tre…og fire med Gud, fortæller Højlund, der fik sin gudstjeneste.
De mennesker, der kommer i kirken, har krav på at blive tiltalt som menighed, mener Højlund.
Han ser kirken som en klippevæg, hvor oldtidsfolk har indhugget deres hieroglyffer. Mennesker går forbi denne klippe og kigger på tegnene. At være menighed er at forsøge at læse tegnenes gåde.
– Kirken er en klippe. Og klipper laver man ikke om på efter forgodtbefindende, siger Højlund og rejser sig for at hente en digtsamling. Det er tredje gang, han læser digte højt under interviewet.
Mens han læser, ser jeg ud ad vinduet.
Jo, jo, den er god nok – verden står endnu.
Endnu.

Niels Højlund, 70 år, blev i 1958 cand.mag. i historie og kristendomskundskab. Han har undervist på Aarhus Seminar og Askov Højskole og har arbejdet ved Grønlands Radio fra 1968 – 70. Fra 1972 og fire år frem var han sognepræst i Vestjylland og blev derefter forstander for Ry Højskole. Arbejdet inden for højskolen har fulgt og præget ham livet igennem.
Fra 1988 til 1994 arbejdede han ved TV 2, blandt andet med debatprogrammet Højlunds Forsamlingshus. Niels Højlund er samtidig forfatter – også af flere politiske bøger – og foredragsholder og har haft flere tillidshverv inden for den danske kulturverden.
Niels Højlund har ni børn.