Ingen er immun overfor fristelser

Det er Nancy Beach’ vigtigste lektie efter Willow Creek-krise

Willow Creek blev født ud af en ungdomsvækkelse i en lille kirke i udkanten af Chicago. På tre år voksede ungdomsgruppen fra 50 til 1.200 teenagere. De var lige ved at ødelægge den lille søde kirke…

Bill Hybels ledte ungdomsgruppen. En af teenagerne i menigheden var Nancy Beach, som i hele Willow Creeks 25årige historie har ledt den kreative del af gudstjenesterne.

Nancy har været med Bill Hybels flere gange til Skandinavien, senest på konferencen “Kirke for kirkefremmede” i København i november 2002.

Hun var kun 15 år, da Bill Hybels begyndte ungdomsmøder for søgere. Det var Nancy, der foreslog, at de skulle have drama og moderne sange.

– Vi begyndte med et møde om ugen for vore skolekammerater. Vi trængte til noget som passede de unge, noget kreativt. Jeg var meget interesseret i drama dengang, så jeg sammensatte et team. Vi var ikke særlig dygtige, men vi fandt på forskellige scener, som kunne fungere sammen med det, Bill prædikede om. Jeg tror, Gud virker ekstra meget gennem unge, fordi de har en evne til at drømme om det som skal ske. De ser ikke en masse forhindringer, som voksne ser.

Og kirken blev næsten ødelagt, da over 1000 unge samledes der?

– Ja, til sidst blev ungdomsgruppen større end selve menigheden. Kirkebænkene var fine, men vi lavede alt muligt derinde og var slet ikke forsigtige. En del voksne blev urolige, men i bund og grund var de voksne meget forstående.

– Da jeg begyndte i ung-domsgruppen var vi omkring 50. Efter tre år var der over 1.200 som mødtes hver uge. Jeg har været med på hele denne rejse, og jeg vidste, at jeg var med til noget specielt, som Gud gjorde.

Efter de tre år startede Bill Hybels i stedet en ny menighed, med knap 100 personer. Nogle af dem kom fra ung-domsgruppen. Senere fulgte nogle svære år, hvor nogle af lederne holdt op og endda forlod troen på Gud. Nogle lederpar blev skilt.

– En af grundene var, at vi arbejdede så hårdt, en anden, at vi ikke stod til ansvar for hinanden, fortæller Nancy Beach. – Alt skete så hurtigt, og vi var så overvældede, optagede af at møde alle folks behov, så vi nåede ikke at tage hånd om hinanden på den måde, vi burde have gjort det.

– Nogle af lederne tog personlige beslutninger, som var helt forkerte. Det var ødelæggende for mig, for jeg var stadig meget ung. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen fra den oprindelige gruppe, skulle forlade os. Det var meget smerteligt.

– Men de lektier vi lærte i denne krise, har vi siden haft meget nytte af. Vi overgav os på ny, ikke blot til Gud, men også til hinanden, til at stille hinanden de svære spørgsmål og stå ansvarlige overfor hinanden. Vi tillod ikke mere tempoet i menighedens vækst at sluge os. Vi satte tempoet ned.

Hvad var den vigtigste lektie for dig personligt?

– Jeg begyndte at forstå, at egentlig er ingen af os immune overfor fristelser. Jeg havde set personer, som jeg respekterede meget, og som jeg antog aldrig ville falde, falde i alvorlig synd. Det gjorde, at jeg passede mere på i min egen vandring med Gud.

– Jeg var ikke selv gift, da alt dette skete, men da jeg giftede mig nogle år senere, tog jeg denne relation med største alvor.

– Jeg lærte også, at dette at være en del af et fællesskab, indebærer at turde sige sandheden i kærlighed til hinanden. Stille de hårde spørgsmål: Hvordan har du det i virkeligheden? Arbejder du for meget? Er du tilstrækkeligt meget hjemme?

Du underviser om at arbejde i team. Hvornår fik du forståelse for teamwork?

– Jeg begyndte at lede det team, som jeg leder nu, i midten af 80’erne. Jeg har ønsket, at først og fremmest opbygge et fællesskab, hvor vi elsker hinanden, et fællesskab som består, ikke en flok, der forlader hinanden efter nogle år. Jeg har villet lede et team, som – hvis Gud tillader det – er så længe sammen, at vi kan skabe historie. Nogen gange kalder Gud en til at gå videre og da har vi fred i det, men kernen i teamet har været med meget længe. Nogle af dem har jeg arbejdet sammen med i 15-20 år, og det føles som om, vi er blevet i familie med hinanden.

Hvad er vigtigst for at et team skal bestå – visionen eller relationerne?

– Det er meget vigtigt, at alle i teamet har en klar følelse af opgaven og visionen, at de ved hvad de gør, og hvorfor de gør det. Det er også vigtigt at sammensætte teamet på den rette måde. Når det drejer sig om nøglelederne er vi meget påpasselige. Men vi må aldrig glemme kærligheden.

– Ethvert teammedlem – om de ved det eller ej – længes efter at blive ledt med kærlighed. Man vil føle, at de andre bryder sig om mig, ikke bare hvad jeg producerer eller bidrager med. Derfor skal vi opbygge teamfællesskaber, hvor mennesker bliver kendt og bekræftet og får omsorg og støtte. Dette er vigtigere for mennesker, end hvor mange penge de tjener, eller hvilken status deres rolle har. Det vigtigste er, at de ved, at man bryder sig om dem på dybet.

Til sidst: Hvad var det største under pionertiden – og hvor er det største i dagens Willow Creek?

– Et godt spørgsmål. Det jeg savner fra den første tid er, at da havde alle en høj grad af deltagelse. Hele arbejdet var vores! Enhver var nødt til at gøre sit og tage ansvar. Der var et så højt niveau af forventning og spænding – vi vidste ikke, om vi ville lykkes eller mislykkes. Der var ligesom elektricitet i luften de første år. Hvor meget knokkel der end var, så var det også et fantastisk eventyr.

– Når menigheden bliver større, og folk specialiserer sig mere og mere, fokuserer på sin særlige gave og et bestemt område, så mister man denne følelse af eventyr. På den anden side er det en tilfredsstillelse at kunne koncentrere sig om den gave man er stærk i, at gøre det, som Gud konstruerede mig til at gøre og give sit bidrag til den menighed, Gud bygger. Jeg har set mange mennesker lede efter sin plads og efter hånden opdage sin gave, og nu er de virkelig i centrum af det Guds ville, at de skulle være.

– De første år manglede vi visdom og lavede mange fejl. Ikke sådan, at vi nu er holdt op med at lave fejl, men man lærer noget gennem årene og som gruppe ophober man visdom, så man ikke begår samme fejl som da man var ung og naiv, ny i troen og ny som leder.