– Jeg blev fri fra min dødsangst!

Brita Krarup har været til hjælp og opmuntring for mange. Men da hun selv stod ansigt til ansigt med døden, blev troen sat på en hård prøve…- At vide, at Han er der hele tiden, og at jeg fortsætter med Ham over grænsen til en rigere, mere hel dimension.

Det er fra den vinkel, Brita Krarup, bærer byrder med de mange mennesker, der opsøger hende på rådgivningskontoret på 3. etage i Københavns Kristne KulturCenter.
Hun måtte selv stå ansigt til ansigt med døden, da hun i 1994 opdagede en knude i brystet. Den var ondartet, og hun fik at vide, at brystet skulle fjernes. Der var allerede aftalt tid til operation, men et eller andet i hende gjorde modstand. Hun ville hellere se i øjnene, at det nok var noget, man døde af, og så dele dette helt og fuldt med Gud. Det har hun nu gjort i mere end de fem år, lægerne stillede hende i udsigt.
– Vort samfund lider af en farlig virus: “dødsangst”. Vi er blevet lullet til ro i humanismens arme, og mener, at alt, hvad der er smertefuldt umuligt kan være Guds vilje.

Britta Krarup kan bedre lide betegnelsen “medvandrer” end “rådgiver”. Hun betragter det nemlig som sin opgave at følges med mennesker i svære situationer, lytte til dem, bede sammen med dem, rådgive dem.
– For mig er rådgiver ikke helt det dækkende ord, for jeg vil jo blot prøve at sætte min skulder ind under en byrde, som er ved at trykke et medmenneske i knæ.
At møde hende som foredragsholder er i sig selv en sprudlende oplevelse. Ærligt og uforbeholdent fortæller hun på en humoristisk – og ofte selvironisk – måde om sine svagheder og viser dermed også sin styrke. Tilhøreren lades i tvivl om, hvor hun henter den fra: I en uforbeholden tro på, at Gud er med hende gennem sin søn, Jesus Kristus.

Egentlig er Brita Krarup præstedatter. Faderen var præst i folkekirken i Stagstrup i Thy i 18 år og i 7 år i Skanderup ved Lunderskov.
– Far og mor var tættest på Indre Missions observans. Det betød, at det blev en naturlig del af min tilværelse at komme i kirke om søndagen, en god og tryg opvækst, hvor Gud var en del af hverdagen.
Som ung i alderen 18-24 år, havde hun imidlertid en tid med konstante depressioner. Senere, efter at hun havde modtaget Helligåndens dåb, blev hun også voksendøbt.
– Det var lidt svært for mine forældre, fordi deres dåbssyn var et andet, men jeg befandt mig godt i Unge Kristne og gruppen omkring Johannes Facius igennem 15 år. Der kom utroligt mange af dem, der havde oplevet vækkelsen, men som manglede et ståsted.
Det var især i en gruppe omkring huset “Soli Deo Gloria” i Knabrostræde, hun havde sin gang. Her var hun med til at hjælpe unge stofmisbrugere ud af deres afhængighed. Men i Oasebevægelsen, Missionsforbundet og andre frikirker færdedes hun også hjemmevant, og gradvis voksede omfanget af den rådgivningsvirksomhed hun følte sig kaldet til at tage op