– Jeg kendte Jesus, før jeg vidste, hvad han hed

Jeg følte en åndelig, men meget konkret nærhed af „noget” eller „nogen”. „Nogen” som hjalp mig, når jeg var i yderste krise, „nogen” som omsluttede mig med en vidunderlig fred under de værste smerter. I mangel af bedre kaldte jeg den „Min Kærlige Ånd”. Først 10 år senere fandt jeg ud af, at det var Jesus, der havde været med mig hele tiden.Jeg er vokset op i en familie, hvor vi aldrig talte om Gud, ikke havde nogen Bibel og kun gik i kirke ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse og så lige juleaften. Jeg forstod aldrig, hvad præsten sagde og det var et mysterium for mig, hvornår man skulle rejse sig og sætte sig. Så min kristne opdragelse må siges at ligge på et meget lille sted.

Små tegn
Da jeg som 19-årig rejste i bil fra Danmark til Indien og Nepal, havde jeg nogle specielle oplevelser – uden at jeg tilskrev dem nogen særlig betydning.

En dag, hvor vi kom kørende i vores Ford Transit, blev vi advaret om en flok vilde elefanter, og da vi straks efter så et katolsk nonnekloster, søgte vi ly der. Jeg havde nogle dejlige samtaler med „søster Rosa”, kan jeg huske. Og så korset over sengen i den spartanske celle med tremmer for vinduerne, hvor jeg sov den nat.

En anden underlig oplevelse var en dag, hvor jeg stod på en åben plads. En mand skilte sig ud fra mængden. Gik målrettet hen til mig. Bukkede og kyssede min fod, hvorefter han forsvandt i mængden igen.

Senere på turen tog vi en ung kvinde fra Australien med op at køre. Da vi skulle nordpå mod Nepal, skiltes vore veje, for hun skulle mod øst ind i Assam og besøge en præst, fader Pallatty på en missionsstation i Ngong HilIs. Hun glemte sin jakke i bilen og uger senere, da vi kom tilbage fra Nepal, kørte vi til Assam for at finde hende, så hun kunne få sin jakke.

Da vi ankom til missionsstationen blev vi venligt modtaget af fader Pallatty, inviteret til at blive og rejste først tre uger senere. Fader Pallatty holdt gudstjeneste hver morgen kl. 06.00 eller Mass, som det hed. Selvom jeg ikke forstod et ord af hans prædiken, elskede jeg at deltage og stod frivilligt op hver morgen for at nå messen. Fader Pallatty prædikede levende og nærværende og der var sang og musik.

Jeg var erklæret ateist, så vi havde nogle gode diskussioner, da vi jo selvfølgelig var vildt uenige. I mange år skrev vi sammen, og han sluttede altid med at ønske Guds velsignelse over mig, men jeg opfattede det som en høflighedsformular og tænkte ikke nærmere over det.

Da jeg kom hjem fra Indien, tog jeg en uddannelse, fik job og levede snart et liv i fuld fart med sport og venner i fritiden.

Indlagt akut
En dag i 1977 sluttede det brat, da jeg blev ramt af en ondartet madforgiftning. Mine led svulmede voldsomt op af betændelse og stivnede i fastlåste stillinger; så jeg mistede min førlighed i en periode. Efter mange uger fik jeg stablet mig på benene med et par krykker, og da det gik lidt bedre med at gå, begyndte jeg en genoptræning for at komme tilbage i min gamle form.

Da jeg et år senere mødte min mand, var jeg efterhånden kommet i god form, men en dag begyndte mine tarme at bløde. Madforgiftningen havde tilsyneladende ødelagt min tyktarm og fremprovokeret en blødning, som ikke ville standse. Langsomt blev jeg dårligere og dårligere og i sommeren 1982 var jeg så afkræftet, at jeg ikke kunne læse højt af en Pixiebog for mine små piger.

En sensommerdag i 1982 blev jeg indlagt akut. Jeg vejede 37 kg. og var uklar af underernæring. Der blev lagt et drop i armen, som blev ført ind ved hjertet og i nattens løb gav de mig næring, så jeg kunne overleve den forestående operation. Næste morgen opererede de mig og fjernede min tyktarm. Jeg kan ikke huske noget fra de første fire dage, men langsomt dukkede jeg op til overfladen og en sej kamp med genoptræning lå foran mig. Først i oktober kom jeg hjem igen.

Som ler i potte- magerens hånd
Der var selvfølgelig meget nyt, jeg skulle lære og vænne mig til efter operationen, men den største forandring (hvor lille den end kan lyde) var dog den, der var sket i mit indre. Jeg – der før havde været meget bevidst om alt det materielle – havde ved et trylleslag ændret indstilling efter operationen.

Ikke at jeg hellere tænkte på Gud dengang, men i dag, når jeg ser i bakspejlet, kan jeg se, at nu var Guds arbejde „med leret i Pottemagerens hånd” begyndt at tage fart.

De næste år var hårde. Mine børn var ganske små – 1 og 3 år. Jeg arbejdede fra morgen til aften og var aldrig rigtig rask. I 1984 fik jeg tarmslyng. Stor operation, 37 kg. igen og hård genoptræning.

I disse år fulde af fysiske strabadser skete der også en forandring i mit indre og mere end en gang skete det, at jeg følte en åndelig, men meget konkret nærhed af „noget” eller „nogen”. „Nogen” som hjalp mig, når jeg var i yderste krise, „nogen” som omsluttede mig med en vidunderlig fred under de værste smerter. I mangel af bedre kaldte jeg den „Min Kærlige Ånd”.

Jeg talte ikke til nogen om „den”, men den var der og jeg spekulerede meget over hvem „den” var. Min farmor døde fra sine to små børn af den samme sygdom, som jeg nu havde, og jeg tænkte, „Kan det være hende, som passer på mig? Hun ved, hvor slemt jeg har det!” – Jeg havde også hørt om skytsånder. Kunne det være sådan én, som jeg kunne mærke omkring mig?

Alternative tilbud var der jo nok af – annoncer alle steder. Så for at finde en løsning på hvem denne mærkelige hjælper var, søgte jeg forskelligt. En gang var jeg hos en mand, som kunne tegne min skytsånd og lave regression. En anden gang fik jeg lagt mit horoskop. Og endelig blev jeg involveret i Rudolf Steiners „åndsvidenskab”, som han kaldte det og troede en overgang på reinkarnation.

Men – der var aldrig rigtig noget som fandt bundklang hos mig og ærlig talt…. Jeg var fuldstændigt i vildrede og viste kun, at Min Kærlige Ånd var der. Det kunne der ikke være tvivl om, men hvem eller hvad det var, havde jeg ingen anelse om, og jeg havde ingen, jeg kunne spørge.

I 1987 skulle jeg så igennem, forhåbentlig, den sidste store operation. I 1982 fjernede man kun min tyktarm, men sygdommen sad også i endetarmen, som altså havde blødt og generet mig fra 1978 og til nu i 1987, hvor den skulle opereres.

Operationen varede i 7 timer og da jeg vågnede af narkosen, var der ikke kun sket en fysisk forvandling, men også en dyb indre forvandling. Under operationen var jeg på forunderlig vis blevet indgivet en urokkelig viden om, hvad der var meningen med resten af mit liv. Var det en stemme eller en tanke? Jeg kan ikke sige det i dag, men ordene var enkle og ikke til at tage fejl af: „Du skal glæde ét menneske om dagen i resten af dit liv.” Jeg tænkte: „Hvor er det lidt og hvor er det let – det må jeg nemt kunne overkomme!”

Endnu en mærkelig følelse var kommet over mig. Det var lige som om jeg var omsluttet og badede i en strøm af kærlighed. Det var ubeskriveligt dejligt. Kærligheden strømmede ind i mig og ud fra mig og videre til alle, jeg kom i nærheden af. Jeg var dybt forundret! Hvad er det, der sker? Jeg havde ingen anelse, men nød uanfægtet følelsen i dybe drag. Og det blev bare ved og ved i mange uger.

Nu gik der mere end ti år, hvor livet efterhånden blev lidt mere normalt, men oplevelserne fra den gang var aldrig langt væk i mine tanker og „meningen med mit liv” glemte jeg aldrig. Hver dag huskede jeg, at glæde mindst ét menneske. „Min Kærlige Ånd” var samtidig blevet en naturlig del i min hverdag. Jeg vidste, at den var der, og det gjorde mig tryg.

Tiden gik og en dag havde „tilfældighederne” arrangeret det på en måde så jeg befandt mig i Sorø og var i fuld gang med en ny uddannelse.

En af mine studiekammerater, som jeg lavede opgave sammen med, kunne stille et godt lokale til rådighed – hvor der var fred og ro og endda en projektor. Så vi var til tider en lille studiegruppe, som lavede eksamensopgaver i dette lokale.

Det var et dejligt lokale, vist egentlig en slags kirke, for der var et stort trækors på væggen og billeder med bibelske citater. Men det dejligste var dog alle de bøger – mærkelige bøger med ukendte forfattere og forunderlige titler. Jeg blev draget som en magnet og havde lidt svært ved at koncentrere mig om „personcentreret kontra konstruktivistisk vejledning mm.”

Den første bog jeg fik i hånden var „Den guddommelige kærligheds væld” af John H. Osteen. Jeg slog tilfældigt op på s. 9 og dér stod det! Lige den følelse jeg kunne huske efter den sidste operation: „Jeg følte i mit hjerte et guddommeligt væld af kærlighed, som vældede ud. Der var noget, der vældede op i mig lige som en gylden skål fuld af kærlighed…”

Jeg sprang hen til Johan, min studekammerat, som viste sig at være præst i denne kirke. Åhh, hvor var det godt, at jeg ikke var den eneste i hele verden, som havde haft den oplevelse. I 10 år havde jeg båret på disse hemmeligheder alene.

Men hvad havde nu Gud med alt dette at gøre? Gud var stadig langt væk i min begrebsverden. En som de udvalgte kendte, men ikke jeg. Når nu Johan og jeg talte sammen om alle disse ting, så var det nærmeste, jeg kom – at tale om „Overformynderiet”. Ordet „Gud” eller „Jesus” kunne jeg ikke få over mine læber.

En dag inviterede Johan mig til at besøge menigheden på deres sommerlejr i Vig. Ved den lejlighed fik jeg fortalt om mit liv, om det hele fra jeg blev syg, om fader Pallatty og om „Min Kærlige Ånd”. Stilfærdigt spurgte en af lederne: „Ved du ikke, at din kærlige ånd hedder Jesus?”

Der fik jeg sandelig noget at tænke på. Havde han et navn, og hvem var Jesus egentlig? Han var jo død for længe siden!

Var min kærlige ånd virkelig Jesus? Så måtte jeg jo vide noget mere om Jesus. – Jeg gik med til møde i kirken søndag aften, jeg fik en Bibel og læste og spurgte, når jeg ikke forstod.

En dag blev det virkelighed for mig, at han, der havde været der i alle de hårde år, var Jesus – og alene hjemme i min have opgav jeg den sidste modstand og overgav mit liv til Jesus. Jeg fyldtes af den mest vidunderlige fred og Gud har virket stærkt i mit liv siden den dag. Jeg har fået lov til at være et vidne for mange mirakler.

Jeg synes det er sket for mig, som står i Salmernes Bog 127,2: „…for den, Herren elsker, får det, mens han sover.”