Lovsang er larm i Guds ører

Da islam bredte sig til Vestafrika, blev folk vænnet til, at når man samles til gudsdyrkelse, så bør det være uden sang og musik – ligesom i moskeerne. Det vil Daniel Dama lave om på…Han spiller flere forskellige instrumenter, skriver tekster og har indsunget tre kassettebånd. Hans kristne sange kan høres i radioen i tyve lande i Vestafrika, og mange muslimer nynner med.Alligevel møder han stærk modstand både fra kirken og stammens traditioner. De mener, at musik og lovsang er larm, som Gud umuligt kan bryde sig om.
– Min mor er ikke glad for, at jeg synger og spiller. Hun synes, det er skamfuldt, hvis andre opfatter mig som en form for folkesanger, fortæller Daniel Dama.
Han er 35 år, fulan og kommer fra Benin, men har arbejdet i Cameroun, Nigeria og Mali.
På trods af modstand fra flere sider, har han ikke tænkt sig at lægge musik og lovsang på hylden. Tværtimod. De mørke øjne lyser begejstret, og han taler lidenskabeligt om sine visioner om i højere grad at bruge sang og musik som et middel til at nå sine stammefæller med evangeliet.
– Man bliver nødt til at forstå fulanikulturen for at fatte problemstillingen, understreger han og kaster sig derpå ud i en længere redegørelse. Han er godt klar over, at for mange kristne vil en gudstjeneste uden sang og musik være lige så svær at forestille sig som en landskamp uden nationalsang.

– Da islam bredte sig til Vestafrika, fik det stor indflydelse på vores stamme, og størstedelen blev muslimer. Derfor er folk blevet vænnet til, at når man samles til gudsdyrkelse, så bør det være uden sang og musik – ligesom i moskeerne. Den opfattelse ligger stadig dybt i kristne, og derfor er der mange – især af de gamle – der mener, at Gud ikke vil have sådan noget larm i forbindelse med gudstjenesterne. Og derfor reagerer de også selv imod det.

– Men de kristne missionærer bærer også en stor del af ansvaret for, at sangen er forstummet, fortæller Daniel videre.
– Missionærerne afviste de lokale traditioner for sang og musik. Det hænger sammen med, at de traditionelle instrumenter blev brugt ved åndedyrkelse og andet hedenskab, og de kristne opfattede dem derfor som mørkets redskaber og tog totalt afstand fra dem. Derfor er der mange af de unge i dag, som ikke interesserer sig for de traditionelle instrumenter. I stedet er de optaget af de importerede instrumenter, som blev medbragt fra Europa. Så jeg er bange for, at elektronisk keyboard og guitar kommer til at overtage pladsen fra de gamle, traditionelle instrumenter.

Når Dama’s mor ikke er glad for, at han synger og spiller, så skyldes det gamle stammetraditioner. Fulanerne har et samfund, som er meget hierarkisk opbygget. øverst er der adelen, som er høvdinge og kvægejere. Og nedad er der så en rangorden af f.eks. håndværkere, musikere, frie slaver og slaver.
Musikerne er en meget betydningsfuld gruppe, for de bliver oplært til at huske hele stammens historie. Meget få er i stand til at læse og skrive, så derfor memoreres alle begivenheder og personer – og tingene huskes bedst, når de er kædet sammen med vers og rytme. Gruppen af musikere er eksperter i denne kunstart, og det er også dem, der digter hyldestvers til konger og høvdinger. Når Daniel synger og spiller, så føler hans mor, at han nedværdiger sig. Han tilhører nemlig adelsstanden, og adelsmænd synger ikke. De har jo den lavere klasse til at synge for sig!

Daniel Dama fortæller, at han i sin tid oplevede kaldet til at læse til præst ved at se en evangelist, som utrætteligt prædikede evangeliet blandt fulani-folket. Igen og igen dukkede han op. På cykel eller til fods. Og selv om folk var åbenlyst afvisende over for ham, så blev han ved med at komme.
– Evangelisten og hans udholdenhed er kommet til at stå som et stort forbillede for mig. Der er ca. 24 millioner fulaner, så jeg kunne jo godt se, at han ville have brug for hjælp, hvis han skulle have en chance for at nå dem alle sammen, fortæller Daniel med et skævt smil.
Og det virker, som om han i sine visioner og i sin iver er præget af samme stædige udholdenhed. Han er overbevist om, at der er mange af de gamle traditioner i stammen, som kan bruges til at bane vej for evangeliet. De sidste to år har han været engageret i et projekt, som prøver at afdække og forstå de gamle traditioner. Og han har snakket om sang og musik med både gamle og unge, kristne og muslimer for at forstå deres situation.

– Jeg har arbejdet seks år i det kristne radioarbejde med forkyndelse og undervisning. Og det har lært mig, at sang og musik er særdeles brugbart i forbindelse med evangelisering. Men det er vigtigt, at vi knytter os til kulturen. Vi har f.eks. et femtonesystem, og når vi bruger det til kristne sange, så føler folk at det er vedkommende. Og vores gamle stammemusikere fremfører de traditionelle historier ved hjælp af rytme og underlægning fra en lut. Når man fremfører fortællingerne fra Bibelen på samme måde, så lytter folk. Hovedparten af stammen kan jo hverken læse eller skrive, så det er præcis på den måde, de er vant til at få historierne fortalt.
Desuden må vi vise, at fløjter, trommer og andre instrumenter er o.k. De skal bare bruges i tjeneste for evangeliet.

Daniel Dama er klar over, at der ligger meget arbejde forude og venter. Endnu er sang og musik ikke en del af liturgien ved fulani-gudstjenesterne. Men Daniel drømmer. Han forestiller sig, hvordan en gudstjeneste kan åbnes med traditionel hornmusik. Det bruges ellers kun i stammen for at melde en høvdings ankomst, og hornene bliver kun fabrikeret til officielt brug. – Forestil dig, hvordan en fanfare på traditionelle horn kan kommunikere, at nu træder kongernes konge nær, nu begynder gudstjenesten, drømmer han. Foreløbig er der lang vej endnu. Næste skridt for Daniel Dama går i retning af en formel musikuddannelse inden for etnisk musik. Han ønsker at videreuddanne sig på dette felt, for han er overbevist om, at traditionel sang og musik bliver en vigtig nøgle til at åbne døren for evangeliet til hans fulanilandsmænd.

Daniel Domo er 35 år, gift og har tre børn. Han er teolog og præst. I seks år arbejdede han med radiomission i Cameroun.
Daniel Dama deltog for Sudanmissionen i „Konfirmand Aktion“, hvor han i februar og marts besøgte konfirmander i tre danske stifter.