– Mød de unge på deres egne præmisser

Ungt initiativ foreslår kreativt alternativ til den traditionelle kirkeI weekenden samledes 400 unge og ungdomsarbejdere til en konference i Odense, der skulle udfordre og motivere danske ungdomsledere til at tage alternative midler i brug som formidlere af evangeliet.Refill, som eventen benævnes, er et årligt tilbagevendende projekt, der startede i 1997, og for arrangørerne er der ingen tvivl om, at dette er Danmarks ubetingede bedste, tværkirkelige konference. Bo Lundgård, som har været Refills koordinator i år, og som til daglig er teenage- og ungdomskonsulent hos bla. Missionsforbundet Børn og Unge, mener, at konferencen er enormt væsentlig af tre årsager: at teenage- og ungdomsledere får inspiration til deres arbejde, at der findes en konference som sætter nye trends på dagsordenen blandt teenagere og unge, og at teenageledere kan mødes på tværs af organisationer og kirkelige retninger.
Gennem hele weekenden havde deltagerne mulighed for at følge forskellige seminarer, møder, lovsangsaftener og workshops, hvor ledere fra diverse kirker og organisationer i Danmark, og en enkelt fra England, underviste i emner som grundlæggende lederskab, alternativ tilbedelse og ledelse i krisesituationer. Som udenlandsk taler havde Refill besøg af Johnny Baker, som er leder af Youth For Christ (YFC) i London, hvor han underviser i ungdomskultur og mission. Baker var taler lørdag aften under titlen “Perspektiv – er der måske en vej opad?”

Med mere end 20 års erfaring med alternativ mission blandt unge har Johnny Baker opbygget et rygte blandt unge ledere og præster i Europa som en person, der virkelig har dedikeret sit liv til at bringe evangeliet ud blandt de flyvske unge – med de midler der skal til! Baker har gennem tiden afprøvet alverdens kreative og alternative måder i sit arbejde, eksempelvis “The Labyrinth”, som er en øvelse i tilbedelse og meditation, hvor deltagerne skal en tur igennem en labyrint fyldt med forskellige øvelser, ritualer samt masser af musik og visuelle effekter. Det var derfor med stor forventning, de ca. 400 unge sad stolede i Tornbjergs Gymnasiums gymnastiksal lørdag aften.

Johnny Baker er stor tilhænger af, at den traditionelle kirke, som den fungerer i dag, er ude af trit med den ungdomskultur, hvori kirken er ment til at virke og influere. De rammer og former, som kirken er kendetegnet ved, og som vi er så vant til, virker ikke tiltrækkende eller interessante for de unge. Ikke nødvendigvis fordi måden, kirken fungerer på, er forkert; men skal den virke i et ungt miljø, må den også designes derefter. Ungdomsledere, som har en ungdomsgruppe, evt. under den etablerede kirke, har svært ved at løsrive sig fra de former og normer, som er blevet normalen for opfattelsen af kirke som institution. Når der skal oprettes en kirke for unge og teenagere, overtages disse derfor ganske naturligt, og hvad der måske ikke var tænkt som en kristen institution, er nu blevet det – og det er ikke altid lige sundt, mener Baker. Derfor skal lederne træne sig selv i at tænke abstrakt og kreativt. Man kan sige, at dette ikke ligefrem er nogen ny tanke, i og med at det næsten er blevet et gennemgående tema på de forskellige ungdomskonferencer i Europa i løbet af de sidste år, men de har åbenbart ikke lært det endnu – lederne – siden der stadig viser sig et stort behov for fornyelse, specielt i Danmark.

Det er dog vigtigt at påpege, at der ikke nødvendigvis er tale om direkte løsrivelse og oprør mod den etablerede kirke. Mange kristne unge føler stadig, at de skal fungere i og missionere ud fra kirken, som den er – og det er også “ok”, siger Baker; men man skal hver især gøre sig klart, hvilken af disse to muligheder, man er kaldet til. Det nytter ikke noget bare at melde sig ud af kirken, fordi man synes, den evt. er kedelig, og på den måde retfærdiggøre sit eget lille, halvhjertede enmands-oprør. Ej heller hjælper det nogen eller noget at sidde passivt hver søndag og regne med, at det hele fungerer fint, som det er, fordi “det har det jo gjort de sidste 20 år”. Hver enkelt, som føler sig kaldet til lederskab, må vælge og derefter indtræde aktivt i det fællesskab, vedkommende befinder sig i.
Som billede på dette valg brugte Baker en scene fra filmen “The Matrix”, hvor hovedpersonen Neo for tilbudt to muligheder: en rød pille og en blå pille. Vælger han den blå pille, går han tilbage til tingene, som de var før, men vælger han den røde pille, vil han komme på en svær og lang rejse for at nå til sandheden.

Når vi så har fået nogen ideer til, hvordan vi vil nå ungdommen, hvordan får vi så ført dem ud i livet? Dette er et spørgsmål, der vil komme som en naturlig konsekvens af Bakers oplæg. Til at give nogle svar og noget hjælp til det havde arrangørerne inviteret 30 kaospiloter til at komme og arbejde med ungdomslederne i ovennævnte workshops.
Kaospiloterne er en organisation, som har hovedsæde i Århus, men som arbejder globalt. Det er et treårigt uddannende program, som specialiserer studenterne i lederskab, nytænkning og mest af alt interkulturel forståelse. De er derfor uddannet i at tænke kreativt og implementere nye retningslinjer og ideer i en given situation, og de har erhvervet sig en social kompetence, der i dette tilfælde kan hjælpe med at skabe en bro mellem lederne og deres ønske om at missionere blandt unge mennesker og den til tider afskårede og fremmedfjendtlige, danske ungdomskultur. Det er vigtigt, hvis man ønsker et fællesskab med disse mennesker, at møde dem på deres præmisser.
Hvis det så indebærer at mødes over en øl eller to fredag aften på en café eller bar nede i byen, så er det det, der skal til! Ellers forstærkes den opfattelse af “de unge kristne”, som mange unge har i forvejen: nemlig at de er et separat, mystisk folkefærd, der lever indelukket i deres pseudo-virkelige utopi af en verden. For at forstå nutidens ungdomskultur – og ligeså vigtigt: at de må forstå det liv, en kristen ung lever – må han først bevise, at den opfattelse er forkert, og først derefter kan der oprettes en dialog mellem parterne.

Som en kritik af eventen kan én undre sig over, at programmet, specielt møderne, var organiseret på en meget kirkeligt traditionel måde, med en oplæg-lovsang-prædiken-mere lovsang-form som vi kender den, noget der ikke ligefrem appellerer til deltagernes kreative intuition. Der var derfor ikke den forventede impulsivitet involveret i selve arrangementet. Det, der blev undervist i, blev ikke praktiseret i særlig høj grad, og det var en smule skuffende.
Alt i alt var det dog en virkelig god konference med indhold, et holdbart initiativ og en kraftig opfodring, som vi uden tvivl vil se mere til i den kommende tid.