På jagt efter tabte skatte
I sidste uge var der Katolsk Bibelskole nord for GrenåSostrup Slot ligger badet i et skærende hvidt solskinslys. Jeg er netop kørt tværs igennem et mørkegråt og regnvejrsfuldt uvejr og misser med øjnene, da jeg træder ind på den store gårdsplads.
Byens larm er væk. Til gengæld er der et eller andet sted i nærheden en fåreflok, som insisterer på at blive hørt.
Her på Østjyllands næsespids, tæt på Grenå, lever en gruppe Cisterciensersøstre i et nonnefællesskab, der i store træk består af bøn, stilhed og arbejde. Klosterlivet er på fremmarch i Danmark i disse år, hvor flere katolske ordener vælger at etablere sig i landet.
Men også klosterlivet-light er blevet populært, og for anden gang bliver der nu afholdt Katolsk Bibelskole af en uges varighed her på Maria Hjerte Abbedi.
Den katolske præst i Esbjerg Benny Blumensaat og psykoterapeut Maria Truelsen har inviteret, og omkring 30 heriblandt både medlemmer af Folkekirken og frikirker har taget imod tilbuddet.
Fra mandag til fredag har deltagerne lov til at trække sig tilbage fra den stressede verden og fordybe sig i Ordet, bønnen og stilheden.
De kommer for at smage den særlige katolske spiritualitet, mener arrangørerne.
– De kigger efter nogle af de skatte, de har tabt, siger Maria Truelsen med henvisning til de mange traditioner og ritualer, som den protestantiske kirke har brændt på bålet i løbet af de sidste 500 år.
Men nu er der tøbrud på vej, også i Danmark.
– De gamle mystikere er blevet genopdaget og er moderne i dag. Deres erfaringer kan give noget, som mennesker i dag leder efter. For eksempel den dybere bøn og det stille liv, siger Maria Truelsen.
Benny Blumensaat har også oplevet et tøbrud. Både indenfor i den katolske kirke og i forholdet til omverdenen. En omfattende åndelig fornyelse bliver ifølge pastoren båret frem af blandt andet lægfolket i den katolske kirke.
Netop derfor er det vigtigt at udruste katolikkerne, som er den primære målgruppe for bibelskolen, med solid bibelkundskab.
– Det er vigtigt, at det sker i en kontekst som for eksempel her, så man ikke bare sidder og tolker skriften på sin egen måde, siger Benny Blumensaat, der understreger, protestanter også er velkomne.
På denne bibelskole får deltagerne lov til at snuse lidt til klosterlivet.
Dagene er delt ind i faste programpunkter, som omfatter både bibelundervisning, gruppearbejde og fællessamlinger om aftenen med forbøn og lovsang med særlig fokus på åndens gaver. Der vil desuden være messe og tilbedelse i klosterkirken hver dag.
De engelske bibelundervisere Gina og Geoff Poulter vil med undervisning og forbøn lægge op til et dybere spirituelt liv.
Skattene skal findes på dybt vand, og katolikker og protestanter kan sagtens være sammen om at længes og søge efter Sandheden.
– For 15 år siden deltog mange katolikker ikke i økumeniske møder, fordi de kendte så lidt til skriften, at de følte sig usikre på mødet med protestanter, som ofte har et meget tæt forhold til skriften, siger Geoff Poulter.
Det er ved at ændre sig.
– Katolikker er blevet udadvendte i dag, fastslår Geoff Poulter.
Han mener, at katolikker og protestanter gensidigt har noget at lære af hinanden. Blandt andet har katolikkerne mødt en åndelig fornyelse gennem mødet med evangeliske kristne, og lutheranerne har lært dem, at alle kristne bør have et levende forhold til Bibelen.
Fundamentet i den katolske kirke udgøres af Bibelen og traditionen. Netop traditionen er blevet et stort skatkammer for den katolske kirke. Mystikken og ritualerne får nyt liv i disse år og tiltrækker mange mennesker.
– Ingen anden kirke har 2000 års uafbrudt historie. Kirkens traditioner er ikke bare historie, men 2000 års uafbrudt bøn over skriften, siger Geoff Poulter.
Han tror på, at den katolske kirke er den universelle kirke, men forudser, at de kristne i fremtiden vil mødes mere og mere på tværs af kirkeskel.
– Vi må have respekt for hinandens tro. Hvem er jeg, at jeg kan sige, at det lige nøjagtig er mig, der har ret, spørger Geoff Poulter.