Penge lugter ikke – det bør investeringer heller ikke

– Der skal somme tider mere end bøn til for at slippe ud af fattigdom, siger Sydafrikas præsidentfrue, Zanele MbekiHun er formand for bestyrelsen i Oikucredit, der netop har fejret 25 års jubilæum. Hun ved, hvad hun taler om. Siden 1991 har hun været direktør i ‘Sydafrikas Udviklingsbank for Kvinder’, som investerer penge i små projekter – ofte på landet – som især gavner kvinder, der ofte har sværere end mænd ved at låne penge på det kapitalistiske markeds vilkår.
Oikucredit fik nyt navn sidste år. Ideen til den Geneve-baserede bank voksede ud af Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968. Der kritiserede unge aktivister en række kirker for at investere deres formuer sådan, at deres penge støttede krigen i Vietnam og apartheid i Sydafrika.
Selv om penge ikke lugter, gør mange investeringer det, og gennem et kvart århundrede har Oikucredit gået andre veje end den almindelige bankverden og bygget på andre principper end den størst mulige profit.
Efter at have fejret jubilæet i Geneve aflagde fru Mbeki og bankens direktør, Gert van Maanen, en visit hos pave Johannes Paul II. I den seneste tid har en stor katolsk organisation investeret penge i banken.
Dens virksomhed ligger i høj grad i forlængelse af de tværkirkelige anstrengelser for at lette ulandenes gældsbyrde, som paven har støttet.
Det var oprindelig protestantiske kirker, der satte penge i »Det Økumeniske Kooperative Udviklingsselskab«, som blev bankens første navn. Kirkerne turde ikke regne med, at de fik deres penge igen, men ved 25 års jubilæet kunne banken med stolthed hævde, at den aldrig har tabt en krone på en dårlig betaler. I de seneste år har der været stramme vilkår for Oikucredits virksomhed i kølvandet af politiske omvæltninger og naturkatastrofer, f.eks. den økonomiske krise i Asien og orkanerne Mitch i Mellemamerika og El Nino i Sydamerika.
For at sikre en sund virksomhed fremover besluttede bankens bestyrelse ved jubilæet, at den fremover vil koncentrere sig i 30 ‘prioritets-lande’.
Dens kapital voksede i det seneste år med 15% til i alt knap ti milliarder kroner.