Skandaløs kritik
I Profilen i DR1 onsdag den 29.januar fik vi endnu et eksempel på den farlige drejning, som konflikten mellem israelerne og palæstinenserne har fået. Flemming Flindt Pedersen bærer ved til bålet ved sin nye film De besatte. Det er grotesk at sidde og lytte til, at Flindt Pedersen forsvarer de palæstinensiske selvmordsbomber, der har dræbt utallige israelere og lemlæstet hundredvis.
Det er frygteligt og ufatteligt for os her i Danmark, når vi på TV bliver præsenteret for et sønderrevet menneske, der slæbes væk efter en israelsk bombeattak, som vi blev det onsdag aften i Flindt Pedersens film. Der sker frygtelige ting i krig. Men ikke så meget som én eneste dræbt eller såret israelere fik man se. Efter busbomberne i Israel har israelerne måttet samle menneskerester op fra gaden og endog fra husvæggene. Er deres liv ikke ligeså meget værd for Flindt Pedersen?
Jeg kan ikke tro andet, end at Flindt Pedersen siger dette mod bedre vidende, for at fremme palæstinensernes sag. Han ved nok ligeså godt som jeg, at efter FNs deling af landet i en jødisk og en arabisk stat, opfordrede de omkringliggende arabiske lande palæstina-araberne til at forlade landet, så de kunne gå ind og dræbe og fordrive jøderne, hvorefter araberne kunne vende tilbage til deres hjem og have hele landet. Det er rigtigt, der var også de arabere, der blev fordrevet og massakreret. Men sådan var det på begge sider. Krigen mellem arabere og jøder var hård. Det var araberne der angreb jøderne og det var Israel, der vandt krigen. Flindt Pedersen glemmer også helt at nævne de ca. 6-700.000 jødiske flygtninge der blev smidt ud af de arabiske lande ved samme lejlighed. Forskellen ved de to flygtningestrømme er, at den arabiske strøm til arabiske lande aldrig blev integreret i disse lande, men de blev tvunget til at leve i flygtningelejre, for at holde hadet til jøderne i live, mens den jødiske strøm fra arabiske lande blev integreret i Israel.
Greta Axelsen
Voldumvej 150
2610 Rødovre