Ulla slog en kolbøtte
… for at se, om hun virkelig var blevet rask efter at have siddet i kørestol og gået med krykker i 7 år.
Men det gjorde stadig ikke ondt. Hans Berntsen havde på ti sekunder bedt hende rask i Jesu navn!- Er det ikke dig med krykkerne? spørger folk i Give, når de møder Ulla Rahbæk på gaden.
De er så vant til at se hende enten med krykker eller i en kørestol. Men nu går hun rask omkring og ser glad ud. Hvorfor?
Ulla Rahbæk var social- og sundhedsassistent indtil den 3. november 1994. Den dag var hun så uheldig at få en ældre mand ned over sig, da han faldt, og hun forsøgte at gribe ham.
– Mit bækken blev vredet i stykker og den nederste del af ryggen blev også skadet, fortæller hun.
– Jeg er blevet skannet og behandlet mange gange. Faktisk har jeg regnet ud, at jeg har ligget på sygehus i 27 uger over et halvt år – i løbet af de sidste 7 år. Jeg har været indlagt fem gange, men de har ikke kunnet gøre mig rask.
– Jeg fik at vide, at jeg skulle indstille mig på at sidde i kørestol, men det ville jeg simpelthen ikke. Så det var kun det første år, jeg sad i kørestol, så kæmpede jeg mig op og har klaret mig med to krykker siden, fortæller Ulla, der er en sej jyde, som ikke sådan lige giver op. Men trods sin egen indsats og sit ukuelige gå-på-mod har hun ikke kunnet gøre sig selv rask.
– Jeg har hele tiden haft voldsomme smerter. Jeg var oppe på at få 20 stærke piller om dagen nobligan, hedder de for at holde det ud.
Arbejdsskaden har betydet, at Ulla ikke kan holde ud at arbejde:
– Jeg var sygemeldt det første halvandet år, derefter kom jeg på kontanthjælp, fortæller hun.
Ulla Rahbæk er enlig mor til tre, to piger, som nu er 18 og 11 og en dreng på 16 år. De to yngste bor endnu hjemme. Så det har ikke været let at være alene med børnene og syg uden udsigt til at blive rask. Heller ikke for børnene:
– Jeg har nok i hvert fald haft et hidsigt anfald om dagen, indrømmer Ulla men nu ser hun ud til at have ro og fred med sig selv. Der skete nemlig pludselig en overraskende vending, som ingen ville have troet mulig:
– Jeg var ikke særlig troende. Det med Gud og mig var sådan lidt op og ned, for hvis Gud fandtes, så var jeg skuffet over, at han bare lod mig have så mange smerter, fortæller Ulla.
– Men så hørte jeg, at Pinsekirken i Blåhøj, skulle have et møde med Berntsen. Helbredelses-prædikanten. Og at han ville bede for de syge.
Blåhøj ligger ikke langt fra Give, så jeg tog derhen i håb om, at Berntsen måske kunne hjælpe. Det var den 12. februar i år. Det er kun godt en måned siden, siger Ulla, som nu er mødt op til et nyt møde med Hans Berntsen i Apostolsk Kirke i Kolding for at fortælle om, hvad der er sket.
som en vanvittig!
– Hans gik lige ned til mig og spurgte, hvad jeg fejlede. Jeg var den første, der blev bedt for. Han løftede mine ben op det kunne jeg ikke selv. Og det gjorde ondt. Men da han bad for mig, fik jeg en behagelig følelse af fred i kroppen. Han sagde, jeg skulle rejse mig op og det turde jeg næsten ikke. Men da jeg kom op, opdagede jeg, at jeg ikke havde ondt mere, og jeg for rundt som en vanvittig! Jeg var så jublende lykkelig.
– Hvordan går det med pillerne nu?
– Jeg har ikke taget dem siden.
– Nedtrappede du ?
– Nej, jeg stoppede lige fra det øjeblik. Og det har jeg ikke haft nogen problemer med.
– Hvad sagde børnene?
– Jeg ventede, til de var kommet i seng. Så prøvede jeg simpelthen at slå en kolbøtte, for jeg kunne ikke forstå, at det ikke gjorde ondt i kroppen. Jeg landede med et brag, fordi jeg stadig var så stiv i kroppen, men jeg kunne virkelig slå en koldbøtte.
Så vidste jeg, at jeg var blevet helbredt. Og så besluttede jeg, at jeg ville være kristen og komme i kirken i Blåhøj, hvor jeg var blevet hjulpet. Og det er jeg utrolig glad for.
Nysgerrig efter
mere af Jesus
– Nu kan jeg ikke få nok af Jesus og kristendom!
Jeg er med i en Alpha-gruppe og en hjemme-gruppe og jeg kommer i kirken. Jeg kan ikke lade være med at fortælle alle, jeg møder, om alt det, jeg har oplevet.
Når folk møder mig på gaden spørger de:
– Jamen, er det ikke dig, der plejer at gå med krykker? Give er jo en lille by, så folk kender mig. Jeg får så meget respons. Og det er fantastisk, for Gud giver mig nogen gode ord at sige til dem, jeg snakker med. Der er allerede to, som er begyndt at komme i kirken sammen med mig. De er blevet nysgerrige Og det forstår jeg da godt!
