Vibeke er en sej præst

Der er nogle mennesker, der indgyder respekt med det samme. En af dem er Vibeke Gregersen, sognepræst på 16. år i ØstbirkØstbirk. Afkørslen fra motorvejen mod Aarhus har nærmest demonstrativt mejslet sig ind i bilisternes bevidsthed gennem årene.Nu er vi ca. halvvejs, vil vejlensere vide. Og dem, der skal til Brande, Esbjerg fra nord, ville skyde en genvej mod vest netop her.
En lille by, et lille sogn og en lille præst.
Meget fylder hun ikke i højden, Vibeke Gregersen. Men der er noget i hendes på en gang kærlige og målbevidste blik, der siger, at hun fylder mere end som så i åndelig henseende.
Vi er med på en Alpha aften i præstegården i Østbirk.
Det er nu 16 år siden Vibeke Gregersen blev færdig som cand. theol. Og sagde ja til embedet som præst i Østbirk, et sogn med ca. 2500 sjæle. 350 fra det tilstødende Yding sogn hører også med til pastoratet.
– Jeg befinder mig rigtigt godt her, siger Vibeke Gregersen, men indrømmer dog, at det har været et langt sejt træk at opbygge et decideret menighedsliv på egnen.
Der er omkring 20 til en almindelig gudstjeneste, nogle gange færre og nogle gange flere, foruden dåbsgæster og konfirmander. Ved visse lejligheder, høst, Alle Helgen osv., kan der være op mod 100 eller flere i kirke.

– Vi er i en typisk folkekirkesituation, hvor der ikke rigtig er nogen kernemenighed, fortæller hun, og indrømmer blankt, at det ind imellem er en ensom post at være præst her.
– Men jeg har fået mange gode venner, tilføjer hun, og nævner også opbakningen fra sin mand Jørgen, der underviser på ingenørhøjskolen i Horsens.
Om det er et problem for ham, at hans kone er åndelig leder i familien?
– Nej, han har valgt, at det er mit område, bakker mig op og blander sig ikke. Det er OK, for vi er begge meget stærke personer…
Parret har tre børn på hhv. 13, 17 og 18 år. Når talen falder på dem, mærkes tydeligt, at der banker et moderhjerte under præstekraven. Ligesom hun elsker det liv, der udfolder sig i hendes hjem, præstegården:
Alphakurser holdes nu fast på 5. år, Kirkens Korshærs arbejdskreds har til huse her, ligesom mini-konfirmanderne skaber liv og røre:
– Det er en aldersgruppe, der er meget åben; man får meget respons, fortæller sognepræsten. – Og så giver det en god kontakt til forældrene. De bliver lige pludselig bevidste om, at kirken er der.
Vibeke Gregersen lader fingrene glide hen over tangenterne på klaveret i konfimandstuen. Alphakursisterne er taget hjem. Hun har spillet til sangene i aften, ligesom hun spiller til alle arrangementerne, både salmer og lovsangskor:
– Jeg stammer fra et hjem med klaver, som man siger. Jeg lærte at spille klassisk efter noder som barn. At spille efter becifring (som man gør ved de fleste lovsangskor) har jeg lært mig selv.

Det er tydeligt, at Vibeke Gregersen er åben for den åndelige fornyelse.
– Det blev sået allerede i min opvækst i Vejle. Pinsekirken i byen havde en kaffebar på strøget, hvor de fik kontakt med nye mennesker. Den snakkede jeg med og kom et halvt års tid i deres menighed.
– Efter et møde spurgte nogen om de måtte bede for mig, så jeg kunne modtage Helligånden og få tungetalen.
– Det kunne der vel ikke ske noget ved, sagde jeg. Så vi bad på præstens kontor, men der skete – netop – ingenting.
– Men senere, da jeg lå hjemme i min seng, kom det lige så stille, helt uden de store armbevægelser. Jeg lå bare og talte i tunger for mig selv der under dynen. Jeg var vel 18 år på det tidspunkt.
Og så ville du være præst?
Jeg er oprindelig bankuddannet, men kom så på Haslev Udvidede Højskole. Senere, da jeg i 1974-75 var ansat som au-pair sekretær på Dansk KFUK i London, begyndte kaldet at rumstere.
Var det ikke noget problem for dig, at du var kvinde. Jeg mener, debatten om nu kvinder kan være præster…
– Nej, jeg har aldrig haft spørgsmålstegn i forhold til Gud, om jeg kunne være præst. Og selv om jeg er opvokset i Indre Mission, hvor jeg naturligvis gik i søndagsskole, kom jeg som 16-årig med i KFUM&K, hvor jeg mødte begge holdninger, både for og imod kvindelige præster.
– På pastoralseminariet kom jeg dog i tvivl om, jeg kunne løfte ansvaret. Da jeg var i praktik, sagde den præst, der havde ansvar for mig, at han såmænd ikke kunne forestille sig andet end, at jeg skulle kunne klare det. Det hjalp mig meget.
Og sognet accepterer dig?
– Ja, bestemt, der er ingen modstand teologisk i hvert fald. Kun en del i begyndelsen, der havde forventning om, at en præst skulle være en mand.

Men det ser ud til at være løst med tiden. Vibeke Gregersen oplever fuld opbakning, også fra menighedsrådet – selv når hun tager utraditionelle metoder i brug.
– Jeg har to gode menighedsråd, der arbejder med, og ikke imod, fortæller hun. – Vi kan selvfølgelig have vores diskussioner, men det foregår altid i en god atmosfære.
Og de er også med på Alpha?
– Da Alphakonceptet kom på bane var det svar på bøn. Jeg syntes, jeg manglede noget til at “slå hul” med. Og da jeg spurgte, om nogen fra menighedsrådet ville med på et introkursus, svarede en ja med det samme. Hun tilbød derefter at lave maden på hele det første kursus. Det synes jeg var meget flot!
Vibeke Gregersen begyndte at komme på Oases præste- og lederkonventer, uden rigtig at vide hvad de stod for.
– Men jeg blev tiltrukket af visionen, og følte mig med det samme hjemme der, fortæller hun.
Det karismatiske er ellers ikke noget hun udbasunerer:
– Det er en del af mit eget liv, og med tiden er det smittet af på andre og et fællesskab vokset frem.
16 år – det har været et langt sejt træk?
– Ja, men jeg har en stærk indre forvisning om, at det er her Gud vil have mig. Jeg har også fået det bekræftet gennem forskellige bibelord: Her skal jeg være og vokse, slutter Vibeke Gregersen.
For en sej præst, det er hun.