Gud vil bygge dit familiehus

Familieundervisning af Karen og Ole Andersen:
Knager det i ægteskabet, kan Guds principper for menigheden hjælpe
”Hvis ikke Herren bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves…” Sådan indledes Salme 127.
Gud er bygmester, både i familien og menigheden. Hvor det er gået galt i ægteskab og familieliv, er han ekspert i at reparere det igen – og det bruger han menigheden til.

Fundamentet er det vigtigste

Et hus består af mange dele; det vigtigste er fundamentet. Det gælder både ”familiehuset” og ”menighedshuset”. Bibelen bruger udtrykket ”hovedhjørnesten” *1) og henviser til den første blok, der blev lagt i jorden, når et hus skulle bygges i det gamle Israel. Den vinkelrette sten var udgangspunktet for hele byggeriet og gav det retning, både horisontalt og vertikalt. I Ny Testamente omtales Jesus som vores hovedhjørnesten.
Jesus siger selv, at den mand, som bygger sit hus på klippen er den, som hører Hans ord og adlyder det *2) Et sådant hus vil livets storme ikke kunne vælte, lover Jesus. Fundamentet for familie- og menighedshuset styrkes i samme grad, vi sætter Gud først i vore liv.

Søjlerne stabiliserer byggeriet

Derefter bygger Gud sit hus med fire søjler. Den første er, ikke overraskende, kærlighed *3). Bibelen siger, at Gud selv er kærlighed, dvs. at alt som udspringer fra ham er motiveret af kærlighed. Det samme bør også motivere os, både i ægteskab, familieliv og menighed.
Kærlighed er et handlingsord. Det hjælper ikke at sige til ægtefællen: Åh, hvor jeg elsker dig! – hvis jeg ikke gider hjælpe til med opvasken. Kærlighed har med viljeslivet at gøre, det begynder med en beslutning, hvorefter følelserne nok skal følge med af sig selv.
Den anden søjle er tillid 4*). Tillid må være til stede i alle relationer, først og fremmest til Gud, naturligvis, men tillid til hinanden i familie og menighed er også absolut nødvendigt. Tillid har med karakter at gøre.
Mens kærligheden er konstant, kan jeg svigte min ægtefælles tillid, så den først bliver genoprettet efter et stykke tid, når jeg igen har bevist, at jeg er tilliden værdig.
Den tredje søjle i huset er respekt *5). Vi er skabt forskellige som mand og kvinde og som mennesker i det hele taget. Vi skal lære at respektere og ære den anden, selv om vi ikke altid er enige. Vi må acceptere forskellighederne, ja, se dem som en styrke. Vi er ikke konkurrenter; vi skal supplere hinanden. Vi skal give hinanden opbakning, støtte, opmuntring og kærlighed. Det er forbudt at bagtale ægtefællen, børnene eller dine trossøskende i menigheden. Der er ikke noget som bagtalelse, der kan nedbryde tilliden mellem mennesker.
Den fjerde søjle er forståelse *6). Jesus forstår os og vores situation. Han har medfølelse med os, og ønsker at vi mennesker skal forstå hinanden. Vi har to ører, men kun én mund. Det er fordi, vi skal lytte dobbelt så meget, som vi snakker.
Vi har brug for indlevelsesevne for at forstå hinanden. Det hedder empati. Vi skal bruge empati i stedet for sympati. Forskellen er, at empati udtrykker forståelse for problemerne og hjælper den anden til at handle rigtigt, mens sympati kun har ondt af den anden. Og det fører ikke til noget.

Væggene lukker alle huller

Mellem søjlerne i et hus, skal der være vægge – ellers trækker det hele tiden! Væggene er tilgivelsen *7). Evnen til at tilgive er livsnødvendigt for os. Den lukker alle huller i huset, så træk udefra ikke kan komme ind. Tilgivelsen hjælper os at holde varmen i huset, både i familien og menigheden.
Vi må tage imod tilgivelsen fra Gud for at være i stand til fuldt ud at give tilgivelse til andre og os selv. Ligesom Guds tilgivelse er afgørende for, at vi over hovedet kan have en relation til ham, med alle de velsignelser, det indebærer, er tilgivelsen altafgørende i vort forhold til hinanden. Mistænksomhed, bitterhed og had vil til sidst medføre brudte relationer og smerte.

Tagpladerne

Nu skal byggeriet færdiggøres. Kronen på værket er taget. Et hus uden tag vil hurtigt smuldre. Derfor virker de seks tagplader som beskyttelse, og dermed vedligeholdelse, i ægteskabet og menigheden.
Den første plade er overgivelse *8). Overgivelse er at bevidst lægge livet ned for hinanden, være helhjertet. Det er at tage aktivt del i hinandens liv, prioritere tid sammen. Det kan betyde, at man f.eks. i perioder må give afkald på karriere og fritidsinteresser.
Det fører til den anden tagplade, at bruge tid sammen *9). De første kristne mødtes dagligt. I et ægteskab, hvor kærligheden skal få råderum, må man prioritere at bruge tid sammen. Tage del i hinandens liv på godt og ondt, gøre ting sammen. Det er vigtigt både med kvalitetstid og kvantitetstid.
I menigheden betyder det at prioritere fællesskabet, komme til samlingerne og tage ansvar. Det indebærer at vise praktisk omsorg, dvs. hjælpe til, hvor der er behov. Også retlede hinanden, når vi ser nogen komme på afveje.
Den tredje tagplade er bekræftelse *10). Vi har alle brug for opmuntring. Ofte er det nemmere at få øje på det, der er galt og kritisere hinanden. Men det er vigtigt at sige anerkendende ord til hinanden, ord som bygger op. Fortæl, at I holder af hinanden, tal venligt og positivt om hinanden overfor andre! Når vi roser hinanden indgyder vi mod og selvtillid. Så tør vi pludselig bruge de evner og gaver vi har.
Husk, at der skal ti bekræftelser til at håndtere en konflikt!
Den fjerde plade er konfliktløsning *11). Konflikter er uundgåelige i medmenneskelige relationer, både i ægteskab og menighedsliv. Konflikter må håndteres med visdom, så vi går efter sagen og ikke efter personen. Derved ender konflikterne ikke i sårethed og smerte.
Den femte tagplade har vi valgt at kalde tro *12). Troen forener os. Troen er nemlig summen af vore dybeste overbevisninger, vore grundlæggende holdninger og værdier. Har vi samme grundlæggende tro på f.eks. Gud og Bibelens ord, ja, så er det meget nemmere at vandre sammen.
Den sjette og sidste tagplade hedder kommunikation *13). Kommunikation er at udtrykke sig på en måde, så modtageren får den samme idé og forståelse for en sag, man selv har indeni. Der er ingen relationer uden kommunikation.
Ikke alle mennesker er lige gode til at kommunikere, men kommunikation kan læres. Man siger, at kommunikation består af 30 pct. ord og hele 70 pct. kropssprog og mimik.

Svigt tærer på relationerne

For at vedligeholde et forhold, enten det er til ægtefælle, børn, menighed eller venner, må disse tagplader være intakte. Svigter vi på et af områderne, vil relationen lide overlast. Og så gavner det ikke meget, at fundamentet og søjlerne er stærke. Vi kan selvfølgelig ”tilgive os ud af det” igen og igen, men i det lange løb vil det tære på relationen, hvis vi ikke i praksis viser, at vi er overgivet til hinanden og siger det tydeligt, at vi værdsætter hinanden.
Hvis vi lærer det, vil vi være et godt forbillede for andre omkring os. For samfundet er som bekendt mere eller mindre i opløsning pga. de brudte relationer i familien.

Bibelstudie:

Familieundervisningen underbygges af følgende skriftsteder:

*1) Esajas 28:16, Mat. 21:42, Ap.G. 4:11
*2) Mat. 7:24
*3) Kol. 3:14, 1. Kor. 13:4-7, 1. Pet. 4:8, Ords. 10:12
*4) Sl. 62:8
*5) Fil. 2:3-5, Kol. 3:18-4:1, 1. Mos 1:27
*6) Hebr. 4:15
*7) Kol. 3:13
*8) Ap.G. 2:42, 1. Mos. 2:24, Ef. 5:31-32
*9) 1. Kor. 13, hele kapitlet, Ap.G. 2:42
*10) 1. Tim. 4:12, 2. Tim. 1:6, Ef. 5:25
*11) Ords. 15:1, Jak. 3:16-18, Gal 5:22, Ef. 2:14-15a (hverdagsdansk)
*12) Ef. 4:1-4, Gal. 6:10
*13) Ords. 15:1

Ref. Svend Løbner