Krigen åbner kirker

Landet over tager præster initiativ til at åbne deres kirker, så mennesker kan bearbejde Irak-krigens „rædsler“ i „Guds hus“For et ukendt antal kirker rundt i landet var det et eksperiment at holde sent åbent da solen gik ned første gang efter, at bomberne var begyndt at falde. Nogle steder var det en begrænset succes.

Adnan Dahan, formand for Tværkulturelt Center, som selv er flygtning fra Irak – og kristen, var en af dem, som benyttede sig af de ekstra åbne kirker

Fx. tiltrak Fredens Kirke i Herning – trods sit aktuelle navn – kun ganske få andagts­søgende. Det fik dog ikke sognepræst Gotfred Larsen til at ærgre sig:
– Vi skal ikke piske en stemning op. Men vi skal være der, hvis folk har brug for det. Og en krig, der nærmest siver i gang efter lang forberedelse, vækker åbenbart ikke samme behov for et besøg i kirken som terrorangrebet 11. sept. gjorde.
Det var faktisk netop ytringer fra folk, der ikke fandt kirken åben nok den dag, der lå bag en Herning-gruppes spontane beslutning om at forberede en åbning af kirkerne mens præsident Bushs ultimatum tikkede ned mod nu.

I Holstebro kirke var interessen helt usædvanlig. Fra midt på eftermiddagen og frem til klokken 22 var der en jævn strøm af besøgende i kirken. Blandt dem var der et iøjnefaldende stort antal udlændinge, som måske er mere vant med at bruge kirken på denne måde, hvor man kan tænde et lys og lade et ark med bønner og bibelvers være springbrædt for meditation og måske bøn.
Sognepræst Asger Pedersen er glad for, at kirken her møder mennesker på en helt anden måde end i sin traditionelle gudstjeneste:
– Flere har ringet og spurgt om kirken var åben. Det føles rigtigt at give rum for deres spontane religiøsitet – at tage dem alvorligt og byde dem indenfor med deres egne tanker og bønner, siger præsten.

Han havde iøvrigt kun et skuldertræk til overs for en kritisk kollega, Kurt V. Andersen, præst for den grundtvigske valgmenighed i Bøvlingbjerg, 35 km. vestpå. I TV-avisen tog han afstand fra, at præsterne ‘kaster sig ind i krigens slipstrøm for at profilere kirken’.
– Vi hjælper til at give udtryk for noget af det, som sproget normalt ikke har ord for. Det er jo ikke svært at identificere sig med de mennesker, der sidder med deres børn hvor bomberne nu falder. Men i magtesløsheden kan man folde sine hænder – og det er måske det eneste vi kan, siger Asger Pedersen.