Kunsten at undgå at kede sig
og ventetiden er gratis en stand-up encyklopædi II; er titler på en film og en bog af henholdsvis Rowan Atkinson, manden bag kult-figuren Mr. Bean (det er vi i hvert fald nogen der mener), og Povl Erik Carstensen, bl.a. kendt som Åge fra John & Åge, og én af bagmændene i FBI (Funny Business Inc.) med hovedsæde på Comedy ZOO i København.
Jeg sidder og bladrer i bogen, mens filmen kører i baggrunden, fordi jeg hader at kede mig, og gerne vil lære lidt om, hvordan jeg undgår det. Jeg tror det handler om humor. At det er vigtigt at have det sjovt, at finde god mening i det man laver; for ikke at kede sig. Nu er problemet bare det, at jeg nu og da kan have problemer med at se meningen i det jeg laver. Det er som om mit liv har autopiloten slået til. Alligevel vil jeg da klart mene, at jeg har et godt liv.
Nogle vil endda helt sikkert sige, at det langtfra er skadeligt at kede sig lidt nu og da. At det faktisk er sundt for mig. Og hvor lyder det klogt. Men hvor kan det være svært at tage til sig. Og dog. For efterhånden som jeg kommer igennem filmen og bogen, må jeg slutte, at hvis det sjove, det meningsfyldte altid skulle være til stede, ville det så ikke ende med at blive kedeligt?! Jeg må derfor konkludere, at livet nødvendigvis må bestå af begge dele. At jeg kun ved, fra tid til anden at have autopiloten slået til, kan undgå at kede mig. For det er netop dér, at jeg er åben for, at noget sjovt og meningsfyldt kan dukke op. For ikke at tale om, at der rent faktisk også findes mening i selve det at være på autopilot.