Tusinder flygter over Iraks grænser
Irakiske flygtninge får husly hos kristne, der i forvejen er overbebyrdede. Kristne organisationer beder om hjælp
Titusindvis af irakiske flygtninge står i kø ved grænserne til Iraks nabolande, Jordan, Syrien og Tyrkiet, på grund af krigen, melder organisationen Christian Aid. Lokale kirker og kristne hjælper så godt de kan, men behovene er overvældende.Flere end 40.000 flygtninge var allerede inden krigens start natten til torsdag flygtet ind i Syrien. Kristne hjælpeorganisationer melder, at ved vejene fra den irakiske grænse til byerne som Damaskus og Aleppo, er der hele vejen opsat telte. Tusinder må overnatte ude i det fri uden telte eller ly af nogen art.
Flygtningene spørger efter mad, brændstof, tæpper, varmeapparater og medicin. Kristne hjælpeorganisationer prøver gennem lokale kirker at afhjælpe nøden, men de er allerede overbebyrdede.
Mange kristne familier i Jordan, Syrien og Tyrkiet lader flygtningen bo hjemme hos sig, for at de ikke skal fylde op i flygtningelejrene, skriver Christian Aid. Der er to store lejre ved den jordanske grænse. Kristne organisationer i Jordan har sørget for, at flygtningene får tre måltider om dagen.
Christian Aid beder om forbøn for det omfattende arbejde, samt kristne i andre lande, der står i fare for islamisk gengældelse for den amerikanskledede krig.