Ikke et redskab mod indvandrerne
Jann Sjursen forklarer, hvorfor Kristeligt Folkeparti måtte stemme imod Dansk Folkepartis forslag om at bevare kristendommenErnst Mathias Jessen undrer sig i et indlæg i sidste nummer af Udfordringen over, at Kristeligt Folkeparti forleden stemte imod et forslag fra Dansk Folkeparti om, at bevare kristendommen i Danmark.
At vi fremsatte vores eget forslag skyldes ikke, at vi er imod kristendommen (vi havde også de kristne værdier med i vores forslag).
Men vi er imod den måde, som Dansk Folkeparti bruger kristendommen på – nemlig som et redskab i deres kamp mod indvandringen.
For det første mener vi ikke, at det er indvandrernes eller muslimernes skyld, at de kristne værdier i de seneste generationer har været i opløsning.
Det er i høj grad vores egen skyld. Vi skal ikke beskylde andre for at true og ødelægge vores kristne tro, når det i virkeligheden er os danskere, der har svigtet. Den nedbrydning af den kristne kultur, der bl.a. førte til fri porno og fri abort, var begyndt længe før, der kom muslimer til Danmark. Her synes jeg, at vi gammel-danskere skulle ransage os selv, i stedet for at bruge andre som syndebuk.
For det andet er det en kristen grundtanke, at man ikke er sig selv nok. Derfor virker det mærkværdigt, at erklære en hel befolkningsgruppe uønskede, og lade dem vide, at vi helst så, at de forsvandt. Vi kan have forskellige opfattelser af, hvor mangeflygtninge vi skal tage imod – men dem, der bor i landet skal vi behandle anstændigt. Og vi skal være parat til at give flygtninge asyl, selv om Danmark selvfølgelig ikke kan løse alle verdens flygtningeproblemer.
For os alle er det utrolig vigtigt at vide, at vi er værdsatte, at vi er ønskede. Mange af dem, der kommer til landet, har oplevelser med i bagagen, der har givet dem dybe sår i sjælen. De har i hvert fald slet ikke brug for at blive trampet på.
Hvad er det for en kristen kultur, Dansk Folkeparti forsvarer?
Det er et samfund, der forbliver uberørt af islamiske skikke, som f.eks. tørklæder, halalkød. Og partiets ordfører, Peter Skaarup sagde i debatten den 14. januar, at han bl.a. var bekymret over, at muslimerne ville have særlige baderum, fordi de altså ikke rigtig kan tåle, at mænd og kvinder bader eller klæder om sammen.
Med til den islamiske kultur hører også deres højtider og helligdage – men Dansk Folkepartis modstand mod de fremmede skikke følges ikke op af en kamp for at forsvare de kristne højtider og helligdage.
Dansk Folkeparti har så sent som oktober 1999 stillet forslag om i Folketinget, at lukkeloven skal afskaffes. På den måde vil søndagen blive en dag som alle andre, hvor butikkerne kan holde åbent som ugens øvrige dage. Det strider efter vores opfattelse imod den kristne tanke om søndagen som hviledag og helligdag.
Nej, Kristeligt Folkeparti er ikke imod kristendommen! Tvært imod er det kampen for de kristne værdier, der er grunden til, at vi eksisterer. Men hvad de kristne værdier består i, er vi mildt sagt uenige med Dansk Folkeparti om.