Indre Mission retter op på dårlig økonomi

Indre Mission sluttede 2002 med et underskud på 901.000 kr. – mod 7 mio. forrige årDen økonomiske genopretning af økonomien i Indre Mission er delvis fuldført, konkluderer en rapport fra Indre Missions hovedbestyrelse. Vi glæder os over, at det tilsyneladende er lykkedes at vende den alvorlige udvikling, som regnskabet for 2001 var udtryk for, lyder det i en pressemeddelelse. Dengang viste regnskabet nemlig et rekordunderskud på knap 7 millioner kr.
Og formanden for økonomiudvalget er tilfreds:
– Det opnåede resultat må betegnes som tilfredsstillende på baggrund af et budgetteret underskud på 1,7 mio. kr., oplyser Christian Aagaard, formand for Indre Missions økonomiudvalg.
Der er tale om en samlet stigning i indtægter på 4,7 millioner kr. i forhold til 2001. Stigningen skyldes primært bedre resultater i Indre Missions virksomheder, overskud fra genbrugsvirksomhed og større gaver. Tager man besparelser i ”virksomheden” med, kom Indre Mission ud af 2002 med et resultat, der var over 6 mio. kr. bedre end i 2001 – og det på trods af et fald på 1,3 mio. i testamentariske gaver i forhold til 2001.
– Indre Missions venner har gennem de øgede gavebidrag vist, at de ønsker arbejdet fortsat i samme omfang som hidtil, konkluderer hovedbestyrelsen.
Specificeret regnskab vil blive fremlagt og drøftet på Indre Missions årsmøde den 13.-14. juni 2003 i Vejle.