Kibbutzer – i det 21 århundrede?
Livet i kibbutzerne har forandret sig meget, siden ideen om kibbutz opstod, og kun få procent af israelerne bor i dag i kibbutzer
Mange faktorer gør staten Israel til et enestående land, som på en række områder ikke kan sammenlignes med andre lande.bs Blandt disse er kibbutzbevægelsen, som allerede i årene inden statens oprettelse grundlagde et afgørende fundament for den kommende stat. Vidste folk ikke andet om Israel, så vidste de, at der var noget, der hed Jaffa-appelsiner og kibbutzer. Mange er blevet skuffede, når de har fået at vide, at det er mange år siden, kibbutznikkere talte mere end 3% af Israels befolkning.
Alligevel er det rigtigt, at kibbutsbevægelsens betydning for det israelske samfund har været større, end de 3% af befolkningen kunne antyde. Ser man f.eks. hvor de mennesker, som har formet staten, og fortsat gør det i dag, kommer fra, ser man, at langt mere end 3% af disse har en baggrund i kibbutzbevægelsen.
Alligevel stilles spørgsmålet her ved begyndelsen af et nyt århundrede: Vil kibbutzerne have en rolle at spille i det israelske samfund i det 21. årh.? Spørgsmålet om kibbutzernes fremtid har længe været på dagsordenen, men er yderlige fremprovokeret af struktuelle ændringer her ved årsskiftet. De to største kibbutzbevægelser, den ene mere socialistisk, den anden mindre, i sin ideologi, er blevet lagt sammen med den begrundelse, at det er nødvendigt for at kunne overleve fremover. Men er sammenlægningen mere et udtryk for usikkerhed om, hvilken rolle en pionerbevægelse kan have fremover? En bevægelse, som har været styret af en ideologi og idealisme, som ikke er i høj kurs i det israelske samfund, der er i færd med at blive mere og mere amerikaniseret, individualiseret og privatiseret.
Fortalerne for sammenlægningen hævder, at de strukturelle ændringer er nødvendige for at møde de udfordringer, som fremtiden byder på. De er en naturlig forlængelse af de ændringer, som allerede har fundet sted. Mange kibbutzer er gået over til noget, som ligner privatøkonomi, og har fraveget pionerprincippet: enhver yder, hvad han kan, og får, hvad han har behov for. Det er længe siden, de fleste børnehuse blev nedlagt, og forældre og børn sover nu sammen. Mange steder er der betaling for maden i den fælles spisesal, og flere vælger så at spise for sig selv. Flere medlemmer arbejder uden for kibbutzen, og kommer så bare hjem for at sove. På kibbutzens fabrikker er der hyrede arbejdere, som forlader stedet efter fyraften.
Hvad er der tilbage af det, som er kibbutzens rygrad? spørger man. Nogle vil svare: Jøder har altid været uenige om, hvad det vil sige at være jøde, men så længe der er nogen, der diskuterer, hvad det er at være jøde, så er de jøder. Det samme med kibbutzerne: Så længe nogen vil kalde sig kibbutznikker og vil diskutere kubbutzlivets værdier, vil der være kibbutzer.
Den tid er forbi, hvor kibbutzlivet bestod i at arbejde om dagen, danse folkedanse om aftenen og diskutere ideologi til langt ud på natten. At hente det tilbage er formålsløst. Men findes der ikke i kibbutzens ideologiske grundlag et alternativ til det, som ellers synes at løbe det israelske samfund over ende, her ved indgangen til et nyt århundrede: Amerikanismen, kapitalismen og individualismen.
