Kristent TV til arabere
Hvad er en araber?
En sortskægget fanatisk muslim med gevær?
Eller en kvinde i sort tøj og tørklæde?
Dalal Farid er en universitetsuddannet kristen
arabisk kvinde, der behersker tre sprog Dalal Farid er et levende bevis på, at der ingen modsætning er mellem at være araber og kristen. Alene i Egypten, hvor hun kommer fra, er der ca. ti millioner kristne, og der har været kristne i Egypten, siden evangelisten Markus kom dertil for snart 2.000 år siden.Dalal Farid er velklædt og med diskret makeup, og man kan selv vælge om samtalen med hende skal foregå på engelsk, fransk eller arabisk. Hun er i Danmark for at fortælle om den arabiske tv-station SAT-7, som sender kristne udsendelser, der kan ses i Mellemøsten, Nordafrika og størstedelen af Europa. SAT-7s udsendelser er på arabisk, og størstedelen er produceret af arabiske kristne.
– Den kristne kirke har sine rødder i Mellemøsten og har været til stede i området altid.
Den nuværende konflikt opfattes af mange i den arabiske verden som en konfrontation mellem kristendom og islam, men kirken er ikke et fremmed element i den arabiske verden. Gennem vores udsendelser bliver det understreget, at kristendom hverken er udsprunget af amerikansk eller vestlig kultur, siger Dalal Farid.
– Med SAT-7 har vi fået en enestående mulighed for at fortælle om den Gud, der elsker ethvert menneske og længes efter fællesskab med dem, siger Dalal Farid, der er overbevist om, at Helligånden virker gennem programmerne. Hun står for SAT-7s telefonrådgivning og taler selv med mange seere.
– Jeg føler mig som en mor for dem, der ringer. De er ikke et tal eller en grå masse. Hver enkelt er et værdifuldt menneske, jeg gerne vil tage mig af, og det forsøger jeg at vise med min stemme og måden, jeg svarer på. Det er en gave fra Gud, at jeg har fået kærlighed til mennesker det er ikke noget, man kan lære. Jeg skriver altid deres navn op med det samme, så jeg kan genkende dem, når de ringer igen, og det betyder tydeligvis meget for dem, siger hun.
Dalal Farid oplever ofte, at den samme person ringer flere gange.
– I begyndelsen mærker de efter, om de bliver accepteret, og efterhånden begynder de at åbne sig. Helligånden giver mig visdom til, hvad jeg skal sige og ikke sige, hvornår jeg blot skal lytte, og hvornår jeg skal tale, siger hun og fortæller om en ung pige, der blev ved med at ringe med mange spørgsmål om Jesus.
– Jeg kunne mærke, at hun var overbevist om, at Jesus er vejen og sandheden. Hun ventede på, at jeg skulle foreslå hende at blive en kristen. Men jeg følte, at jeg ikke skulle. Hun blev ved med at spørge, om ikke der var noget, jeg ville fortælle hende, og om jeg ikke ønskede, at hun skulle tage det næste skridt. Jeg svarede: Nej, jeg ønsker, at du tager det næste skridt, når du føler dig parat til det, og når du er overbevist om, at det er det, du vil.
– Mange ville nok straks sige til hende, at hun skulle tage imod Jesus. Men det er en meget stor beslutning, og den kan have sin pris. Jeg skal ikke presse noget igennem, for det skal være Guds værk og efter menneskets egen frie vilje, understreger Dalal Farid.
Hun arbejder på SAT-7s hovedkontor på Cypern, og de opkald, hun modtager, er fra seere, der reagerer på noget, de har set i en udsendelse.
12 centre tager imod seerhenvendelser
Flere tusinde seere med personlige problemer ringede i 2002 til telefonrådgivere i et af de 12 centre, der er oprettet i Mellemøsten og Europa. Det var 1/3 flere end i 2001.
Centrene bliver drevet af partnere, som fx Ungdom med Opgave, IBRA Radio og TV-Inter.
– Vi beder for telefonrådgiv-erne om visdom og kærlighed, så Gud kan bruge dem til at vise sin kærlighed, siger Dalal Farid, der er på vej til Stockholm for at undervise rådgivere fra TV-Inter om deprimerede og selvmordstruede.
– Nogle gange skal man henvise til psykologer eller psykiatere, men vi kan bede for dem og vække håb og tro. I Sverige bor der mange indvandrere fra Irak, og de har det særlig svært lige nu, fordi de har familier og venner i Irak.
– En kvinde, der ville begå selvmord, ringede til et af centrene kl. ti om aftenen, fordi hun havde set telefonnummeret på skærmen under en SAT-7-udsendelse. Rådgiveren talte med hende, fik hende til at skifte mening, og hun ringede mange gange efter, og det endte med, at hun kom til tro.
En gang om året samles telefonrådgiverne på Cypern for at tale om de udfordringer, de møder, og dele erfaringer og velsignelser.
– I år vil vi sætte fokus på ægteskabsrådgivning, og vi har inviteret en underviser, der har erfaring med ægteskabsrådgivning.
Dalal Farid er egypter, men boede i 18 år i Canada sammen med sin familie, inden hun i 1999 sammen med sin mand rejste til Cypern for at arbejde for SAT-7.
Hun er uddannet kemiingeniør fra universitetet i Kairo, og i Canada underviste hun i kemi på gymnasiet.
Hun er vokset op i en koptisk familie i Egypten, men da hun som 21-årig mistede sin far, som hun var meget knyttet til, blev hun vred på Gud, fordi han ikke havde forhindret faderens død.
– Jeg vendte mig ikke fra troen på Gud, men jeg bad ikke længere, fordi jeg havde oplevet det som om, han ikke hørte mine bønner, fortæller hun. Sådan var det i mere end 20 år og ændrede sig først, da hun emigrerede til Canada sammen med sin mand og to børn.
– Vi forlod Egypten for at redde vores børn fra angreb fra ekstremister, men i Canada blev vi bange for at miste dem i den vestlige umoral. Vi fandt en kirke, hvor børnene kunne li at komme. Hver gang jeg deltog i gudstjenesten, begyndte jeg at græde uden at forstå hvorfor. Men efterhånden åbnede jeg mig for Gud igen, og jeg forstod betydningen af, at Jesus gav sit liv for mig på korset. Jeg var kommet i kirken i 35 år, men først nu stod det klart for mig, at jeg havde brug for frelse, og jeg tog imod Kristus.
– Jeg oplevede det som at komme tilbage til Faderen, og det var meget stort for mig, at han i sin nåde ikke havde opgivet mig. Jeg blev fyldt med fred og en fuldstændig glæde. Det var ikke slut med problemer og prøvelser, men de svære ting tog ikke min glæde.