Livet er helligt

Forskning i stamceller er eksperimenter med menneskeliv og dermed forkasteligt!Regeringen vil tillade medicinsk forskning i fosteranlæg og har derfor sendt et lovforslag om ændring af loven om kunstig befrugtning i høring. Stamceller fra tiloversblevne befrugtede æg, altså menneskeligt liv, skal kunne bruges som medicin til kronisk syge.
Et flertal i Det etiske Råd har overraskende nok anbefalet forskningen, selv om den krænker livet ved dets spæde begyndelse. Derfor er der oprettet en komité mod kloning bestående af læger, sygeplejersker og politikere m.fl. Gennem en underskriftindsamling håber de at standse denne etiske glidebane. ”Små menneskeliv skal ikke ofres for at ‘høste’ stamceller til forskning og behandling”, lyder protesten – og den vil vi tilslutte os.
Mennesket har en enestående placering i Guds skaberværk. Planteliv og dyreliv skabte han ved sit ord. Mennesket skabte han ved sin egen livsånde. Mennesket blev dermed skabt i Guds billede. Og derfor er menneskelivet helligt.
Mennesket blev skabt med mulighed for at reproducere sig selv ligesom alt andet liv på jorden. Men menneskelivet er – som det guddommelige ophav det har – fortsat helligt.
Og det starter naturligvis ved undfangelsen – hvornår ellers?
Efter 1 uge? Eller 2 uger? Der sætter regeringen i sit oplæg grænsen for forskningen. Eller 12 uger, som er grænsen for abort. Som i øvrigt godt kan flyttes, hvis der er noget ”galt” med fostret…
Det er forkasteligt at dræbe, dyrke eller manipulere med menneskeligt liv. Blot fordi det er muligt, skal det ikke dermed være tilladeligt. Og det hjælper altså ikke at kalde fostre for embryoner for dermed at bilde befolkningen ind, at det blot er væv, man eksperimenterer med.
Vi må fastholde, at menneskelivet er helligt og derfor ukrænkeligt. Og vi må advare mod den meningsløshed, forråelse, ja, dyriskhed, der følger i kølvandet af al menneskelig nedværdigelse. Det er på tide at sige stop – hvis vi ikke vil ende som grøntsager!
Derfor kan vi kun anbefale at skrive under på hjemmesiden www.nejtilkloning.dk.