Gud greb ind – da jeg var tæt på døden

Lisa Lauridsen lå bevidstløs i tre uger, men en dag vågnede hun, og følte sig fyldt med kampånd – 4 måneder senere var hun frisk som før Jeg vil gerne fortælle andre, hvordan Gud har grebet ind i mit liv på en underfuld måde, som kun er til Guds æreJeg ønsker bare at tjene Ham, så længe jeg kan her på jorden, for det er gået op for mig, at vi ikke ved noget om dagen i morgen, men vi kan tjene Ham i dag.
For fire måneder siden blev jeg meget syg. Jeg lå bevidstløs i tre uger, og lægerne havde fortalt min familie, hvilken vej det kunne gå. Min krop var meget svag, og uden hjælp fra maskinerne havde jeg været død.
Mange kristne over hele landet bad for mig, og min veninde, som hele tiden var ved min seng, havde fået sin præst til at komme, fordi hun vidste, at det var noget jeg selv ønskede. Selv om min familie, som ikke var troende, var til stede, lagde de deres hænder på mig og bad. Det blev et vidnesbyrd for min familie.
Midt i det sørgelige var Gud i lokalet, sygeplejersker og læger blev også berørt ved bare at høre bønnerne. Der var bøn hver dag, både på stedet og udenfor.
En dag vågnede jeg, og min veninde, som sad ved sengen, græd, da hun opdagede, at jeg kiggede på hende. Jeg kunne ikke tale og røre mig. Jeg var helt magtesløs, men jeg levede.
Jeg kunne bare ligge og smile. Gud havde gjort noget for mig, der gjorde, at jeg var blevet stærkere end før. Jeg havde fået en kampånd til at komme videre. Lægerne havde sagt til mig, at det ville blive et hårdt år med træning for at komme på benene igen.
Nu er der gået fire måneder, og jeg har nået alt det, jeg kunne, før jeg blev syg. For mig er det et stort under fra Gud.
Jeg ved bare, at livet er dyrebart for mig – endnu mere efter jeg er vågnet op. Jeg vil bare sige til andre, at Gud er underes Gud – også i dag, uanset, hvad det indbærer. Det kan være frelse og fornyelse.
I 1984 fik jeg to hjerneblødninger, så det er tredje gang, jeg har fået lov til at vågne op. Jeg vil ære Gud. Han skal hele mit liv være den, jeg tjener.
Jeg håber, at mit vidnesbyrd kan blive en opmuntring til nogle læsere af Udfordringen.