Helbredelses- prædikantenslivshistorie
Charles Ndifon
fortæller om sit liv og sin åndelige udvikling- Jeg er født i 1969 i det sydlige Nigeria. Min familie var meget religiøse og vi var trofaste i kirken. Jeg ville være præst men i virkeligheden var Gud et mysterium for mig, og jeg havde ikke noget forhold til Jesus, fortæller Charles Ndifon- Efter grundskolen begyndte jeg at studere til maskiningeniør.
Jeg var stadig trofast i kirken, men de kristne, jeg kendte, sagde mig ikke noget; jeg kunne ikke genkende den nytestamentlige kristendom i mig selv og i mine omgivelser. Jeg var tom inden i. Men på universitetet mødte jeg en flok kristne, som var fuld af liv og viste ægte kærlighed til deres medmennesker.
Ville ikke
begrave broderen
På det tidspunkt døde min bror. Men vores trossamfund ville ikke give ham en begravelse, da han ikke længere var praktiserende hos dem. Det fik mig til at bryde ud af mine gamle religiøse tankemønstre og søge efter noget mere.
En af mine nye kristne venner fortalte mig, hvordan jeg kunne modtage Jesus i mit hjerte og få et personligt forhold til ham.
Jeg knælede ned, og for første gang bad jeg en personlig og ikke kun liturgisk bøn til Gud. Det ændrede mit liv fra den dag var min hverdag ikke den samme igen.
Teenagere
plantede kirker
Sammen med denne levende flok kristne var jeg vidne til flere mirakler; og faktisk blev jeg bedt om at bede for en blind bare 2 uger efter, jeg var blevet frelst og han fik synet igen! Selv om vi kun var teenagere begyndte vi at plante menigheder rundt omkring på de forskellige uddannelsesinstitutioner. Mange fra den gang leder i dag store kirker på flere tusinde medlemmer.
Fik syn af Jesus
I 1987 før jeg havde færdiggjort mit ingeniørstudium, blev jeg også sendt ud i tjenesten.
I forbindelse med min udsendelse blev der lagt hænder på mig. Jeg faldt til jorden og græd ukontrolleret hvilket jeg ikke vidste selv, for jeg fik et syn, hvor jeg så Jesus. Hans nærvær fyldte mig så meget, at jeg troede jeg skulle eksplodere. Det føltes som om der var gloende kul under min hud. Han sagde: Prædik de gode nyheder!.
Jeg forstod nu, at Jesus var inden i mig, og at det var det Paulus mente, da han skrev: Så mægtig er den kraft, hvormed han virker i os. (Efes. 3 v. 20).
Vi gik ud i mission på universiteterne og mange hundrede blev frelst og helbredt.
Tro fulgt af handling
Jeg læste nytestamente med en ny iver, og på et tidspunkt efter en uges bøn og faste opdagede jeg en ny sandhed: I forbindelse med de bibelske mirakler var troen altid efterfulgt af handling f.eks. sagde Jesus til en lam Stå op og gå!, hvorefter han stod op og gik. Jesus underviste også altid i forbindelse med hans helbredende gerning.
Som regel gik vi bare ind og bad for folk og håbede derefter på, at et eller andet ville ske af sig selv. Hver søndag tog vi ud på hospitaler og bad for de syge og viste dem Kristi kærlighed; men søndagen efter denne åbenbaring skulle vise sig at blive helt anderledes.
Den gruppe, jeg var med fik anvist den afdeling, vor de døende patienter lå.
Jeg gik hen til en mand som havde ligget og ventet på at dø i fire måneder, og forklarede ham, at Jesus havde betalt prisen for, at han kunne blive rask, og at hvis han troede, så ville hans sygdom forsvinde.
Han viskede: Jeg tror. Jeg bad for ham, og efter lidt tøven greb jeg hans hånd og hev ham ud af sengen. Han blev helbredt på stedet! De andre patienter og mine medstuderende så dette, og snart var hele afdelingen på benene og jublede. Den stakkels læge, der kom ind var helt forvirret og troede, han var kommet ind i den forkerte afdeling!
Vis dem, at
evangeliet virker
I 1989 var jeg på en uges kursus med den amerikanske evangelist T. L. Osborne. Jeg brændte for at nå verden med evangeliet. På et tidspunkt sagde Osborne, at Gud havde sendt ham til Afrika for at vise, at evangeliet virker.
Inde i mit hoved hørte jeg Gud sige til mig: Tag til USA og vis dem at evangeliet virker!
Efter at have diskuteret en del frem og tilbage med Gud om hvor umuligt det var, sørgede han for, at jeg fik midler til at komme af sted i 1990. Det var i den forbindelse, at jeg grundlagde Christ Love Ministries.
Gik på universietet
for at missionere
– Jeg tog på universitet for at studere Datalogi, først i Pennsylvania og siden i New York. Jeg var dog ikke kommet for at studere, men for at missionere. Der gik ikke lang tid før min universitetsmenighed kom i stærk vækst, for folk hørte om, at Guds kraft virkede til helbredelse og frelse. Vi begyndte også at plante menigheder og holde vækkelsesmøder.
I 1991 blev jeg gift med en pige, som egentlig ikke havde troet på mirakler før hun tre måneder ind i vort bekendtskab endelig lod mig bede for sit ene døve øre. Hun blev helbredt og vi begyndte at tjene sammen. Vi har i dag tre børn og venter den fjerde her i marts 2000.
Efter min datalogiuddannelse arbejdede jeg i computer-afdelingen i en bank i New York. Der gik dog ikke længe før Gud kaldte mig ind i fuldtidstjeneste. Guds folk har støttet os, så vi har kunnet rejse i det meste af verden og har set hundredtusindvis af mægtige indgreb fra Gud, slutter Charles Ndifon.
