Jane Aamund – tilbage til rødderne i Vestjylland
Flyttede hjem for at dø – men nu er
kræften åbenbart forsvundet – og det er et
mirakel, mener den kendte forfatter,
som er begyndt at gå i kirke…Forfatteren Jane Aamund, er ikke ligefrem kendt for nogen kristelig interesse. Moralen og sproget i hendes bøger er også faldet mange for brystet.
Men i et interview med Kristeligt Pressebureaus Niels Thure Krarup, fortæller Jane Aamund om, at hun er begyndt at gå i kirke. Vi bringer her et udsnit af interviewet:
Jane Aamund er vendt hjem til egnen, hvor hun gennem sin mor har de rødder, som blev råstof i en serie bøger. Og ud over det hyggelige hus i Nørre Nissum har hun sikret sig et vigtigt lille stykke græsklædt mødrendejord mere:
– Forleden ringede telefonen, og en stemme sagde: Goddav, det er kirkeværgen i Heldum. A ville bare sejj, at nu har vi plads til dig, citerer Jane Aamund med let vaklende jysk accent. Hun havde bestilt et gravsted ved siden af sin slægt:
– Jeg svarede, at jeg er heldigvis stadigvæk på benene, men jeg tog hen for at se det. Og der kommer kirkekonen, der holder kirkegården så smukt som Paradisets have, og rækker mig hånden og siger Velkommen til! Og så viste hun mig det lille stykke græs, hvor jeg skal ligge.
Her i oplandet til Lemvig, som hendes mor forlod, er Jane Aamund for alvor hjemme.
Hun indrømmer, at hun nok egentlig kom for at dø:
– Ja, det var jeg indstillet på. Jeg troede i hvert fald ikke, at jeg ville få de fem år, der er gået. Efter kræft flere steder var jeg meget svag og fik flere blodpropper, men nogle scanninger for nylig fandt hverken kræft i min krop eller arvæv i hjernen.
For Jane Aamund er det et mirakel. Mange, der fik samme diagnose på samme tid, er døde. Men på spørgsmålet hvorfor Gud så lod netop hende leve, svarer hun med en latter så klar og høj som solstrålen gennem forårs-skyerne udenfor:
– Det må du virkelig ikke spørge mig om. Jeg kan kun forestille mig en eneste grund: Han har flere opgaver til mig før jeg skal væk. Om flere medpatienter, som nu ikke lever, tænker jeg: Det skulle have været mig i stedet for dig. Men livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt – det er bare, og jeg er glad for, at jeg aldrig har sagt Hvor er det uretfærdigt, at det skulle ramme mig. De ord har jeg aldrig fået over mine læber.
– Jeg er helt tryg her. Når jeg er blevet dårlig, har min nabo trådt til og haft ulejlighed med at ringe efter en ambulance og få mig på hospitalet. Men de går ikke af vejen for det, og er ikke bange for det, og tager det som en naturlig ting.
Den slags tætte fællesskab var dog også en vigtig del af familien Aamunds Christianshavner-kultur, fortæller forfatteren med en henvisning til sin farmor Juliane, som hun gjorde kendt i Klinkevals:
– Under den store difteritis-epidemi i 1890 var hun jo på benene fra morgen til aften for at hjælpe børnene, der var ramt. Men den hjælpsomhed er mere eller mindre forsvundet i vor tids bykultur. Se bare på den rædselsfulde historie fra forleden om den blinde dame, der bliver pint af sin mand. Jeg siger dig: Det kunne ikke ske heroppe!
Og mens vores påskesnak kredser om døden og livet, slår en erindring pludselig smut i Jane Aamunds øjne og rykker utålmodigt i hendes smilebånd mens hun fortæller om sin far, der fyldte 50 år før hun blev født.
– Kort efter fik han at vide, at han havde angina pectoris, som kunne give ham et hjerteslag. Derfor indrettede han sig et gravsted oppe på Mariebjerg kirkegaard med en sten, hvorpå der stod Fabrikant Josef Aamund, født 14/10 1886-
med plads til et nyt årstal efter bindestregen.
– Far var en smuk mand og lignede min næstældste bror Asger. Nogle gange kom damer, som ikke opdagede, at Far ikke var død endnu, og lagde en buket blomster på graven … måske fordi de var gamle kærester. Når vi så hver søndag var med Far oppe for at se, om hans gravsted blev ordentligt holdt, så sagde Far: De blomster tager vi sgu med hjem til Mor og frokostbordet, og min mor blev rasende og gik ud og græd i badeværelset, og så var den frokost ødelagt.
Jane Aamund ler. Ikke ad situationens alvor, men ad dens barokke side. Og netop sådan reagerede hun , da hun første gang var til alters efter at være flyttet til Nissum:
– Det overraskede mig, at her er kirken stopfyldt som til en spændende film ved en fire-forestilling. Det chokerede mig også, at alle gik til alters. Nogle gange er jeg oplagt til at gå med, andre gange ikke, men man føler sig underlig, når man bliver siddende. Når man er Københavner, påvirker det ens sindsstemning, fordi det er lidt som at blive gennet ind i en flok, når man gerne vil have sin egen vilje.
– På den anden side vil jeg helst ikke gøre mig bemærket eller tage mig ud som selvgod. Men den holdning bliver pillet ud af én her, hvor vi alle går derop sammen for at mærke fællesskabet. Og den første gang herovre var det længe siden jeg havde været til alters, så jeg opdagede ikke, at mit lille bæger stod med bunden i vejret.
– Præsten bliver lidt forvirret ved synet af et kendt, men uventet ansigt, så han opdager ikke fejlen og sjasker os begge to til i vin. Og da jeg ligesom de andre hilser på ham efter gudstjenesten, stinker vi begge som jeg ved ikke hvad, og så siger han bare venligt til mig: Mange tak! Da kunne jeg altså ikke dy mig for at grine, fortæller Jane Amund og slipper nok en klingende latter løs bare ved erindringen.
Hun slår fast, at hendes mor havde masser af humor skønt
Lige som den hushjælp og gode ven, der går Jane Aamund til hånde tre gange om ugen:
– Hun har det mest lyse sind, jeg kender. Og selvfølgelig findes der steder, hvor der ikke må komme spiritus på bordet eller danses, og der er jo nogle, der holder meget fast i, at syndens sold er døden. Men det missionske hæmmede ikke min egen families humor, og gør det heller ikke her på egnen. Ægte humor findes på et bagtæppe af alvor, siger Jane Aamund med et smil mens hun rejser sig for at fylde min kaffekop.
– Når jeg har siddet hos andre kræftpatienter – unge og ældre – har jeg oplevet mange måder at gå den vej på, og jeg har lært én ting, jeg ikke vidste før: Den, der har en tro, dør ikke alene. En gammel veninde sagde til mig: Jeg troede, at det ville være så svært at sige farvel til alle mine nærmeste. Men nu skubber jeg dem lidt væk for at komme tættere på noget andet. Jeg har ikke været religiøs før, men nu må nogen fortælle mig om Gud, så Han kan være hos mig.
Jeg spørger, om Jane Aamund så slipper venindens hånd med et Vi ses igen? Hun svarer tænksomt og roligt, at hvis den døende selv siger det, vil hun svare Ja. Men ellers ville hun aldrig selv sige det:
– Jeg går ikke ind i deres egne forestillinger. Jeg er ikke præst, så der har jeg ikke noget at gøre, og jeg vil finde det utilbørligt at blande mig. Alle har en lille urørlighedszone, som andre ikke skal gå ind og rage på.
Hvad ligger der så i de tre ord, der er påskens essens: At Kristus er opstanden? At han venter os efter døden med fremstrakt hånd, lige som graver-konen i Heldum, for at byde velkommen?
– Det ved jeg ikke. Men i hans opstandelse ligger håbet om, at lidelserne her på jorden ikke ender i et forgæves ragnarok. Det er vel ikke en belønning, der venter os, men bare lys og fred, siger Jane Aamund.
Og den fred kom hun til snigpremiere på, da hun blev fejlbehandlet og fik morfin, som hun ikke kan tåle. Inden et hjertestop blev startet igen, havde hun en nærdøds-oplevelse:
– Min skikkelse var gennemsigtig og amøbeagtig som i drømme. I én retning kunne jeg se lys, men jeg kunne mærke, at jeg endnu ikke skulle hen til det, så jeg svævede i stedet hen imod min mand, der ventede mig i den modsatte retning.
Var det så Jesus, der stod henne i lyset?
– Det ved jeg ikke. Alt, hvad jeg så, var lys og fred. Om det er Ham, skal jo vise sig engang. Og i troen kan vi godt nøjes med at vente. Man skal jo ikke vide alt.
