Dét er kirkehistorie, når det er bedst

Peter Halldorf har med sin bog Det fædrene ophav givet
en særdeles interessant gennemgang af 21 kirkefædre„Hvis vi vil forstå, hvorfor kristendommen ser ud, som den gør i dag, er det kirkefædrene, vi må vende os til. Det var på deres tid, arven fra apostlene tog form i en verdensomspændende kirke, og det var i denne periode, den kristne tro blev konfronteret med alle de spørgsmål og problemer, som den også fremover skulle møde og stadig i dag kæmper med.“

Ovenstående citat er fra forordet til den svenske pinsepræst Peter Halldorfs Det fædrene ophav og burde i sig selv være nok til, at man giver sig i kast med denne meget spændende og anderledes og indholdsrige kirkehistorie, som det er umuligt at give et retfærdigt indtryk af i en kort anmeldelse.
Halldorf knytter altså an til problemstillinger, der også er aktuelle i dag, for så at gennemgå den enkelte kirkefader og hvordan han allerede på sin tid kæmpede med disse.
Fra start til slut er de repræsenteret: såvel karismatikere som apologeter, uden hvilke kirken til alle tider ville være ilde stedt, for uden de særligt ånds- og nådegaveudrustede kunne kirken nemlig mangle dens liv og den kraft, der skaber vækst; og uden dem, der forsvarer og forklarer troen, kunne kirken tilsvarende mangle dens indhold og den viden, der er basis for at blive bevaret i en bevidst og personlig tro og ikke ledt på afveje. Forfatteren er desuden opmærksom på at også kirkefædre – ja kirkelærere (og kristne) til alle tider – er syndere og bekræfter den evige sandhed: de har alle deres skønhedspletter; Gud løber en stor risiko ved at involvere sig med mennesker.
Således giver bogen os mulighed for ”at udfordre vore egne fordomme og forestillinger”, som Halldorf skriver i forordet.
Og så går han ellers i gang med den første af de 21, Ignatios, som blev født omkring det tidspunkt, da Jesus døde, og blev menighedsleder i Antiokia kort efter Paulus’ død og således har været meget tæt på det urkristne miljø. Teologihistoriske kanoner som fx Justin, Irenæus, Tertullian og den i visse kredse også berygtede Origenes (det er ham der er ”far” til apokatastasislæren) følger. Midtvejs når han til Augustin; på hans tid oplevede kirken nærmest en identitetskrise grundet dens ”succes” på den ene side og dens stadige lærestridigheder og ”ægteskab” med statsmagten på den anden, og han kan hjælpe os til at forstå vores historie og os selv bedre. Halldorf slutter med Symeon med tilnavnet den Nye Teolog, som levede omkring 1000 år efter Ignatios. Han optræder normalt ikke blandt kirkefædrene, og det er sjældent, man støder på ham i almindeligt tilgængelige kirkehistorier; men det er ikke uden grund, denne ”teolog” har sneget sig ind til slut, for forfatteren kan nemlig omtale ham som en af Helligåndens største teologer gennem tiderne og middelalderens mest lysende ”pinseven”!
Vi har meget at takke disse lærere for, de har taget udfordringen fra apostlene op og været med til at udforme den kristne Bibel (for de førstes vedkommende) og den kristne dogmatik, således at den kristne kirke også blev i stand til at stå op imod og bekæmpe de falske lærdomme, der trængte ind i den. Vi har altså også meget at lære af dem, for også i dag siver vranglære af forskellig art ind i kirken og udfordrer til opgør; faktisk kan Halldorf med sin bog kaste lys over nogle af problemstillingerne og give inspiration til mulige løsninger.
Bogen har til sidst en meget nyttig ord- og litteraturliste.
Det fædrene ophav er ganske enkelt en af årets bøger!

Peter Halldorf:
Det fædrene ophav
– historien om 21
kirkefædre
233 sider •222 kr.
Forlaget Aros
% 3644 4580