– Familien er vigtigst
Arbejdsliv og kirke-engagement er sat på stand by hos børnefamilien Hegelund i Næstved- Familielivet er vigtigere end arbejdsliv og en tjeneste i menigheden!
Det er Christina og Jens-Erik Hegelund enige om. De har skruet ned for blusset på begge fronter, efter at de har fået småbørn i huset.
Vi sidder i familiens stue i deres dejlige parcelhus i Næstved. Marcus på 3 år har indgået en aftale med far om, at han må smage lakridskonfekten på bordet, når han har spist lidt mere af sin byggrød. Rebekka på et år er gået i krig med honningkagerne, som hun tilsyneladende synes rigtig godt om.
– Jeg har forældreorlov med Rebekka og trives med at være herhjemme lige nu, siger Christina på 30. Christina er uddannet ingeniør, og når hun arbejder er det som teknisk sagsbehandler i Patent- og Varemærkestyrelsen i Taastrup.
Jens-Erik nyder også, at Christina er på forældreorlov for tiden.
– Det giver ro på familielivet. Vi skal ikke styrte ud af døren om morgenen, og har ikke nogle lange dage, hvor alle kommer trætte hjem, siger den 33 årige far, der er uddannet elektronikteknikker. Han leder produktions teknisk afdeling i firmaet LS Control i Næstved, der laver styringer ti ventilationssystemer.
Selv om de begge to har job, der kræver meget ansvar, så vil ingen af dem betegnes som karrieremennesker.
– Jo, forstået på den måde, at vi ser det som vores karriere at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen, siger Christina og smiler.
Der er også sket omvæltninger i Christina og Jens-Eriks menigheds-engagement. Jens-Erik har i mange år været ungdomsleder, lovsangsleder og menighedsrådsmedlem i Missionsforbundet i Næstved. Men en kombination af begyndende udbrændtheds-symptomer og familieforøgelsen gjorde, at han måtte stoppe op.
– Det har været svært for mig. Jeg er meget ansvarsfuld, og følte derfor jeg svigtede. Jeg er typen, der kan en masse, men jeg har måttet lære, at jeg ikke skal sige ja til det hele. Lige nu er jeg nok i den fase, hvor jeg skal finde ud af, hvad det er, jeg skal, fortæller Jens-Erik åbent.
Christina føler, at hun befinder sig i samme fase.
– Jeg er slet ikke en leder-type, som Jens-Erik er. Men jeg har en længsel efter, at Gud gør noget i os, så vi kan være noget for andre. Jeg føler mig så velsignet af Gud og privilegeret, og vil så gerne give noget af det videre til andre, siger Christina. Både hun og Jens-Erik har altid troet og er opvokset i kristne hjem.
Familien Hegelund har netop skiftet menighed. Det har været en svær beslutning for dem, fordi de havde både familie og baggrund i Missionsforbundet. Men der manglede jævnaldrende børnefamilier i menigheden. Et behov de så rigeligt har fået opfyldt i deres nye menighed, Sjølund Kirken, som er en sammenlagt Apostolsk Kirke og Pinsekirke i Næstved.
Man skal ikke have været i stue med Christina og Jens-Erik ret længe, før man finder ud af, at længslen efter at leve et ansvarsfuldt og frugtbart liv med Gud er ægte, og noget der optager ægteparret meget. Konstant falder samtalen på de emner.
Selv om Jens-Erik har været igennem en udbrændtheds-krise, er ilden absolut ikke slukket.
– Jeg brænder for lovsangen og for, hvordan vi kan gøre vores kirker mere interessante for unge i et postmodernistisk samfund, fortæller Jens-Erik, der netop har deltaget på Willow Creek konferencen i København.
– Jeg tror ikke umiddelbart, man kan overføre Willow Creek-modellen til danske forhold, selv om det var fantastisk at høre om. Det jeg tog med fra konferencen, var vigtigheden af, at vi som ledere må arbejde med os selv og have vort åndelige liv i orden. Det er væsentligt for at kunne lede.
Tid med Gud er vigtigt, mener både Christina og Jens-Erik, men medgiver at det ofte er svært at finde tiden og roen til det som børnefamilie.
– Vi har forskellige kilder og måder at være sammen med Gud på, fortæller Christina og fortsætter med at forklare: – Jeg elsker at læse i Bibelen og have tid til stilhed og refleksion. Men vi er forskellige, understreger hun.
Jens-Erik nikker og supplerer:
– For mig er det at gå en tur i skoven eller være med i fællesskabet af lovsang steder, hvor jeg oplever Guds nærvær.
Christina og Jens-Eriks forskellighed giver sig også udtryk i temperament og personlighed, bedyrer de. Men de to synes at supplere hinanden fantastisk godt.
– Vi snakker godt sammen. Vi havde syv år sammen som ægtepar, inden vi fik børn, og dem brugte vi til at lære hinanden godt at kende.
– Men vi er jo bare en helt almindelig familie og sikkert uinteressante for andre, mener Jens-Erik, der tøvende har indvilget i at medvirke i interviewet.
Jeg kan ikke give ham ret. Selv helt almindelige mennesker er unikke og har en historie at fortælle med deres liv. Det er også Christina og Jens-Erik Hegelund et bevis på, som de sidste deltagere i artikel-serien Alle har en historie.
