Jul i ”Det hellige Land”

I begyndelse af 80-erne tilbragte jeg nogle år i Israel. Minderne er fra en tid, der var knap så urolig som nu og med stor glæde tænker jeg på Guds udvalgte land og folk.Hvert år i december var det skik og brug, at den danske præst inviterede alle danskere i Israel til adventshygge i Redeemerchurch, Korsfarerkapellet, så her kunne man træffe danske piger, gift med arabere eller jøder og høre om, hvad det indebar i forhold til dansk mentalitet. Der kom folk, som havde valgt at bo i kibbutzer, skønt de var ikke-jøder og man kunne træffe ansatte fra den danske ambassade i Tel Aviv.
Man mødtes, fordi man var dansk og det betød ikke så meget, om man var udsendt af den ene eller anden organisation/kirke/forening, hvilket var berigende og meget velgørende midt i alle diskussioner om, hvor man går i kirke og hvorfor.
I mine dagbøger fra dengang, læser jeg:
Juleaften 1980. – Vi havde gæster fra Danmark og lavede en julemiddag, der lignede den danske til forveksling. Senere gik vi rundt om et juletræ, der i virkeligheden var nogle grene i en vase og stillet på en taburet, pyntet med vore udklippede stjerner, engle og hjerter. De danske julesalmer fik særlig betydning.
Juledags morgen tog vi til gudstjeneste i Garden Tomb, Gravhaven, som er ét af den anglikanske kirkes særlige områder i Jerusalem. Man sad udendørs, med mindre det regnede og masser af mennesker sad i den forholdsvis lune luft og sang Christmas Carols.
Ellers bød omgivelserne ikke på meget juleri, da det var et jødisk område, vi boede i, men der var dejlig meget julepost fra venner og familie i Danmark.
Juleprogrammet blev fulgt næsten hvert år de følgende år..

Aldrig har vel julesalmerne eller ”Der er noget i luften” gjort så dybt indtryk på mig, som når vi enten med udsigt til Negevørkenen eller senere fra Gilo tæt ved Bethlehems marker, kunne synge om barnet i krybben.
Gaver var beskedne. Vi medbragte alle én lille gave, som senere på aftenen kunne vindes ved forskellige spil og vi sad altid og fortalte om juleminder hjemmefra.
Et år smuttede vi til Bethlehem til Helligtrekongersfest den 6. januar, for da holder mange kristne julefest, men det gjorde vi kun den ene gang. Vi kom slet ikke ind i Fødselskirken på grund af de mange turister. Ud fra adskillige forretninger lød sang fra en båndoptager med vedvarende gentagelser:
Happy birthday to you dear Jesus, happy birthday to you!
Et år havde jeg lejlighed til at holde juleaften i Haifa på ”Stella Karmel”, et kristent gæstehjem oppe på Karmelbjerget og beliggende tæt på nogle druserlandsbyer. Det var igen en speciel oplevelse, da nogle jøder fra omegnen havde lyst at være med til en kristen jul, hvor der også var midnatsgudstjeneste.
1984 var det år, hvor jeg havde fået TV, så vi kunne se midnatsmessen fra Bethlehem hjemme i stuen.
Desværre kom nogle af munkene fra forskellige kirkeretninger op at skændes (og slås lidt) med hinanden efter jul, da Fødselskirken skulle gøres ren, så dette indslag blev vist en del gange i fjernsynet og kommenteret i aviserne. Man mente, at slagsbrødre med gode kræfter, havde taget munketøj på for at kunne slå en proper næve.
Det var efter sigende sådan, at man bestemte i det område, hvor man havde gjort rent efter julehøjtiden.
Nu fejrer vi snart jul igen. Tankerne går til Bethlehems marker og alle minderne fra Mellemøsten.
Selv om det ind imellem ser mørkt ud, så kommer lyset også en gang synligt til denne del af vor klode, for det siger Guds ord.
I Matthæusevangeliet 4 v. 16 står der:
„Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem“.
I Esajas 60 v. 1-3 står der om Jerusalems kommende herlighed.
„Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet.
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans“.