Pendlerliv: Bornholm-København

e bor på Bornholm – men Finn er dr.theol. og ansat ved Dansk Bibel-Institut i København; Oddrun er diakon og norsk, hun er ansat ved Dansk Ethiopermission og udfører et socialt arbejde blandt indvandrere på Vesterbro. Men de trives…Da bornholmeren, dr.theol. Finn Rønne, Hammershusvej, var 15 år og gik i Søndermarksskolen i Rønne – endnu før han fortsatte i gymnasiet, kæmpede han en brav kamp for sammen med andre kristne elever på skolen at få lov til at holde andagter på skolen i spisefrikvarteret. Senere kom historien via den socialdemokratiske avis ”Bornholmeren” i snart sagt alle landets aviser.,
Den kristne livsholdning lå dybt i den senere doktor i teologi.
Det var Finn Rønne, der mindede mig om historien, og jeg var dengang den, der fik lov til at formidle den. Skrev tilmed en kommentar, hvor jeg brugte overskriften ”Giv dem dog lov!”, hvilket dog ingenlunde hjalp.
Det var i november sidste år, Finn Rønne forsvarede sin doktorafhandling. Nu er han ansat ved Dansk Bibel-Institut, og sammen med en anden vigtig del af sit liv, norske Oddrun, pendler han frem og tilbage mellem storbyen og Bornholm. De er i København tre dage om ugen, resten af tiden tilbringer de på Klippeøen, hvor deres smukke og spændende hjem, et toetagers hvidt hus, er placeret på en stejl skråning, så første sal vender direkte ud mod en have, hvor den bornholmske klippegrund udgør en bestandig del af miljøet … næsten som om naturen og Hammerknuden vokser helt ind i stuen til dem.

Forventningen til
det første barn
Lige nu har de fået besked om, at deres ventede etiopiske adoptivbarn, en dreng på snart 5 måneder, vil holde sit indtog i familien, og Oddrun Rønne glæder sig til] at tage barselsorlov den første tid. Indtil for nylig kendte de hverken barnets køn eller alder, vidste kun, at det var et sted mellem 0 og tre år, men nu ved de, hvem de venter på, nemlig lille Jonas, som de skal ud og hente i Addis Abeba. Oddrun er faktisk selv født i Etiopien, fordi hendes forældre var missionærer. Interessen for netop dette land er ægteparret fælles om. De ved endnu ikke, om barnet er døbt, muligvis efter etiopisk tradition, men det vil de undersøge, når de har fået hentet ham hjem. De er indstillet på, at mange ting vil blive indrettet under hensynstagen til Jonas og hans behov.
– Vi er indstillet på, at det kræver fleksibilitet, så vi får mulighed for at tilpasse os hinanden. Her er tale om adoptioner af børn, som én gang har haft et nederlag og er blevet afvist, da deres mor afleverede dem til Børnehjemmet i Addis Abeba, fordi hun ikke selv magtede opgaven. Ingen giver frivilligt sit barn fra sig. Adoptionen sker via en formidlende organisation, men er der slægtninge, kommer adoption ikke på tale, da næsten alt er baseret på familiesammenhold. Er der en bedstemor, får hun automatisk barnet i stedet.

Skandinaviens Mallorca
I øvrigt er det ikke så utænkeligt, at der vil blive lejlighed til se Finn Rønne på prædikestolen i de bornholmske kirker med tiden.
Oddruns forældre bor nu i Kristianssand, så mange af turene går til Norge.
– Min far er ansat på den stedlige journalisthøjskole, fortæller Oddrun. Til gengæld kender mange af vore norske familiemedlemmer Bornholm, som de kalder Skandinaviens Mallorca.
– Jeg var selv på cykeltur her, inden jeg traf Finn, og jeg syntes, her var skønt, men havde naturligvis aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at bo her, fortæller Oddrun..

Studenter med
forskellig baggrund
Finn er på Dansk Bibel-Institut leder af den nye linie for tværkulturel mission. Her kommer nogle af studenterne fra karismatiske kredse.
– Det er gavnligt, at der i en klasse er studenter fra forskellige sammenhænge, siger Finn. – Det skaber en større åbenhed. Opgaven er at uddanne folk til kirkeligt arbejde for andre kulturer, hvilket er meget spændende, fordi jeg sådan set er midt i den tværkulturelle sammenhæng i teori og praksis. En ting, vi lægger vægt på, er at undervise i nyreligiøsitet, så vi også dér kan kommunikere det kristne budskab.
– Det harmonerer fint med Oddruns arbejde for Dansk Etiopermission, hvor hun bl.a. samarbejder med et team fra Danmission, der fra et center i Valdemarsgade på Vesterbro udfører et socialt arbejde blandt indvandrere.
– En kultur åbnes ind i vores hverdag, fortæller Oddrun Rønne. Mange kommer med nysgerrighed og har brug for dansk for at kunne få en lettere integration. Jeg indgår i et team derinde sammen med Danmission. Det er ikke en offentlig ansættelse. Der er ting, som gør, at situationen kan gå i hårdknude, så der er behov for, at vi kan følge dem lidt længere. Det giver os muligheder som privat organisation, men også diakonalt som kirkens forlængede arm., med andre ord gå et skridt længere med dem, hvis tingene kompliceres. Det er en diakonal institution.
Finn og Oddrun fortæller, at de, når de er i København, fortrinsvis går i kirke i Fredens kirke og Nazareths kirke i Ryesgade, hvor de stadig har en lejlighed lige ved Naza-reths kirke, som delvist udlejes til studerende.
– Vi kan gå hjemmefra ved første bedeslag og sidde på kirkebænken ved det sidste. I øvrigt en kirke, hvor der kommer kolossalt mange unge.
På Bornholm går de hovedsageligt i kirke i Allinge, men samtidig går de tit med hans mor i Knuds Kirke, da han er opvokset i den nordlige udkant af Rønne, hvor faderen var i menighedsrådet i Knudsker.
Finn Rønne, der blev cand. theol. ved Københavns Universitet i 1991, blev dr.theol. november 2002. Han kunne ret hurtigt se, at den afhandling, han arbejdede på, forholdsvis let kunne blive en doktorafhandling, og arbejdede videre med dette.
Hvordan gik det til, at I lærte hinanden at kende?
– Vi deltog begge i en kongres i Chicago. Dengang var jeg næstformand i KFS. Jeg var med som dansk og Oddrun som norsk delegat og studen-terrepræsentant. Så rejste jeg videre til Canada, hvor jeg i 14 dage påbegyndte de første studier til min afhandling.
Hvordan fordeler I tiden mellem København og Bornholm?
– Vi skal være der i tre dage om ugen. Resten af tiden kan man sidde hjemme på Bornholm, fordi så stor en del af undervisningsarbejdet på universitetsniveau er forberedelser. Det klarer jeg fra mit kontor her i huset. Jeg tager af sted tirsdag morgen og er tilbage torsdag aften. Man kan altså næsten overstå en uges arbejde på tre dage. Det er den fagre nye verden, vi er kommet ind i. Tre timers rejse med hurtigfærge er ikke en gang lang tid, siger Finn Rønne.
– Det er det, der giver nogle muligheden for at bo på Bornholm. Vi er samtidig utroligt glade for naturen og den friske luft udenfor vinduerne her i Sandvig. Her er så fredeligt og uberørt, der er ikke engang en købmand om vinteren..Samtidig er vi utroligt glade for naturen og den friske luft udenfor vinduerne her i Sandvig. Her er så fredeligt og uberørt, er ikke engang en købmand om vinteren..
– Nu bliver det spændende, når den lille kommer, hvor meget du kan være hjemmefra og pendle til København?
Odrun smiler helt roligt. Hvis man formår at skabe en atmosfære af harmoni og glæde omkring sådan en rejse, kan det blive helt naturligt også for barnet at følge med, fordi det helst vil være, hvor forældrene er. Et er sikkert. Barnet skriver dagsordenen, siger Odrun, og Finn nikker og er helt enig.