Det går ad H- til
Gary Larson, kult-tegneren til kult-tegningerne The Far Side, giver mig ofte noget at tænke over.
Tag nu fx kaffe. – Den smager godt, men ikke til alle tider. Som én af dem, i en Larson stribe, til Helvede nyankomne siger: – Nøj, de har tænkt på alt hernede. Selv kaffen er kold!
Jeg ved nu ikke, om det er et udsagn, som holder i det lange løb. Der findes jo rent faktisk mennesker på denne klode, som holder af kold kaffe. Forstå dem kan jeg ikke. Men det, som lige slår mig, er også snarere forestillingen og talen om Helvede. Jeg har hørt mange kommentarer om Helvede. I mangen en prædiken gennem livet er Helvede blevet fremstillet og udpenslet som et grufuldt sted. Og det er da sikkert også rigtigt nok. Jeg kunne dog snarere tænke mig at høre en prædikant udpensle, hvordan der er i Himlen. Men det er der ikke så mange, der kan og gør. Hvorfor egentlig ikke? – Jeg vil da hellere høre en masse om Himlen og fyldes med håb om det sted, jeg sigter imod, frem for at fyldes med negativitet i forhold til det Helvede, som jeg ikke ønsker at være – og ende i!