Glad sangbog
Mange lovord fra musikanmelderen om lovprisende digtsamling med noderDet er en i alle henseender behagelig bog at få i hånden. I stort format, men med sine 79 sider ganske let. Den bærer den snurrige titel Om Gud og andre gratis glæder, med undertitlen Vers og viser….Det en fryd løseligt at bladre bogen igennem og snuse til indholdet for at stimulere læselysten. Her springer en trefoldig og flot samvirken af tekst, musik og illustrationer straks én i øjnene.
Hvad gør man, når man som forfatter har en masse strofiske digte/sange/salmer liggende, som bønfaldende kigger på én for at blive læst? Får den geniale idé at komponere det hele sammen til ét lille univers. Denne fremgangsmåde anvendt her i bogen med at sætte tingene i perspektiv efter kirkeårets, årstidernes og dagens forløb, afslører præsten i forfatteren. Og det er glimrende gjort.
Alle er de rimede digte, og som sådan i traditionel stil, uden hang til fornyelse, men prægede af en lethed og et lys, der er rundet af et taknemmeligt og åbent sansende sind. Kristne må da fremfor nogen kunne være åbne på en ret måde over for al skabningen natur, dyr og mennesker idet de har Skaberen klingende med i al erkendelse og værdsættelse af det betragtede. Lys, glæde, tak og lovprisning er de bestandige omkvæd i den veldigtende vendsysselske præst og højskolelærer Michael Nielsens tekster, hvoraf nogle er af almindelig længde, 4-6 vers, og andre, de lange oder til jul, påske og pinse, der bærer mindelser om det grundtvigske univers, er på 30 vers.
Det er, som om alle emner lægger sig så selvfølgeligt på plads, når kristentroen er udgangspunkt for refleksion. F.eks. finder her også kærligheden udfoldelse i al sin sprudlende mangfoldighed – … at se i dine øjnes skælmske pragt / et glimt af evighedens gaver lagt eller Min søde, blide, stride tøs.
Man bliver så kåd og glad af at læse denne bog. Betagende lethed, højstemt højtidelighed som: Hans rige er hos os i Ånd og i Ord / han kalder os ind i sit syngende kor / han møder os stadig i nadver og dåb / så vi kan arve et levende håb og alvor og sjov går ubesværet hånd i hånd. Man føler, at billeder, natursyn, farver og hele den kristne tros palet med Jesu komme, Guds omsorg, dommen, døden og det evige liv osv. åbner for udsyn og indsigt hos én. Og fremmer den sammenhæng i tingene, som nutidige mennesker higer sådan efter.
Til langt de fleste digte har diverse komponister sat melodi, som er forbilledlig godt udsat og layoutmæssigt helt i top. Der er alle mulige stilarter, viser, trad. salmemelodier og forskellige rytmiske genrer, alle helt udskrevet, lige til at spille på klaver eller efter becifring. Preben Winthers let slørede sort-hvide, nærmest naturalistiske illustrationer, styrker læseoplevelsen betragteligt.
Michael Nielsen:
Om Gud og andre gratis glæder
80 sider 158 kr
Aros