En „glemt“ verdens- berømt dansk forfatter

Johannes Jørgensen er den næstmest oversatte danske forfatter. Nu arbejdes der på at give ham en renæssance her i landetI november sidste år blev Johannes Jørgensen Selskabet stiftet, og i søndags havde selskabet sit første offentlige arrangement, et symposium med 65 deltagere, i digterens fødeby Svendborg. Formålet er klart: Digteren, der blev katolik, skal gøres kendt og anerkendt i Danmark.
Johannes Jørgensen blev kristen i 1894 og konverterede til katolicismen i 1896. Det meste af det, han har skrevet siden midten af 1890’erne bærer præg af, at han var en troende katolik – og det forklarer nok, at denne store danske forfatter, der er den mest oversatte danske forfatter efter H.C. Andersen, er så overset i Danmark.
Blandt foredragsholderne ved symposiet var lektor, ph.d. Oluf Schönbeck, der ud fra sit emne „Johannes Jørgensen som helgenbiograf“ tog fat i problematikken med udgangspunkt i helgenbiografien om Birgitta af Vadstena, og han fortalte om forfatterens forhold til stoffet, der var „delt mellem forskerens nøgterne studier af de middelalderlige kilder og den troende katoliks tillid til Kirkens autoritet og helgenindens visionære åbenbaringer som budskaber fra Gud“.
Et andet initiativ, der skal være med til at „genoplive“ Johs. Jørgensen er en biografi om ham. Den skriver lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Teddy Petersen, som også deltog i symposiet og i sit foredrag fortalte om digterens liv.
I sin afslutning udtrykte selskabets formand, forfatteren Stig Holsting, der selv er katolik, sine forhåbninger om, at „det store fremmøde ville være en indikator for, at Johannes Jørgensen står foran en renæssance“ – hvilket han også begrundede med, at mange mennesker i dag søger en dybere mening med tilværelsen.
Selskabet vil udgive en skriftserie, hvis første bind efter planen skulle udkomme sidst på året. Det planlagte bind vil i hovedsagen komme til at indeholde foredragene fra symposiet.
Interesserede henvises til: johannesjorgensenselskabet.dk