Over 2.000 nye kristne ved Falks fremstød

I alt 2.206 afrikanere blev registreret som nyfrelste, og mange oplevede helbredelse og udfrielse fra onde ånder, da det danske missionærpar Hanne og Egon Falk i juli holdt et fremstød i Tanzania.
Det skete i Iyunga, en lille forstad til Mbeya i den sydlige del af Tanzania, godt 100 km fra grænsen til Zambia.
Området er rigt på bjerge og skove, og der er koldt. Om natten var der kun 10 grader.
Hver eftermiddag samledes over 15.000 mennesker.
En ældre og utrolig tynd mand kom den første dag og fortalte om, hvordan et mavesår havde plaget ham i 23 år, men nu troede han på, at Jesus havde helbredt ham, og han mærkede, at noget var sket i hans krop. Dagen efter kom der en kvinde, som havde haft en stor knude på halsen, men nu var den fuldstændig væk!
– Sådan fortsatte det hele ugen. Dårlige øjne blev raske, og bl.a. fortalte en ganske ung mand om, hvordan han havde store problemer i skolen på grund af sine syge øjne, men nu stod han der og så på os med friske og klare øjne uden antydning af sygdom eller gener. Smertende ben blev stærke, så mennesker dansede rundt af bare glæde. En yngre pige havde hele livet været syg med et dårligt hjerte, men Jesus berørte hende stærkt, og hun blev helbredt, og leende og grædende fortalte hun om dette foran hele folkeskaren. En kvinde, som også var utroligt tynd, fordi hun ikke var i stand til at spise, sagde, at hun var kommet ”hjem” til Iyunga for at dø, men Guds kraft til lægedom gik igennem hendes krop, og fra da af var hun rask og ville rejse tilbage til stedet, hun kom fra.
– Dog det, som tog os alle om hjertet, var, da en mand kom frem og fortalte, at han var født blind, men at han nu kunne se, og det demonstrerede han tydeligt ved at sige, hvilken farve tøj forskellige mennesker havde på, foruden at han kunne udpege diverse detaljer på platformen. Denne mand begyndte at danse af bare glæde, og aldrig har vi set nogen danse som ham, han gav alt, han kunne for at udtrykke, hvad han følte i sit hjerte, og det er helt sikkert, at Gud så på ham med stor glæde og velbehag fra himlen. Hele folkeskaren jublede af glæde og begejstring, og alle var dybt grebne af dette mirakel, fortæller Egon Falk.
Distriktskommissæren for Mbeya ”åbnede” korstoget samt deltog ved ”pastor’s dinner”, og han overraskede ved som muslim at tale positivt og give myndighedernes fulde opbakning og beskyttelse. Han sagde i al offentlighed, at hvis folk kom til disse møder, ville de blive forandrede, og det ville gøre hans arbejde lettere i Mbeya.