10.000 inviteret til at møde Tine Lindhardt


Det Danske Bibelselskabs nye generalsekretær Tine Lindhardt sætter Bibelen på dagsordenen på landsdækkende turne. På møder i hvert af de ti danske stifter præsenterer Bibelselskabet et nyt initiativ – Bibelsøndagen – i arbejdet med at gøre Bibelen nærværende i danskernes liv. Flere end 10.000 er inviteret til møderne, der også er åbne for andre interesserede.
– Bibelen er en utrolig vigtig bog, hvis man vil forstå, hvorfor det danske samfund er blevet, som det er. Men Bibelen handler om langt mere end historisk fortid. Bibelen har i høj grad bud på nutiden og til fremtiden, og derfor må den ned fra hylden og gøres nærværende i danskernes liv i undervisning, i oplysning og i forkyndelse, siger Tine Lindhardt.
Møderækken begynder 2. september i Præstevangskirken i Hillerød og fortsætter i stift efter stift frem til d. 29. oktober.