Anmeldelse:
Bibelsk hørespil for børn af meget høj kvalitet

Tre cd’er med fortælling og sang der er oplagt til de lange blitureHusker du din barndoms fortællinger? Husker du, når læreren, en af dine forældre eller bedsteforældre fortalte eventyr eller bibelhistorie? Husker du, hvordan du blev grebet af spænding og fryd. Noget, som vore dages børn møder alt for lidt. De møder noget andet. Billeder, voldsom lyd og filmeffekter af forskellig slags. Men det er ikke det samme. Vore børn går glip af noget vigtigt: fortællingen, det talte ord. Fortællingen er så vigtig, fordi den kan hjælpe børnene til at lave deres egne billeder.Der findes stadig voksne, der læser højt for børn, men der bliver vist længere og længere imellem dem. Men nu forsøger Refleks Musik at råde bod på det med foreløbig 3 cd’er i serien „I olielampens skær“, hvor man gennem 3 hørespil bringer bibelske for-tællinger til børn i alderen 6-12 år, og man har grebet det meget professionelt an. Oplæser er skuespiller Dick Kaysø, kendt som „Krummefar“ i Krumme-filmene. Desuden deltager en række ukendte og kendte stemmer, deriblandt Allan Mortensen.

„Krummefar“ fortæller

Dick Kaysø fortæller bibelhistorie, så det er en lyst og ind imellem krydres fortællingerne med stemmer tillagt de personer, der deltager i fortællingerne. Derudover er der en række reallyde, som hestetramp, skridt, fuglefløjt og fårs brægen. Hver af de 3 cd’er indledes med sangen „Bøgernes bog“ sunget af Kirsten Siggaard. En dejlig sang, der giver udtryk for, at „vi vil se, hvad Bibelen siger os i dag“ og den slår fast, at „bøgernes bog stadig er vigtig i dag“. Udover denne sang er der i de 3 historier tilføjet en række andre sange, der fængsler børnene med såvel deres tekster som deres melodier. Alle sangtekster og melodier er skrevet af Signe Walsøe. Sangene synges af Allan Mortensen, Søren Launbjerg, Kirsten Siggaard og Majken S. Kjeldgaard.

To cd’er om Josef

Benna Asmussen Hørlück har skrevet manuskripterne til de 3 hørespil og har også instrueret. Den første af de 3 cd’er hedder En drengs drømme og handler om Josef, hans barndom og drømme, brødrenes salg af ham til købmændene, hans slavetilværelse i Ægypten frem til hans „ophøjelse“ efter at have tydet Faraos drømme. Samtidig med genfortællingen og dramatiseringen af historien gives der en grundig bag-grundsviden for historien. Som afslutningssang på denne cd synger Kirsten Siggaard om Guds planer med Josef og heri hedder det: „for Gud er alting muligt, han vender ondt til godt og tager sig af både stort og småt“.
En taber bli’r til vinder er en naturlig fortsættelse af En drengs drømme, idet vi her følger Josef som Faraos forvalter og oplever Josefs møde med sine brødre. På denne cd synger Søren Lauenberg, meget indlevende, „Abra-hams, Isaks og Jakobs Gud“ og „Skal jeg rådne op?“, mens Allan Mortensen med sin karakteristiske stemme synger „Gud nu må du råde“.

– og en om Hanna

Den 3. cd i serien hedder Gud hører bøn – Historien om Hanna, hvor vi i hørespilsform møder den fortvivlede mor, der ikke kan få børn, men så afgiver et løfte til Gud, hvorefter hun får Samuel og senere giver ham tilbage til Gud, til tjeneste ved templet. På denne cd synger Majken Kjeldgaard meget gribende Hannas sange „Mit største ønske her på jord“, „Gud har hørt min bøn“ og „Han glemte mig ikke“.

Oplagte gaveideer

Jeg har med stor glæde lyttet de tre bibelske hørespil igennem og glæder mig til at lade børnebørn og andre børn i mine omgivelser høre dem. Der er virkelig tale om et kvalitetsprodukt, som jeg håber i nær fremtid bliver fulgt op af flere bibelske hørespil i serien „I olielampens skær. De tre cd’er er oplagte gaveideer til børn, forældre og bedsteforældre. De kan afspilles derhjemme, i skolen eller hvorfor ikke i bilen, når man er på langfart og ungerne keder sig.


Artiklen fortsætter efter annoncen: