Bush: Bibelen motiverer mig

USAs præsident George Bush siger, at troen hjælper ham til at møde de udfordringer, han møder som statsleder. Bibelen har inspireret ham til at få gennemført, at det offentlige skal finansiere bekæmpelsen af AIDS.
I et interview i magasinet ”Ladies Home Journal” udtaler han, at det er umuligt at fungere som præsident uden en tro på Gud.
– Det giver en trøst at indse, at der er en almægtig Gud, som man kan stole på, siger han. – Derfor læser jeg hver morgen i Bibelen og i Charles Stanleys andagtsbog. Det betyder meget for mig personligt (Stanley er sydstatsbaptist og moderat tv-prædikant – red.).
Bush, der selv er metodist, nævner ofte sin kristne tro:
– Bibelen taler om kærlighed og medfølelse… Det er baggrunden for min lidenskab for AIDS bekæmpelsen.
Bush overraskede tidligere på året ved at anmode kongressen om at hæve støtten til AIDS bekæmpelsen i Afrika fra 5 mia. til 15 mia. dollars over 5 år.